Showing posts with label Business. Show all posts
Showing posts with label Business. Show all posts

Saturday, December 1, 2007

Business

Min forretningsidé er så småt ved at tage form. Men jeg har stadig brug for hjælp her på kravlestadiet.
Kan du derfor bidrage med svar på nedenstående spørgsmål, vil jeg blive meget glad, og du vil dermed have sat penge ind på din konto i det, som Paul Cohello har kaldt 'Noget-for-noget-banken'.

1.Hvad koster en selvudgivelse hos de forskellige forlag, som hjælper med sådanne - og hvor meget er inkluderet i prisen?

2.Hvilken tidshorisont er der på sådanne selvudgivelser, det vil sige, fra man indgår aftalen, og til det færdige produkt foreligger?

3.I hvilket prisleje ligger forfatterhonoraret, når et forlag antager et manuskript til udgivelse af en ukendt eller mindre kendt forfatter?

4.Hvordan er prisniveauet, når vi taler honorar til henholdsvis en oversætter og en tekstforfatter?
Regner man pr. linje, pr. side - eller aftaler man fast pris for hver opgave?

5.Mere personligt, men dog til forretningsbrug: Hvilke bøger foretrækker du at læse? Genre, tema etc. ønskes oplyst.

6.Hvis du er forfatter, er der så en særlig form for hjælp, du savner, enten under skriveprocessen, eller under udgivelsesprocessen?

Du er velkommen til at svare under kommentarer, men foretrækker du evt. af diskretionshensyn at svare mig privat, kan du finde min mail-adresse under min profil.

Friday, November 16, 2007

Så er der brainstorming!

Vi er to, som gerne vil have foden under eget bord. Vi forestiller os, at vi skal arbejde med kommunikation. Endnu er vi i brainstormingsfasen: Hvad kan vi tilbyde, hvordan kan vi skille os ud fra andre i branchen, skal vi forsøge os som tekstforfattere, oversættere, ghostwriters, korrekturlæsere, foredragsholdere - eller hvad? Skal vi satse bredt, eller skal vi specialisere os indenfor et snævert område?

Vi er begge uddannet i dansk og engelsk sprog og litteratur. Min ven (og forhåbentlig kommende kompagnon) er uddannet for en del år siden og har således den fordel at have mange års praktisk erfaring i formidling af de nævnte emner. Selv er jeg nyuddannet og derfor opdateret omkring det sidste nye indenfor litteratur og sprog.

Vil du hjælpe os med forslag?
Har du selv praktisk erfaring indenfor området, og vil du dele din erfaring med os?
Kender du nogen, som måske ved mere om iværksætteri, end du gør, og vil du kunne etablere en kontakt imellem dem og os?

Vi har brug for gode indspark. Også de mindre vellykkede bydes velkommen. Måske de kan føre til helt nye idéer.