Iværksættelse af det halvhjertede

I den nye Malmrosfilm, Kærestesorger, skildres en gruppe gymnasieelevers indbyrdes relationer først i 1960erne. Handlingen udspiller sig på og omkring Viborg Katedralskole, hvor det umage par Jonas og Agnethe danner omdrejningspunkt for historien.

Lægesønnen Jonas, en sympatisk, men ikke videre stræbsom ung mand bliver nærmest tilfældigt hvirvlet ind i et forhold til den gammelkloge, ambitiøse, men fysisk og følelsesmæssigt umodne Agnethe, som han ikke er sikker på, at han er rigtigt forelsket i. Måske er det i højere grad hendes familie – hendes veltalende og litterært dannede far (spillet af Søren Pilmark) og hendes bløde storesøster - der fascinerer ham, som han på et tidspunkt bemærker.

Agnethe, der altid har følt sig som det uønskede barn i en dybest set dysfunktionel familie og har et voldsomt behov for at vide sig elsket, mærker snart, at Jonas følelser er noget lunkne, og så starter spillet: Agnethe trækker sig, og selvom Jonas først oplever dette som en befrielse, bliver han voldsomt såret, da han hører, at Agnethe har fået en ny kæreste, som han efterfølgende gør sit bedste for at slå af brættet, så han kan generobre Agnethe. Og sådan fortsætter historien slag i slag, så man fristes til at nynne den gamle Beatles-sang: You say goodbye and I say hello….

Vi møder også Birger, den fandenivoldske fyr med det rå og charmerende ydre, som hylder sin personlige (maskuline) frihed, men snart fanges ind af skæbnens – eller tilfældighedernes? – spil, den dystre og utilnærmelige Toke, der er optaget af Nietzsche og 2. Verdenskrig, lærer Boysen, der holder studiekredsmøder, hvorunder han skiftevis beder Fadervor med de unge og diverterer dem med saftige beretninger fra sin egen ungdomstid, og en række andre mere eller mindre skæve karakterer.

Kærestesorger er endnu et stykke Malmros-nostalgi og skal nydes som sådan, selvom man sagtens, hos unge anno 2009, vil kunne genkende 60er-teenagernes kejtede forsøg på at finde en plads i voksenverdenen. Så stor er forskellen på unge dengang og i dag såmænd heller ikke. Kun sproget og rammerne er forandret.

Thomas Ernst klarer sin rolle som den afdæmpede Jonas ganske hæderligt, om end der er lidt knas med hans fortællerstemme, hvor den glider berettende ind over handlingen. Her savnes lidt sjæl, der kan overbevise publikum. Simone Tang vokser i mere end en forstand (filmholdet har fulgt de unge skuespillere gennem tre år) i rollen som Agnethe. Hvor det indledningsvis er lidt for tydeligt, at hun fremsiger replikker, glider hun efterhånden mere og mere ind i sin karakter. Både Esper Svane og Jacob Grosen Pedersen er fremragende castet i rollerne som henholdsvis Toke og Birger og leverer hver især en glimrende indsats.

Malmros har sagt om Kærestesorger, at den ”handler om de små forelskelser, som skulle gøre det ud for den store, men som blev halvhjertede”. Måske er det grunden til, at man som biografgænger kan sidde med en underlig fornemmelse af alligevel at mangle noget, når man har set filmen. Det store drama udebliver, og selvom der er optræk til både dyb ømhed, voldsomme jalousiudbrud og erotiske forløsninger kommer der aldrig rigtig skred i tingene – når man lige ser bort fra sidehistorien om Agnethes fars oprør, der af omgivelserne bliver opfattet som et sammenbrud.

Manglen på dramatisk dybde kan opleves som et savn i forbindelse med denne nye Malmros-film, når man som Malmrosfan ved, hvor intenst han før, ved hjælp af gennemført underspilning, har skildret sine karakterers indre liv, men jeg tror, at det netop er på disse præmisser, værket skal opleves: Som en iværksættelse af det halvhjertede, det spirende, det endnu tilfældige og ufærdige. Kærestesorger skildrer de første famlende forsøg på at træde i karakter som voksne - og som elskende.

Kort og godt: Kærestesorger er en smal, stilfærdig og blød film for Malmroselskere, Jutlandiofile, nostalgikere og yndere af pubertetsriter.


OBS: Du kan læse og se mere om filmen her.

Niels Malmros:
Kærestesorger
Nordisk Film 2009