Okadas parallelunivers

Haruki Murakamis roman, Træopfuglens krønike, starter ganske tilforladeligt i et plausibelt realunivers, som vi vel alle vil kunne genkende: Den selvvalgt arbejdsløse jurist, Toru Okada, er ved at koge pasta til frokost i det hjem, han deler med sin samlever, Kumiko, og deres - på dette tidspunkt bortløbne - kat, da han modtager et telefonopkald, som siden skal vise sig at markere et vendepunkt i hans liv.

Få uger senere forsvinder Kumiko lige så sporløst som katten, og i sin søgen efter hende bevæger Okada sig som en nutidig Orfeus ind i hidtil ukendte sammenhænge og dimensioner, som vender op og ned på hans opfattelse af liv og død, drøm og virkelighed, og viser ham sammenfald og betydninger, som han ikke i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Kumikos perverterede bror - den skrupelløse politiker Noboru Wataya, en eftertænksom teenagepige, to synske søstre, en gammel soldat, en pengestærk modedesigner og hendes tavse søn, en udtørret brønd, som giver adgang til underverdenen, og et hus, over hvilket der hviler en forbandelse, får på godt og ondt betydning for Okada og hans stædige eftersøgning af den tabte elskede.

Trækopfuglens krønike er blevet betegnet som et eksempel på magisk realisme, men i min personlige begrebsverden er den magiske realisme af en helt anderledes håndfast karakter, end de scener, som udspiller sig i Murakamis fantastiske univers. Nej, jeg vil langt hellere betegne Trækopfuglens krønike netop som en fantastisk fortælling. Her er ingen dansende kopper og ingen blegtgrønne havfruer, som vi kender dem fra bl.a. Isabel Allendes fiktive verden. Hos Murakami går realiteten så langsomt i skred, at man kun oplever en let tøven – den tøven, som siges at være et karakteristika for den fantastiske fortælling. Man kan vælge at læse værket symbolsk, man kan vælge at læse det som en psykologisk thriller, eller man kan lade værket stå åbent og tage udgangspunkt i den tvivl, som værket selv formidler, med hensyn til, hvorvidt tiden virkelig kan opfattes kronologisk, og om der mon ikke rent faktisk eksisterer parallelverdener, der kan forskyde sig ind i det velordnede univers, vi ynder at omtale som realiteten.

Trækopfuglens krønike er en mastodontroman og et moderne mesterværk med mytiske undertoner, og enhver seriøs litteraturelsker bør unde sig selv den fornøjelse at lade sig suge ind i Toru Okadas grusomme og underskønne parallelunivers.

Haruki Murakami:
Træopfuglens krønike
Klim 2001