Bøvs! sagde bogormen

I løbet af 2007 fik jeg tygget mig igennem nedenstående værker, som er listet i vilkårlig rækkefølge.

Knud Bjarne Gjesing: Hån, spot og latterliggørelse
Pia Tafdrup: Springet over skyggen (digte)
Pia Tafdrup: Drømmetræer (digte)
Marilynne Robinson: Gilead
Salman Rushdie: Klovnen Shalimar
Frances Mayes: Et hus i Toscana
Erling Jepsen: Kunsten at græde i kor
Erling Jepsen: Med venlig deltagelse
Eric Danielsen: Flaubert – Desillusionens mester
Annette Lindegaard: Simos passion
Karen Syberg: Stederne
Nedjma: Mandelen
Charlotte Heje Haase/Spacemermaid: 1001 tårs tøsetanker
Dennis Gade Kofod: Nexø Trawl
Herman Melville: Skriveren
Ole Wivel: Karen Blixen
Ane-Marie Kjeldberg: Fred og ro
Sara Blædel: Kald mig prinsesse
Daniel Möllberg: Dage med Far
Annemette Kure Andersen: Andetsteds (digte)
Michael Katz Krefeld: Før stormen
Birgitte Sally: Smalltalk
Vibe Bredahl: Pun Birds
Henriette Elmøe: Eventyret om Plante
Louise Bach og Kaare Berg: Emergens (digte)
Saul Bellow: Ringen
Saul Bellow: Herzog
Don Delillo: Kropskunstneren
Morten Søkilde: Pan og Landskaber (digte)
Katrine Buchhave Andersen: Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden
Knud Romer: Den som blinker er bange for døden
Pablo Henrik Llambías: Et ukendt barn
Mikael Josephsen: Pokalhjertet (digte)
Jens Martin Eriksen: Vinter ved daggry
Christina Hesselholdt: Hovedstolen
Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen
Bent Otto Hansen: Opløselige (digte)
Edward Abbey: Desert Solitaire
Lonni Krause: Nødvendige ruter (digte)
Klaus Rifbjerg: En naturlig forklaring (noveller)
Pia Tafdrup: Tarkovskijs heste (digte)
A.S. Byatt: Elementals (noveller)
A. S. Byatt: The Djinn in the Nightingale’s Eye (fortællinger)
Pär Lagerkvist: Det evige smil
Marianne Larsen: Den forelskede unge
Mette Rosenkrantz Holst: Fællesarealer
Árni Thórarinsson: Heksens tid
Else Brundbjerg: Samtaler med Karen Blixen
Alma Halbert Bond: Who killed Virginia Woolf?
Hugo Friedrich: Strukturen i moderne lyrik
N.C. Thakur: The Symbolism of Virginia Woolf
Virginia Woolf: Moments of Being

Påbegyndte desuden Boris Pasternaks: Doktor Zivago. Den blev jeg dog først færdig med i starten af 2008, så den vil blive opført på en anden liste.

Og så er der sikkert et par stykker, jeg har glemt, ligesom jeg ikke har opført alle de værker af og om Karen Blixen og Virginia Woolf, som jeg genlæste i forbindelse med min specialeskrivning.

(Gen)skabelsen

"It is perfectly true that she obsessed me, in spite of the fact that she died when I was thirteen, until I was forty-four. Then one day walking round Tavistock Square I made up, as I sometimes make up my books, To the Lighthouse: in a great, apparently involuntary rush. One thing burst into another. Blowing bubbles out of a pipe gives the feeling of the rapid crowd of ideas and scenes which blew out of my mind, so that my lips seemed syllabing of their own accord as I walked. What blew the bubbles? Why then? I have no notion. But I wrote the book very quickly; and when it was written, I ceased to be obsessed by my mother. I no longer hear her voice; I do not see her." (Virginia Woolf i Moments of Being 1978, s. 94)

Sådan beskriver Virginia Woolf den skabelsesproces, som munder ud i To the Lighthouse - og den indre proces, som sætter hende i stand til at frigøre sig fra fortidens spøgelser.

Skønt man kan mene, at der æstetisk set er langt mellem Virginia Woolf og Katrine Marie Guldager, så er der en vis overensstemmelse mellem Woolfs og Guldagers psykologiske frigørelsesprocesser.
Katrine Marie Guldager skriver i Lysgrænsen om Freud-eleven Hanna Segal, ifølge hvem "al skaben i virkeligheden (er) en genskabelse af et engang elsket, men nu tabt og ødelagt objekt. Trangen til at skabe er trangen til at forvandle ruinhoben til en ny bolig for tanken, for sjælen, det være sig enten en bog, et maleri eller et stykke musik." (K.M. Guldager i Lysgrænsen 2007, s. 230)

Hanna Segals tese er ganske interessant læsning - især for kunstnere (og mennesker, som søger hinanden - og derigennem sig selv). Og måske kan den artikel, som man altså kan klikke sig ind på ovenfor under Segals navn, bidrage til at uddybe og perspektivere overvejelserne i mit tidligere indlæg om kunstnersjælen og de kommentarer, som det afstedkom.

Guldager siger: "Rejsen mod en anden og rejsen mod et kunstværk er måske ikke så forskellig." (Ibid: 231)
Nej - det er den måske ikke!

Når lyset bryder frem

De sidste dage har jeg fulgt Katrine Marie Guldager gennem Dantes Inferno og frem til Lysgrænsen. 'En psykoanalyse', kalder forfatteren sit værk, og sådan opleves det af læseren.
Selv gik jeg til bogen med en vis skepsis, blev undervejs både irriteret og rørt og ramt. Men netop som jeg mest af alt havde lyst til at lægge beretningen fra mig, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde ud at læse mere om 70ernes lighedstanker, om de venstreorienterede og om hjælpearbejde i Afrika, altsammen emner, som udgør en stor del af Guldagers personlige erindringsmateriale, så kom vi - Guldager og jeg - til et vendepunkt, hvor brikkerne i dette kalejdoskopiske billede stille og roligt faldt på plads, og hvor historien omsider tog form:

"Følelse for følelse måtte jeg rekonstruere min fortid [...]. Det var et langmodigt og besværligt arbejde, og sommer blev afløst af efterår, som blev afløst af vinter. For en udenforstående kunne det se ud, som om jeg spildte tiden, men grunden til, at det var så vigtigt var, at jeg fik en historie. Jeg fik en sandhed, der var min."

Guldagers gengivelse af den psykoanalytiske rejse, som hun sammenligner med Dantes rejse gennem Underverdenen, kan på et vist plan siges at mime den psykoanalytiske proces for læseren. Man kan simpelthen ikke undgå selv at vende blikket indad undervejs - og således forsøge at kaste lys over sin egen historie.

Katrine Marie Guldager:
Lysgrænsen - En psykoanalyse

Gyldendal 2007