Vedkommende danmarkshistorie

Den er dansk. Men den er ikke bare dansk. Den er jysk og derfor både gammel dansk og ærkedansk. Ifølge min personlige opfattelse, naturligvis. Jeg taler om Jens Smærup Sørensens allerede voldsomt roste roman, Mærkedage, som også jeg nu omsider har fået læst og kun kan give flere roser med på vejen.

I mit hoved hænger det så firkantet sammen, at udviklingen, som nogen ynder at kalde det, og i vore dage multietniciteten og globaliseringen, starter i storbyen – altså København, når vi taler Danmark – og derfra breder sig vestover til de mere provinsielle og bagstræveriske egne. Så pyt med, at også Århus og i mindre grad Odense, efter dansk målestok, vel også må betegnes som metropoler for samfundsudviklingen. Allerede i forstæderne til disse byer støder man på en vis reservation overfor fremskridtet, om end afviklingen af det danske, som i hvert fald jeg husker det fra min egen provinsielle barndom i tresserne og fra mine forældres fortællinger, og udviklingen i retning af det internationale tilsyneladende ikke lader sig bremse. Flere steder i Jylland støder man endnu på mindelser om en tid, der var. Ja, længst ude på landet kan man af og til have en fornemmelse af at være faldet ned i en tidslomme, men det såkaldte fremskridt er og bliver uafvendeligt. Derfor er det vigtigt, at nogen skriver historien om dengang.

For hvordan var det nu det var – ikke kun i Jylland, men såmænd også på Fyn og store dele af Sjælland? Hvordan kan det være, at nogle af os stadig nostalgisk taler om de gode gamle dage, så de yngre generationer hovedrystende vender blikket mod himlen og klikker beklagende med tungen? Hvad var det, der var så ganske anderledes og aldeles fremragende før i tiden?
Det får man et ganske godt indblik i, når man læser Mærkedage.

Jens Smærup Sørensen lader de mange fortællinger, som snor sig ind og ud af hinanden hele vejen gennem denne dejligt sendrægtige roman, tale i et gammelt dansk med vendinger fra jyske lokaldialekter. Denne gennemførte sprogkolorit bidrager i væsentlig grad til at give værket dets dæmpet glødende sepiatoner.

Romanen beretter med springende kronologi om de to gårdmandsfamilier, Godiksen og Lundbæk, i Staun, og om de folk, som knytter sig til dem, gennem flere generationer. Familierne følges gennem nedslag i netop mærkedagene i deres liv: En konfirmation i 1934, et sølvbryllup i 1967 og en tresårs fødselsdag i 2003.
Her er stovte gamle bønder, som forventer at se deres livsværk videreført af efterkommerne, her er stræbsomme småfolk, som kæmper for at komme til fadet og frem i verden, her er kvinder, som lever et stille liv med de traditionelle kønsroller, andre, som sætter deres vilje igennem i det skjulte og enkelte, der bryder ud og sætter egen dagsorden. Her er mænd, som ser op til de gamles visdom og lytter til deres livserfaring, og der er dem, der tværtimod betragter de gamle som vrøvlehoveder og bagstræveriske høveder, som omgivelserne nok var bedre tjent med at få sendt på aftægt.

Jens Smærup Sørensen forstår på mærkværdigste vis på en og samme tid at stille sig solidarisk med sine karakterer og at udlevere dem på det grusomste. Som læser får man ikke lov til at gøre sig nogen illusioner om, at verden er Morten Korchs sort-hvid og praktisk opdelt i de gode og de onde. Hver og en har sin menneskelige brist.

Persongalleriet i denne kollektivroman er stort, og det tager lidt tid og kræver lejlighedsvise tilbageslag i teksten, hvis man vil have alle på plads i sin bevidsthed. Men forfatteren har jo da tydeligvis også haft et overordnet sigte med denne fortælling, som ikke så meget handler om at skildre den enkeltes skæbne som at skildre en egn og en tid – eller vel snarere tidens og udviklingens fremadskriden - gennem de enkelte karakterer, deres indre monologer og deres udadvendte replikker og ageren. Det er lykkedes til fulde. Her er beretningen om, hvordan Danmark er gået fra at være et samfund baseret på landbrug, traditioner og bondekultur og til at være et moderne forretningsforetagende, hvor hensynet til helheden såvel som til den enkelte – det være sig mand eller svin, folk eller fæ – er udraderet til fordel for egen økonomisk vinding.

Mærkedage skildrer, hvordan udviklingen og fremskridtet som en stormflod er skyllet ind over landet og har revet ned, hvad andre har bygget op. Her er vedkommende danmarkshistorie fortalt på den gode, gammeldags og personlige måde, så enhver burde kunne forstå den. En gave til kommende generationer – når de engang bliver gamle nok til at interessere sig for fortiden og deres rødder.

Jens Smærup Sørensen:
Mærkedage
Gyldendal 2007