Englenes fald

For adskillige uger og en evigheden siden, da sneen først faldt, var den en dans af dunede engle. Som bløde bolstre svøbte de sig om landet, dæmpede alle lyde og mindede mest om en uskyld, vi ellers kun har læst om i de meget gamle bøger.

Nu hænger himlen flad og frysende over et sort-hvidt landskab tegnet med kulstift på hvidt papir. Vi har trådt englene under fode. Grunden er hård og skorpet af is. Frost binder englevinger til jorden.

Efterår

En bitterligt kold vind går gennem kastanjens lasede løvværk i dag, løsner et blad eller tre, kaster dem som løse pletter ud over plænens gulnende græs. Regn striber ruderne. Du sidder helt stille på din stol og mærker efteråret snige sig ind på dit liv. Det bliver tidligt mørkt nu. De lange dage og lyse nætter er uigenkaldeligt forbi.

Op al den ting

Mobiltelefoner og headset og jetset og glatte frontcovers og mingling og smalltalk og netværk og priser der stiger og stiger systemer og krydser og mødekalender problemløsning jobsøgning innovation fremme i skoene branding og bowling og wannabe-golfsving og porno og pubber og rodløse unge konflikter og brændende biler og voldtægt muslimer lokalpolitik byfornyelse ludomani og integration mordbrand og hverdagens helte og breezer storcentre bubber og barbie og fastfood og slowfood og globalisering faldne soldater og halal og halbal og selvbruner stofblomster salsa og techno og manden med hus forbi skidne facader og oplyste ruder lygter og bilos og skubben og puffen og lugten af grillmad og pizza parfume og nogen der råber i blæsten og grønt lys og gult lys og rødt lys og bremser kvalme og svimlen og hånden der ryster imens verden vælter ind over en



- Når det der er virkelig vigtigt
er den

stilhed

som sitrer i luften

i det en dråbe løsner sig
og falder

fra et
blad...

Høsten

Så kom de med hvidt lys og truende mumlen rullende ind gennem nattens mørke. Som en invasion af en fremmed magts hær. Vi så på hinanden med ængstelige øjne og trak os tilbage ind bag husets mure.

De høstede majsen på markerne. Til morgen ligger landskabet åbent og vidtstrakt. Vi trækker vejret til bunds igen, mens vi mærker kold novemberfugt sive ind som en begyndende sorg under huden. Det drypper fra alle træer, og de faldne blade klæber til sålerne. Krageskrig over mørk muld og stubbe under en bleggrå himmel.

Kastanjevej

Vinden suser hvid om vore kroppe. Vi stormer af sted hen ad gaden, fortovets fliser forvandles til en flydende stribe af gråt under gummisålernes lette tråd. Vi har været i kiosken, vi har lommerne fulde af slik købt for mønter, som Kirsten har fundet i sin mors frakkelommer. Der lå også en kastanje, mat af ælde. Nu drejer vi ned ad den vej, hvor huse med spir og blyindfattede ruder gemmer sig bag tætte tujahække og voluminøse kastanjetræer.

- Syntes du om Helle? råber Kirsten til mig gennem suset.
- Det ved jeg ikke, siger jeg og tænker på Helles honninggyldne hår og unge smil.
På vej hjem fra skole var vi indenom den beværtning, Kirstens far driver i indre by. Der kan vi altid træffe ham lidt over middag. Som altid havde han jakkesæt på og et mønstret silketørklæde om halsen. Han stod lænet op ad baren og lod blikket glide op under loftets mørke bjælker, ned over porcelænsfigurerne, der udsmykker væggene, og hen over bardiskens matte flade, imens han talte med en tjener klædt i sort og hvidt. Hans ene hånd legede med den gyldne urkæde, der hang ud af hans jakkelomme, den anden lå på Helles runde hofte.
- Se, sagde Helle, smilede rundt og rakte sit håndled under pelsærmet frem, - se mit nye armbånd, det har din far lige givet mig, Kirsten, er det ikke smukt?

Kirstens mor ligger, hvor vi forlod hende, da vi gik ud og lod egetræsdøren falde i bag os, på den hårde winchestersofa i stuen med de tunge gardiner trukket for mod dagslyset.
- Hun har migræne, siger Kirsten og klaprer op ad trapperne foran mig.
Hun nævner ikke flaskerne fra maghonibarskabet, som står fremme fyldt med sjatter på det lille sofabord.

Hen under aften står Kirstens mor op. Vi hører hende skramle i køkkenet. Så trænger duften af mad op ad trappen, hen over reposen og ind på Kirstens værelse.
- Jeg har lavet frikadeller, siger Kirstens mor og forsøger at virke glad, da vi kommer ned og kigger ind i køkkenet, hvor det flyder med potter og pander.

Vi spiser ved et langt mørkt bord. Lysekronen er slukket, men lampetterne på væggene udsender et dæmpet lys. Kirstens mor forsøger først at konversere, men vi mumler blot ned i tallerkenerne, generte over hendes høje, kantede krop, hendes blanke blik og anstrengte smil. Kirstens mor sukker, går i stå og ser træt ud. Hun spørger, om der er noget, vi vil se i biografen? Så henter hun sin pung og giver os penge til billetter.

- Hvis de skal skilles, siger Kirsten, da vi går hjem ad de regnvåde blanke gader i lygternes gule skin, - så vil jeg bo hos Helle og min far. De er altid i godt humør.

Mørket er dybt om de tilbagetrukne huse, og det drypper tungt fra kastanjerne.

Så er det altså sådan

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

De venter på Weekendavisen

- Jeg kan se det i spejlet, siger Stella, - jeg er ikke så smuk, som dengang jeg var seksten.

Det er sandt. Hun har sneglespor i håret og skuffede træk skiftende med smilerynker om de lyse øjne.

- Skønheden sidder i sjælen, siger Sigurd. Han smiler for sig selv og ser ud over græsset, hvor spindelvæv skinner i septembersolen.

Sådan taler de sammen den morgen i september. Der er sol og sølv og noget sent i luften. Det er en fredag, så de venter på Weekendavisen.

Senere skal de læse den sammen ved bordet i stuen eller måske på terrassen. Præcis som de gjorde, dengang det var sommer. Det er stadigvæk ikke for sent.

Spor 6

Flaksende letter en sodsværtet krage
fra spærenes mørke over perronen
mens jernbaneskinnernes blanke skrig
trækker striber af længsel
langt ind i september

Sensommersols skarptegnede mønstre
i strenge sorte metalkonstruktioner
plyssæder stemmer signalfløjtens hvislen
så flimrer stammer forbi langs med sporet

På gensyn min Elskede
gensyn min Elskede
Elskede
Elskede
Elskede

Citronerne

Dér står de så, tidlig morgen i køkkenet, han med armene lagt om hende bagfra. Hun mærker varmen fra hans hud gennem natkjolens tynde bomuld, og han nynner og spreder duft af sol og honningsødme om dem, mens de ser gennem vinduet ud på natteregnens spor i alt det grønne.

Og så er det, hun pludselig igen kommer til at tænke på citroner. Og de kommer springende, citronerne, som små gule bolde med kold, skarp lugt, og de falder ned fra loftet, slår tilbage fra gulvet, og hun kan slet ikke styre dem.
- Citroner, siger hun syrligt, -citroner, citroner, citroner!

Og han viger bestyrtet tilbage (han kan ikke fordrage citroner og slet ikke forstå, hvor de nu kom fra) og begynder at slå om sig, slå efter de der citroner, og han rammer hende, så hun får tårer i øjnene, og hun bukker sig ned og samler citroner op og kaster dem efter ham, selvom hun slet ikke vil det, og han flygter, og hun følger efter for at forklare, hvad hun ikke kan forklare, og han hører ikke, hvad hun gerne ville sige, han hører bare lyden af citronerne, der ruller over gulvet, springer over dørtræet, triller ud i alt det grønne foran deres hus.

Sekunder senere er han forsvundet i en sky af hjulspindsstøv, hvirvlet op fra et sted centimeter under fugten fra i nat, og hun vender sig om og går indenfor og græder lidt, da hun igen står i køkkenet i citroner op til anklerne og længes efter sol og honningsødme og ikke har nogen anelse om, hvor længe han nu skal være sur.

Anton får en ny cykel

Jeg lukkede ham ind i opgangen en dag sidste vinter, drengen. Han stod bleg og rundhovedet i det kolde ovenlys fra den elektriske lampe i vindfanget og kaldte hulkende ind i dørtelefonen. Udenfor var det allerede mørkt. Snefoget dansede koldt og tæt i det gule lys fra lygterne langs vejen.

- Hør, sagde jeg, da jeg åbnede døren for ham, imens jeg så ned i hans tårestrimede ansigt - hvad er det med dig? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
Hans far ville ikke lukke ham ind, forstod jeg, mellem de mange hikst og hulk, der fortsat fik hans brystkasse under vindjakken til at hæve og sænke sig som i krampe. Hans mor var ikke hjemme, og hans far havde besøg, og nu ville han ikke lukke ham ind.
- Nå da, sagde jeg og tog ham om de smalle skuldre under det tæt barberede og usædvanligt store hoved, - kom, så følger jeg dig op.

Vi standsede foran min overbos anonyme trædør på første, og jeg bankede på: En, to, tre. Så ventede vi.
- Hvad er det nu, du hedder? spurgte jeg drengen, for selvom jeg ofte havde set ham og hans ældre søster og havde vekslet bemærkninger om vejr og vind med begge forældre, kunne jeg i det øjeblik overhovedet ikke erindre mig deres navne.
- Anton, hviskede han og lignede en Anton.

Så blev døren åbnet.
- Hej, sagde jeg, - Anton stod her nede i vindfanget og var ked af det, fordi han ikke kunne komme ind.
- Kunne du ikke komme ind? sagde Antons far til drengen og så ud som en Anton i voksenstørrelse. Det mindste af hans øjne under den runde, plyssede isse trak sig en smule sammen.
- Nej, hikstede drengen og blev stående.
- Nå, nå, men kom så ind med dig da.
- Anton mente, at du ikke ville lukke ham ind, indskød jeg, idet jeg omhyggeligt undgik at lægge tryk på ordet "ville".

Jeg fulgte min bemærkning op med et afvæbnende smil, imens jeg bestræbte mig på at aflæse Senior, som selv ved en tidligere lejlighed havde nævnt en gammel voldsdom, han løb rundt med, og som for ikke længe siden havde råbt og skreget af et af børnene deroppe, som var det en granvoksen mand, han gjorde udfald mod. Dengang havde jeg været alvorligt på vej til at gå op og banke på. Eller ringe til ordensmagten.

Senior så overrasket ud, åbnede døren en smule, rakte ud efter drengen og trak ham indenfor, imens han stak mig et halvt forlegent grin.
- Nej da, selvfølgelig må han komme ind. Måske har dørtelefonen ikke virket. Det sker af og til.
Og Senior drejede hovedet en smule og stirrede intenst på panelet, hvor dørtelefonen hænger.
- Det kan være, sagde jeg.
Anton var allerede ude af syne.
- Tak for hjælpen, sagde Senior og skubbede døren til.
- Selv tak, sagde jeg, vendte mig og gik ned.

I går løb jeg på Senior, da jeg var på vej ind til mig selv. Han kom ned ad trappen, slæbende på en flyttekasse. Jeg nikkede og sagde hej og skyndte mig med nøglerne, for Senior har før været mere end snakkesalig ude på trappen, når vi løb på hinanden, og når han først kommer i gang med at tale, får han kartofler i munden og snupper endelser af, så man ikke aner, hvad manden egentlig siger. Man må bare forsøge at nikke og sige hm med nogenlunde passende mellemrum.
Men denne gang standsede Senior ikke op, og hans nik var forbeholdent. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set nogen flyttevogn på gaden.

Senere på eftermiddagen lød der bump og stemmer ude på trapperne. Seniors trængte igennem.
- Ja, halvvejs råbte han, oprømt, - det skal sgu blive helt rart at blive sig selv igen!

Det var mandesnak. Kammerat til kammerat. En bemærkning og en tone af den slags, som mænd bruger overfor hinanden og overfor sig selv, når deres følelsesliv og relationer brænder sammen. En bemærkning, der skal give udtryk for en frejdighed, som ikke er til stede. Jeg-klarer-mig-sgu-alligevel-bedre-uden-dig-din-so-jargonen.

Ind under aften var der lyde igen. Jeg kunne ikke identificere dem, men gik ud i entreen og kastede et blik gennem dørspionen.
Det var Anton, der stod der med ryggen til og det runde hoved sænket og skramlede med noget, jeg ikke havde vidvinkel nok til at se, hvad var.

I nat bragede teknomusikken så løs fra en lejlighed henne i den næste opgang. Bassen drønede gennem murværket, dunkede i sengens puder. Døvende musik, trancemusik med en aggressiv puls. Det stod på time efter time, og jeg var oppe flere gange og tænde lys og vende sider i min roman, før der, efter et par afsluttende sentimentale popnumre, blev ro hen ad halv tre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Senior, der holdt indflytterfest, alt imens han sendte et fuck dig-budskab ud i natten til sin kone og siden græd snot ned i en bajer.

Længere er han altså ikke flyttet. Det kunne ligne ham. Senior og familie er altid flyttet fra en opgang til en anden her i bebyggelsen.

Drengen har fået ny cykel. Jeg så den til formiddag, da jeg skulle ud. Dér står den i indhakket lige under trappen, skinnende med sin orange lak og de forkromede fælge, prangende med sit brede styr. Så var det altså den, han skramlede med i går aftes.

Regnduer

To duer ligger væltet på plænen, vinkende hver en vinge mod himlen, som druknende i den øsende regn.

Tavshedens hus

Øjentrøst og læbeløs blomstrer overstadigt
ved døren
til den tavse families hus.

Desperationen vokser i baghaven.

Hjemligt

Hun føler sig fremmed i støvfri lokaler, ængstelig ved lyse tæpper, retvendte græsstrå i parcelhusplæner og den skarpe duft af skyllemiddel. Et hjem er vel til for at blive brugt, siger hun, som selv er vokset op i et hjem med brugt klaver, med stabler af bøger i hjørner på gulvet og slidte pletter på sofaens armlæn. Der er mærker efter kaffekopper på det mørke skrivebord i hendes stue. Det er hjemligt - som vaserne fyldt med syrener, løjtnanshjerte, akelejer, smørblomst og forglemmigej eller de gule pragtrølliker med lugt af ukastreret hankat, som hun slæber til huse sidst på sommeren. Hun er til striber af regn ned over ruden, til pytter, der knager af frost, til blæst over marker og i duvende træer og duften af nybagte boller. Hun er til blomstrende kløver, til lugten af solvarme køer og lærkesang strejfende himmelblåt, dugtunge klatrende roser og byger af væde fra rødtjørnen, man måtte dukke sig under for at nå frem til husets indgangsdør. Hun har hjemve, men det, der var, er ikke mere til som andet end erindring.

Nu trækker hun bambuspersiennerne ned og skaber en verden, der ligner den, hvor sollyset faldt gennem grønt løv ind i stuen i en længst svunden barndom. Det er hjemligt.

Telefontrådene synger

Jeg har mistet den, siger hun, lyden af telefontrådenes sang. Vi gik over broen i frostvejr en aften i nittenniogtres - og de sang. Måske det i virkeligheden var i halvfjerds. Vi var på vej op til biblioteket. Himlen lyste glødende mod mørket bag de nøgne træer. Isen bredte sig fra åens stejle skrænter, og sneen knirkede beklemt under sålerne. Hør, sagde min mor, telefontrådene synger! Nu har jeg mistet den. Lyden. Jeg husker kun, at den var der.

Så græder hun lidt over det. Uden lyd.

Dråber

Udenfor står skoven sort i vintermorgengryet. Hun ligger og lytter lidt til den bløde lyd af regndråbers lette slag mod den mørke rude.

Hendes søn er voksen nu og sover under neonhimmel i en fremmed by.

Manden, hun elsker, kører ad spejlvåde veje i glidende lys.

Hun ligger og lytter til regnen mod ruden, til tiden, der drypper fra husets tag og forsvinder i blanke strømme ud i den dunkle nat, ind i den gryende dag.

Dyrene

De ved, at dyrene er der. De tramper stier gennem græsset under de høje graner, rundt om egekrattet og ud og ind mellem tjørnene i hegnet ud til marken. Men det er kun i drømme, de ser dem. Eller i et glimt fanget ind midt i et spring tværs over vejen, når de kører i efterårsmørket med lygterne tændt.

Også fuglene er der. Som en hastig, fjedrende flaksen af vinger et sted oven over deres hoveder. Står de stille og venter, sker det også, at de ser dem flyve i stødvise ryk- stigende, dalende, stigende, dalende - fra træ til træ, smutte fra kvist til kvist, mens de kvidrer og kalder. Altid på afstand. For langt væk til, at man kan være ganske sikker på, om det nu er en skovspurv, en rødkælk eller måske en fremmed fugl.

Men en morgen, den næstsidste dag i november og velsagtens fordi blæsten, natten forinden, har fejet frø af planterne og kastet dem på jorden, er der fuglekvidren og tjiirp, tjiirp, tjiirp under vinduerne, der vender mod syd. De står ganske stille bag ruderne og ser både gulspurv, musvitter og skovspurve samle frø på fliserne, der grænser op til den mossprængte plæne. Ovre i den dryppende tjørn sidder en rødhals og puster sig op. Så hopper den ned på en lavere gren og forsvinder bag stammens grågrønne bark. En rødbrun bølgebevægelse går over græsset - som en serpentine, der pustes ud - forsvinder ud af syne og kommer igen. Den buskede hale rystes, som om egernet danser en afrikansk stammedans, så bukker det sig lynsnart ned, samler noget op med poterne og piler op ad den nærmeste stamme med sit hittegods anbragt i munden.
Lidt efter ankommer de sjældent besøgende halemejser med vippende, langstrakte halefjer og sort-hvide tegninger. De sender spinkle lyde ud i luften, men bliver ikke længe. Det er som om, de blot kommer for at hilse på og straks må tage afsked igen.

De ser ikke dyrene. Men når de følger stierne, som de vel må træde hen under aften eller så tidligt om morgenen, at endnu ingen er vågne, finder de små runde lorte i græsset. De minder om spejderhagl uden støv. Dyrene har afsat fine og dybe kløftede spor, hvor den fugtige jord ligger nøgen. Det drypper fra træerne, og septembers og oktobers blødt, spændstige svampe er faldet sammen til fedtede, sortbrune masser, der minder om noget, der er fisket op fra havet, hvor det er dybest, eller noget fra en fremmed planet. Vinden har lagt sig, og de fleste fugle går tidligt til ro. Kun en utidig kragefugl eller to kalder med bratte, klaprende lyde, der minder om klangen, når man slår to stykker tørt træ mod hinanden.

Morgenavisen

Niels Ole hedder han. Men det har de fleste vist glemt. For dem er han bare Nilo, selvom han jævnligt minder folk om, at han rent faktisk har et rigtigt navn. Han er en rund mand med bamset sexappeal, måne, blå øjne, machoskæg og tøbrudssmil. Selvom det sjældent er det, han selv ser i det spejl, som han helst efterlader tildugget, imens han står der og børster sine tænder til bruset af rindende vand. Det skal til. Det rindende vand. Ellers er der noget, der er helt forkert, og så går bevægelsen i stå. Bevægelse er en nødvendighed – om den så også kun består i bevægelsen med tandbørsten, bevægelsen frem og tilbage med håndklædet ned over ryggen eller den gode gammelkendte, som det snart er lidt for længe siden, han har mærket. Hvis Nilo nu skal sige det selv. Med håndklædet, det som også denne morgen gør det ud for frem og tilbage, slået om livet bevæger han sig gennem stuen og ind på kammeret for at finde en trøje og bukserne fra i går. Undervejs slår han lidt ud med armene for at få mere gang i kroppen. Fysiske øvelser. Det er halvhjertet. Det går nok endda.

Udenfor er morgenstunden våd. Vandet siler i en lind strøm ned over de blanke blade på den vedbendlignende tingest, der også i år sender lange krøllede spiraltråde ind over Nilos altan, hvorfra man kan skimte de røde tagsten på hospitalet overfor. Det er Kukkuk Hospitalet, som han kalder det. Så ved han, hvor han kan gå hen, hvis det bliver for meget alt sammen, som han grinende siger til dem, der gider lytte. Han kan høre suset fra trafikken på gaden, selvom havens træer tager noget af for larmen, nu hvor de står dækket af løv. I dag er der klister i den susen, fordi dækkene presser regnvandet tyndt og fladt mod den grålige asfalt.

Nilo har sat vand på til kaffe. Det foregår i en kasserolle, siden hans elkedel brændte sammen. Han kunne selvfølgelig købe en anden, men den slags koster penge, og hvorfor give dem ud på nyt isenkram, når nu kasserollen fungerer så glimrende? Han tager en rugbrødsmad med ost til sin kaffe (ingen smør, for det er ikke sundt med alt det fedt, sagde diætisten, og Nilo trænger til at tabe sig). Så bladrer han distræt gennem gratisavisen, som i aftes blev smidt ind gennem sprækken. Den stiller ham ikke tilfreds. Han skæver ud til siden gennem det lille vindue over køkkenbordet, hen over bøgerne, der står i vindueskarmen. Den, han selv har skrevet, står der også. Han har flere eksemplarer af den i en kasse under sengen. Så mange blev der nemlig heller ikke solgt. Nu forærer han dem bort til værdigt trængende. Man må jo gøre sit for at højne den almene dannelse, synes Nilo, selvom man så heller ikke får betaling for det. Utak er verdens løn. Utak. Tiktak. Toktok. Regnen trommer mod ruden på denne side af huset. Uophørligt. Men en avis må han have. Der er altså ingen vej udenom. Han må ud i det. Han tager sin sorte skindjakke på - og lærredsposen med.

Han skal tre gader hen. Regnen køler hans hoved, løber ned i hans øjne og danner mørke pletter på de lyse bukser. Han danser slalom udenom pytterne, hvor fliserne ligger i smadder. Naturligvis gør han et nummer ud af det, for at folk ikke skal synes, han tager sig ufrivilligt komisk ud. Så kommer en gammel dame imod ham med gangstativ og plasticdækken på hovedet, og han må undvige, bliver uopmærksom og træder ned i en ordentlig sø, så det kolde vand siver ind gennem hans sko, og strømpen bliver våd. Så skulle da også… Han ryster sit ben, holder balancen på det andet med begge arme strakt skråt ud fra kroppen og posen dinglende ned fra venstre hånd. Folk haster forbi med opslåede paraplyer eller sænkede hoveder og har slet ikke tid til at tage sig af ham. Det er godt det samme. Nu er han der snart. Han håber, han når at få avisen i dag. Det er ikke altid, han er tidligt nok ude. Men jo, minsandten, lykken tilsmiler ham.

Nilo sænker hovedet. Han skeler ud til siderne og bøjer sig lidt fremover, idet han nærmer sig de tre trin op til den gamle dør med jerngrebet med krummelyrer på, i hvilket den sammenfoldede avis er kilet fast. Han har efterhånden fået rutinen, behøver knap nok at standse. I hvert fald kun en brøkdel af et sekund. Så har han fat i papiret, giver folderne et let tryk og trækker avisen fri af dens fangenskab. Ned i lærredsposen og så videre, svagt fløjtende og munter igen, selvom sokken i højre sko stadig er våd. Nu skal han hjem til en ekstra kop kaffe og læse avisen, imens han hygger sig med lyden af regnens trommen mod ruden. Nu skulle dét være muligt. Der er vist nok også en præfabrikeret basse tilbage i den lille lommefryser. Imens vandet koger, og bassen bager i ovnen, kan han så tørre avisens våde sider på den lune radiator.

Nilo ved ikke, at fru Junkersen, oppe på første i huset overfor, har kigget ham ud for længe siden. Hun sidder ved sit vindue dagen lang bag de fine blondegardiner, hvorfra hun har frit udsyn til huset på den anden side af gaden.
- Som om du ikke har noget bedre at give dig til, vrisser hendes datter, når hun kommer på besøg.
- Som om det ikke er godt nok, svarer Fru Junkersen rapt.
Hun sidder som regel og ser det, når den runde herre kommer forbi og henter Andreasens avis. At det er Andreasens er der ingen tvivl om. Fru Junkersen har flere gange set ham komme ud efter den. Hun har også set det, når Andreasen kom ud og ikke fandt avisen, fordi den allerede var blevet hentet.

De første par gange, Fru Junkersen overværede tyveriet, bankede hun vredt med stokken i gulvet. Siden har hun ændret holdning. Det var efter, hun blev klar over, at Andreasen er tidligere dommer – nu pensioneret. Fru Junkersen har ikke meget til overs for dommerstanden. Når hun betænker, hvordan de hundehoveder dømte hendes stakkels bror for bedrageri. Herregud, det var jo bare økonomisk kriminalitet, og pengeinstituttet, han var ansat i, led jo ingen nød af den grund. De skulle hellere gøre noget ved de bøller, der hærger inde på Nørrebro. Ja, det er altså Fru Junkersens mening.

Når Fru Junkersen nu ser, hvor gesvindt den runde fyr dernede får lempet avisen fri af håndtaget og får stoppet den ned i sin medbragte lærredspose, klukker hun lidt for sig selv. Når hun lidt senere ser Dommer Andreasens sure, forvredne ansigt, som ulmer hvidblegt mod det tunge brillestel under det pomadiserede hår, som hun er overbevist om, han får farvet, stå i den åbne dør og stirre op og ned langs fortovet efter den forsvundne avis, dunker hun i gulvet med stokken igen. Men nu er det begejstret og af bare skadefryd.

Nytårsmorgen

Nytårsmorgen er Viktor den første på gaden. Han er iført blå parka, grå hue og handsker, og han er bevæbnet med den kraftige kost og et fejeblad. Mira står ved vasken i køkkenet og ser, hvordan han, i sine sorte læderstøvler, de aflagte fra stationen, knirker gennem den hårdt stampede sne ned ad havegangen, ud på det smalle fortov og ud på gaden. Hunden er med. Den løber begejstret rundt og pløjer sne op med snuden blandt forhavens visne, hvidpudrede stauder.

Viktor ser sig om, kaster blikke mod de mørke vinduer i de andre huse, der til forveksling ligner deres eget – især nu om vinteren, hvor beplantningen i den ene forhave ikke adskiller sig væsentligt fra den i den næste. Han stiller kosten fra sig – op ad bilen - tager en plasticpose op af lommen, folder den ud og begynder at samle paprør og kulørt papir fra Nytårsnattens affyrede raketter, sole og bomber. Hun åbner for den varme hane og lader vandet fosse ud over sine hænder og ned i baljen med gårsdagens brugte glas og bestik.

Nu løfter Viktor hånden og hilser på nogen, hun ikke kan se, længere oppe ad vejen. Han rækker ud efter kosten, og så står han støttet til den, da Sigurd, slagteriarbejderen oppe fra nummer 10, nærmer sig med sine 2 meter og 8, med sit runde hoved, dumme øjne og mørkt skæg. Viktor smiler sit charmerende smil, skubber huen op over panden, ser ned og sparker med den ene støvlesnude til en snavset, hårdt sammenpresset klump sne, der må være faldet af fra undervognen. Sigurd griner og slår ud med begge arme, vender sig og ser rundt på de tavse rødstenshuse. Et øjeblik efter går han igen. Hunden har sat sig et stykke henne ad fortovet og forholder sig for én gangs skyld forbløffende rolig, som om den er blevet kølet ned af al den frost.

Viktor fejer for egen dør. Så fejer han ude på gaden. Rundt omkring bilen. Ovre i nummer 5 dukker Annemette frem i døren. Hun har sin sorte dynejakke på og røde strikhandsker. Hun nikker reserveret til Viktor, som nikker igen. Hun låser sig ind i algierens bil (det må være hans, for hun bruger den aldrig) og tænder motoren, så kabinen kan blive varm. Udstødningsgassen sender blå skyer ud i den frostklare luft, mens Annemette finder sneskovlen frem og begynder at rydde sne væk fra trappen og ned ad havegangens fliser. Bagefter skraber hun bilens ruder rene, og da hun er færdig, går hun indenfor i huset igen.

Mira tager et rent viskestykke i skabet og begynder at tørre glas og bestik af. Algieren kommer ud, iført sin pæne mørke frakke med de blanke knapper ned foran. Han kører en sort skindhandskeklædt hånd gennem sit grånende hår. Så får han øje på Viktor, der er begyndt at feje på det modsatte fortov, ovre hos de musikalske søstre, og han vinker og råber noget til ham tværs over den dæmpede durren af bilens motor. Viktor vinker igen, og algieren stiger ind i sin varme bil og svinger ud på vejen og kører. Han er sikkert på vej på familiebesøg, eller måske skal han en tur ind i klubben. Han har ikke noget arbejde. Dårlige nerver, siger han og smiler lidt trist. Det er noget med hans baggrund. Få minutter efter dukker Annemette frem. Hun børster sne af sædet på sin cykel, som har stået lænet op ad muren. Så trækker hun den ud på gaden og begynder cykelturen ud til hospitalet, hvor hun skal gøre rent, som hun gør det hver morgen. Det er begyndt at sne lidt igen.

Viktor samler den fyldte pose op fra gaden og lægger den i skraldespanden. Mira har sat de vaskede tallerkener på plads i skabet nu og løfter plasticbaljen for at hælde det snavsede opvaskevand ud i afløbet. Hun hører, at han åbner døren ind, tager jakken af, banker sne af huen og handskerne og stiller støvlerne fra sig. Der slår kold luft ind i køkkenet ude fra gangen. Hunden stryger ind med krystaller i pelsen og sætter våde potespor på gulvet. Hun peger tavst hunden hen i kurven, så bøjer hun sig og tørrer efter med en klud, før han kommer ind og får øje på sporene.

- Der er ikke mange, der er vågne endnu, siger Viktor højt gennem den halvt åbne dør, jeg var vist den første, der var ude for at rydde op!
Det kan hun høre, han er stolt af. Det er vigtigt, der er pænt ud mod gaden. Nu fik han da sat et eksempel.

Trompeterne

En sen nat tidligt i december ligger hun vågen i mørket og hører englene blæse i trompet, imens de drager forbi. Det kan også være svaner, der trækker sydover.

Trille overnatter

Trille har tykt, blondt hår, der når ned til kæben og et bredt ansigt, og hun taler københavnsk. Hun bor sammen med sin mor oppe i det stråtækte skovløberhus, der hører til slottet. Der er ingen far i familien. Han blev i København, da Trille og hendes mor flyttede. Mira tænker på, hvordan de mon kan klare sig uden en far i huset.

- Det er ikke et slot. Det er et gods, siger mor, når Mira taler om slottet, hvor Trilles og hendes skolekammerat, Dorothea, bor. Mira kan ikke se forskel. Det ligner et slot, som det ligger der med tårne og spir inde i en stor, grøn park og med en bred grusvej op til hovedtrappen. Og Dorothea ligner en, der bor på et slot. Det er for eksempel helt umuligt at forestille sig Dorothea i skovløberhuset. Hun har korte lyse krøller, store hvælvede øjenlåg over de fjerne, blå øjne, en fint buet næse og slanke hænder. Hun taler pænt og dæmpet og helst slet ikke, og hendes bevægelser er stille og bløde. Mira ville gerne være venner med hende, men Dorothea er ikke sådan en, man bare kan gå hen og tale med. Der ligger sådan en afstand omkring hende.

Trille bander (som en tyrk, siger Trilles københavnermor, der banker kulørte kludetæpper på en snor i baghaven med en flettet tæppebanker og som selv bander lige så meget), og hun farer omkring og kan ikke sidde stille i fem minutter af gangen.
- Er hun ikke lidt rubbet? siger Miras mor, når Trille har været på besøg. Mira kan meget godt lide hende. Trille er faktisk den eneste pige i den nye klasse, som Mira taler med. Men hun kan godt få hovedpine af at være for meget sammen med hende.
- Er hun ikke lidt vild? siger mor, som også synes, at Trille stiller for mange spørgsmål til de voksne og blander sig i ting, som ikke kommer hende ved.
Mira synes også, at Trille er lidt vild. Måske er det derfor, hun godt kan lide hende. Alligevel. For hun er anderledes end Mira selv. Hvis bare hun ikke var så trættende.

I aften skal Trille overnatte hos dem. Det er første gang. Mor reder op på en drømmeseng ved siden af Miras briks på det lille værelse på første sal, der er blevet hendes, og da de har været nedenunder og børste tænder og tisse af (Mira ville egentlig helst tisse for sig selv, men Trille sætter sig bare, selvom Mira stadig står ved håndvasken, og så er hun nødt til at gøre det samme bagefter for ikke at virke underlig), men da de altså er færdige nedenunder, kommer mor ind og står i døren til værelset og siger godnat og spørger, om hun skal slukke lyset?
- Nej, dét skal du ikke, siger Trille med eftertryk og overbevisning i stemmen, for jeg kan ikke sove, hvis lyset er slukket!
Det vidste Mira ikke noget om. Det synes hun er underligt. Og irriterende. For hun kan ikke sove, hvis lyset er tændt. Men sådan bliver det altså, for det er jo Trille, der er gæsten, og man skal være høflig overfor sine gæster.

Da mor har lukket døren og er gået ned ad trappen, vender Trille sig om på den anden side, som om hun vil til at sove. Men et øjeblik efter sætter hun sig op med et sæt, peger op mod reolen og spørger Mira, om det ikke er som om, den kigger ned på dem?
Mira følger Trilles blikretning op mod den udstoppede ugle, som far fandt i en krog inde på loftet. Nu er den Miras, og den står øverst på hendes reol og ser ind i væggen overfor med sine gule øjne.

- Uhuuuuu! siger Mira drillende og basker med armene: Jo, den ser lige ned på dig, og måske flyver den ned i din seng i nat. Det gør den nogle gange, når man sover. Så breder den vingerne ud og suser rundt i værelset!
Trille vender hovedet og ser på Mira, og for første gang nogensinde ser Mira, hvordan Trille ser ud, når hun er bange. Hendes øjne bliver meget større og ligesom helt runde.
- Kan du ikke tage den væk? Kan du ikke sætte den ind på loftet? spørger Trille.
- Den gør ingenting, siger Mira så, det er jo noget, jeg finder på. Det er bare en gammel, død, udstoppet ugle. Dens øjne er lavet af glas, og i virkeligheden kan den slet ikke se noget.
- Jeg kan altså ikke sove, hvis den er der, hvisker Trille og trækker dynen helt op til hagen.

Så står Mira ud af sengen, klatrer over Trilles dyne og op på bordet og rækker op efter uglen oppe på reolen. Dens gråbrune fjerdragt er blød og luftig under hendes hænder. Indenunder er den hård og tung. Mira er ret glad for den ugle, og hun er ked af og ærgerlig over, at den nu skal ind på loftet at stå, bare fordi Trille er så fjollet. Tænk, hvis den kommer til at fryse. Der er koldt inde på loftet. Tænk, hvis den tror, at den skal blive derinde, og at Mira ikke vil have den mere. Hun får næsten tårer i øjnene.
Hun kan heller ikke lide at gå ind på det store, mørke loft alene om natten, men hun gør det alligevel, for hun vil ikke lade Trille se, at hun er bange. Det er meget besværligt at have overnattende gæster.

Da hun kommer tilbage igen uden uglen, vil Trille have, at hun skal sætte haspen på, så uglen ikke kan komme ind til dem. Mira ryster på hovedet af hende, men sætter haspen på. Det plejer hun alligevel altid at gøre, før hun sover. Mira er træt nu, og hun har ondt i hovedet. Hun lægger sig ned og trækker dynen op for øjnene, så hun kan få lidt mørke. Men Trille myrer rundt ovre på drømmesengen, så den knirker i alle fjedre.

- Hvad laver du? siger Mira.
- Jeg skal have mine trusser af! Trille siger trusser, som om det er noget, alle siger. Hjemme hos Mira siger de underbukser. Så stikker Trille en arm ud under dynen og smider sine brugte trusser, som altså ligner underbukser, på gulvet. De er lyserøde og ikke helt rene. Det kan Mira se. Hun kniber næsen sammen.
- Hvorfor tager du dem af? siger hun.
- Jeg sover ikke med trusser på, siger Trille, gør du det? Min mor siger, at det er meget bedre ikke at have tøj på, når man sover.
Mira synes, at det er ulækkert. At Trille sådan ligger der med bar numse og uden underbukser. Hvad så, hvis hun skal prutte, mens hun sover? Lige ud i de rene dyner, der dufter af skyllemiddel og solskin.

- Nå, siger mor til Mira næste dag, da Trille er taget hjem, var det hyggeligt at have gæster?
Mira trækker på skuldrene og siger ikke rigtig noget.
- Blev i uvenner? spørger mor og ser bekymret ud.
- Næ, siger Mira. Et øjeblik efter tilføjer hun: Er det ikke underligt, at Trille sover uden underbukser? Hun siger, at hendes mor siger, at det er bedst sådan.
Mor får en lille rynke øverst på næsen og siger: Det er da noget værre griseri. Og så hos fremmede mennesker.

Trille overnatter ikke igen. Mira henter uglen ind på sit værelse og stryger kærligt ned over dens bløde bryst. Det har hun det sådan set fint med.