Pinligt, Lauritz.com!

Var tæt på at falde ud af lænestolen her til aften, da jeg i DR.1 Nyhederne hørte, at autionshuset Lauritz.com har afvist at sætte en fabeltegning af den såkaldte Muhammedtegner Kurt Westergaard på auktion. En tegning, som absolut intet har med Muhammed eller Islam at gøre og som Westergaard ønskede at bortauktionere til støtte for jordskælvsofrene i Haiti. Lauritz.com vil tydeligvis ikke associeres med kunstnere, der vover at give fundamentalistiske kræfter kamp til stregen. Pinligt, Lauritz.com!

Kurt Westergaards sædvanlige galleri, Galleri Draupner i Skanderborg, har nu bestemt sig for selv at bortauktionere værket. Hurra for Galleri Draupner!

Forbrugerrevolution efterspørges

Der er vand i kyllingerne og kviksølv i slikket. Vi, som gerne læser varedeklarationerne (hvis vi ellers har husket at få briller og lup med ud at handle), ved allerede, at de fleste varer indeholder både sukker (det gælder f.eks. varen Makrel i Tomat - helt ærligt: Makrel i Tomat?) og "spor af nødder". Enhver idiot, inklusive undertegnede, som fortsat putter det i kaffen, ved, at sukker er usundt, og der findes flere mennesker, som er allergiske overfor nødder eller i hvert fald ikke tåler dem ret godt.

At købe ind til et sundt og nærende måltid er efterhånden blevet noget af en kunst. Frugt og grønt er præpareret med diverse sprøjtegifte og dyrket på jorder, der lider under årtiers forurening. Kød kommer, for størstedelens vedkommende, fra dyr, der dagligt lider alskens pinsler under den industri, som landbruget er udartet til, og når disse dyr først har undergået transformationen fra dyr til kølediskskød, er kødet altså nu også pumpet med alskens ækelheder, som skal få det til at se mere indbydende ud for forbrugeren.

Det værste er, at vi nu åbenbart er kommet derud, hvor rigtig mange mennesker ikke længere værdsætter den rene og naturlige smag, men foretrækker sminkede madvarer fyldt med tilsætningsstoffer, som formentlig befordrer det smagsindtryk, de kender bedst. Det er der i hvert fald noget, der tyder på, når man læser artiklen i Tænk om de pumpede kyllinger.

Hvad netop kyllinger angår, så har jeg smagt økologisk kylling, som jeg så langt foretrækker for billigudgaven, som desværre er den eneste udbudte flere af de steder, hvor jeg til daglig køber ind. Jo, jeg forstår godt, at man lader sig friste til at købe den "almindelige", når pengene er små, og guderne skal vide, at mit budget sjældent er til de absolut fineste varer - "med alle de ting, som jeg ellers render og laver", som det engang hed i en reklame. Omvendt forholder det sig sådan, i hvert fald hvad den økologiske kylling angår, at der - udover en bedre smag - er langt mere substans i den, hvilket også bevirker, at den skrumper mindre under stegning og mætter mere i maven. Her kan man altså diskutere, hvad der bliver dyrest i sidste ende, hvis det ikke er tilstrækkeligt for en at vide, at den økologiske kylling (formentlig) har haft et bedre liv end lørdagskyllingen.

Og når nu vi er ved det med maden og dens kvalitet eller mangel på samme, så lad mig straks benytte lejligheden til at bringe et par ukvemsord over det faktum, at man, til trods for det store udvalg af brød på dagligvarebutikkernes hylder, ikke kan finde ét lyst brød lavet af f.eks. speltmel eller andre ældre og sundere meltyper og uden tilsætning af gær. Næh, det kræver en tur til helsekostbutikken, hvor de så til gengæld også ved, hvad de skal tage for sådan et.

Udover de ovennævnte irritationsmomenter i dagligdagen og i dagligvarebutikkerne må jeg inderligt beklage (og beklage mig over), at slik, snacks og færdigretter samt diverse fedende og sukkerfyldte produkter efterhånden er kommet til at fylde så voldsomt meget på butikshylderne på bekostning af mere lødige varer.

Som om det ikke var galt nok, så hersker der i dag et udbredt emballagetyranni, som gør det praktisk talt umuligt for ældre og/eller motorisk hæmmede mennesker at få produktet vristet ud af diverse sammensvejsede plasticpakker, dåser osv.

Jeg vil tilbage til frisk afskåret pålæg (uden vandige og andre tilsætninger) indpakket i brunt papir, til duftende, saftspændte frugter og grøntsager, der kan købes stykvis og bæres hjem i en pose - og til en enkelt hylde med slik (uden kviksølv, tak), som købmanden vejer af til en. Og jeg vil ikke være nødsaget til at betale overpriser for det i små listige specialforretninger. Nej, jeg vil have at det skal være dagligdag i enhver dagligvarebutik.

Hvordan får man gang i en forbrugerrevolution? Hallooo, er der nogen, der hører mig? Eller foretrækker I at holde fast i pumpet kylling med knogleskørhed, kviksølvsvingummi og fiberfrit gærbrød?

Ting man ikke låner ud

Der er ting, man ikke låner ud. Da slet ikke til fremmede - og især ikke til kineserne, er jeg nær ved at sige. Tænk bare på, hvad de gjorde med Nattergalen!

Jeg taler naturligvis om Den lille Havfrue, som nu en gang hører hjemme på Langelinje, hvor hun blev anbragt i 1913.
Københavns Kommune, som ejer skulpturen, har fået den idé at låne den unge dame ud til Kina i forbindelse med verdensudstillingen EXPO 2000, som skal løbe af stabelen i Shanghai i 2010. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation bestående af Venstre, De Radikale og Socialdemokraterne har stemt for forslaget, mens Dansk Folkeparti er imod. Bliver det besluttet at sende Den lille Havfrue på langfart, vil hun være hjemmefra i det halve år, verdensudstillingen varer.

Edvard Eriksen hed manden, som på Brygger Carl Jacobsens foranledning - og med sin hustru Eline Eriksen som model - tryllede H.C. Andersens eventyrskikkelse frem i bronze. Edvard Eriksens familie er - ganske forståeligt - imod rejseplanerne for Den lille Havfrue.

Vil kineserne se vores havfrue, kan de værsgo komme til København. Hvis det ender med, at hun skal til Kina, så vil jeg i hvert fald stå fast på, at Den kinesiske Mur skal en tur til Danmark i samme periode. Det manglede da bare.

Du kan læse mere om den yndefulde unge kvinde og hendes historie her.

Send et brev til Claus

Under overskriften Søg job i beskæftigelsesministeriet! opfordrer Capac i dag de ledige til at følge 220 andre lediges eksempel ved at sende Beskæftigelsesminster Claus Hjorth Frederiksen en uopfordret ansøgning.

Capacs forslag er hermed bragt - og klappet - videre herfra. Tænk, om man kunne få samtlige de 40.000, som endnu er ledige, ifølge Dagbladet Børsens kilde, Danmarks Statistik, til hver især at skrive ministerens adresse på bare ét af de breve, han så gerne vil have, at vi sender mindst fire af om ugen.

Jeg skriver til Claus i denne uge. Hvem skriver du til?

At leve på fremmede forestillinger

"Jeg husker tydeligt min barndom. Jeg nåede at opleve en tid, da det forrige fredelige århundredes begreber endnu havde gyldighed. Det var skik og brug at forlade sig på fornuftens røst. Det, ens samvittighed sagde en, blev betragtet som naturligt og påkrævet. Det, at et menneske døde for andres hænder, var en sjældenhed, noget uhørt, et fænomen helt udenfor det sædvanlige. Mord, mente man, var kun noget, der forekom i tragedier, kriminalromaner og i avisernes nyhedsspalter, ikke i det almindelige liv.
Og så pludselig dette spring fra den uskyldige regelsmæssighed ud i blodet og brølene, det uafladelige, legaliserede, fortjenstfulde myrderis altomfattende vanvid og brutalisering.
Den slags finder vel sagten aldrig sted uden at efterlade sig spor. Du husker sikkert bedre end jeg, hvordan alt pludselig begyndte at gå i opløsning. Togtrafikken, byernes forsyninger, familjelivets fundamenter, bevidsthedens grundvolde.[...]
Det var dengang, usandheden holdt sit indtog på russisk jord. Den største ulykke, roden til alt ondt, der skulle komme, var tabet af troen på en selvstændig menings værdi. Man tænkte som så, at den tid var forbi, da man fulgte sine moralske impulser, at det nu gjaldt om at synge med i koret og leve på fremmede forestillinger, der blev pånødt enhver.
[...]Efter hvad jeg har lagt mærke til, foregår denne unge magts etablering i forskellige etaper. I begyndelsen er det fornuftens triumf, den kritiske ånd, kampen mod fordommene.
Så indtræder den anden periode. Det er de falske sympatisører, medløbernes mørke kræfter, der tager overhånd. Mistænksomheden tager til, angivelserne, intrigerne, hadet. Og du har ret i, at vi befinder os i begyndelsen af anden fase."

Det er Lara, der taler således, om den russiske revolution og dens følgevirkninger, i Doktor Zivago.
Men når jeg læser ordene, vækker de genklang i mig. Jeg tænker på den forandring, som de vestlige samfund i stigende tempo har undergået gennem de seneste 20-30 år, i og med den muslimske indflydelse og de kræfter, som - ud fra et på mange måder prisværdigt humanistisk grundlag - byder fremmede kulturer og fremmede religioner velkommen her, men i vid udstrækning negligerer den fare, der ligger i, at islam er andet og mere end religion, som vi opfatter religion. Islam er på én gang et religiøst og et politisk system, og de rabiate muslimer er ikke indstillet på at adskille religion og politik for at lade sig integrere i den vestlige kultur.

Det kan måske være svært for unge mennesker, som ikke har nået at opleve - måske især det danske - samfund og dets homogenitet, før den muslimske indflydelse gjorde sig gældende, at begribe, hvorfor nogle af os er bekymrede over udviklingen. Det kan også være svært at forstå for de mennesker, som er tilbøjelige til at opdele verden i sort og hvidt, for de vil have en tendens til at associere enhver modstand overfor fremmede kulturer med de forbrydelser, der blev begået af nazisterne under 2. Verdenskrig.

Begge dele forhindrer en åben debat. Ytringsfriheden er således ikke blot truet, den er allerede hæmmet, for så snart man oplader sin røst med en ikke politisk korrekt kommentar om dette emne, møder man fordømmelse og udstødes af 'det gode selskab'. De venstreorienterede og de rabiate muslimer, der øjensynlig opfatter sig selv som frihedskæmpere, forvandler sig dermed selv til undertrykkere.

Ytringsfriheden har hyppigt været på tale siden Muhammedkrisen. Der eksisterer reelt set ingen ytringsfrihed og dermed ingen åben debat, så længe man ikke kan diskutere forskellige synspunkter, uden at geråde ud i gensidige beskyldninger eller det, der er værre. Der eksisterer ingen ytringsfrihed, så længe der findes mennesker, som frygter at miste deres job, ødelægge egne fremtidsudsigter, eller blive chikaneret og måske endda overfaldet eller dræbt for at sige, hvad de tænker om indvandring, religionsfrihed og andre dertil relaterede emner.

I Danmark kan man, selv som almindelig debattør, blive hængt ud og stemplet som 'fascist', når man fortæller, at man stemmer på et borgerligt parti. Det forekommer mig ganske besynderligt, at den udbredte politiske korrekthed, som efterhånden også synes at farve regeringspartiernes valg af udtryksform, udspringer af oppositionens holdninger. Måske det skyldes, at det er de venstreorienterede, som råber højest, og som sætter ind med de mest rabiate tiltag overfor os andre. Faktum er der dog, at den demokratisk valgte regering er borgerlig. En overvejende del af den danske befolkning må således være enig i den borgerlige regerings synspunkter - selvom mange ikke tør ytre sig om deres standpunkt af frygt for oppositionens skarpe tunge og dens oftest stærkt overdrevne kategoriseringer af mennesker med et modsat synspunkt.

Det er imidlertid strengt påkrævet, at vi fortsat ytrer os - og at flere af os gør det - på trods af frygten for de umiddelbare ubehageligheder, det måtte afstedkomme. I modsat fald kan ubehagelighederne blive langt større på længere sigt.
Og kan vi leve med 'at synge med i koret og leve på fremmede forestillinger'?

Yoga, yoga, yeah, yeah!

Jeg vil anbefale yoga - helst kombineret med coaching hos en stressekspert - til enhver, som lider af stress. Selv er jeg i tydelig bedring efter at have fulgt et kursus, som kombinerede de to ting. Endnu skal der ikke så meget ekstra pres på, før jeg bliver træt eller føler mig småsyg, og måske har jeg fortsat en smule lettere til tårer end normalt, men det går bestemt den rigtige vej.
På det yogahold, som jeg har fulgt, blev vi så glade for arrangementet, at vi overtalte vores yogalærer til at forlænge kurset med fire uger. Jeg er altså ikke den eneste, som mærker en positiv effekt.

Har du ikke læst mine tidligere indlæg om yoga-kurset, kan du finde dem her og her.

Det er enkelt, det er effektivt - og slet ikke så dyrt, som man kunne frygte. Drop kontingentet til motionscenteret i den periode, hvor du følger et yoga-kursus. Du får mindst lige så meget ud af at dyrke yoga og meditation, som du får ud af at svede i motionscenteret.

Skidt til fortæring

Hvor er jeg dog inderligt træt af de underlødige fødevarer, som i dag forefindes i dagligvarebutikkerne. Indtagelse af sådanne kan ikke blot risikere at medføre vægtøgning, men kan også føre til nedbrydning af immunforsvaret og dermed til alskens ubehageligheder fra hyppige infektioner i luftveje, ører og underliv, til mavesår, kræft, nervøse lidelser og stress.
I mine bestræbelser på at ændre mit til tider skrantende helbred til det bedre, har jeg - efter med beskedent udbytte at have henvendt mig i det etablerede sundhedssystem, hvor man kun symptombehandler - opsøgt en kostterapeut. Dette har ledt mig videre til litteratur om gode og mindre gode fødevarer. Nu bestræber jeg mig så på at udelukke visse fødeemner fra min kost og at spise mere af andre.
Jeg vil blandt andet gerne undgå gær, sukker, oksekød, svinekød, hvidt mel, eddike og mælkeprodukter. Desuden vil jeg gerne leve så økologisk som muligt. Og hvad opdager jeg så?

Det er så godt som umuligt at finde varer, som ikke indeholder en eller flere af disse ingredienser. Hvorfor er der f.eks. sukker i en dåse fiskekonserves? Angiveligt for at konservere produktet. Men var det så ikke at foretrække, at produktet havde en kortere holdbarhed?
Brød må jeg selv bage, hvis jeg vil have det uden gær og hvidt mel. Helsekostbutikkens udvalg er stærkt begrænset, og i de almindelige dagligvareforretninger er det utænkeligt at støde på et anstændigt brød.

Grønsager skal der til - og i et mere beskedent omfang også frugt, men på hylderne forefindes fortrinsvis importerede varer. De fleste er overdænget med sprøjtegifte, i mange tilfælde er de endnu umodne, når de ankommer her til, men de fordærves til gengæld hurtigt. Jeg kan altså vælge imellem hårde, grønne bananer eller halvrådne med sprækker i den brunplettede skræl. Jeg kunne spise æbler i stedet, men det er ærligt talt en tam fornøjelse efterhånden. Igen er størstedelen af æblerne importeret, og de smager af så godt som ingenting. Hvad blev der af de gode danske æbler, som var så sprængfyldt med sødme og saft?

I kødafdelingen er der svinekød og oksekød i lange baner. Bevares, det er muligt at få både kylling og kalkun, men kvaliteten er sjældent værd at skrive hjem om. Fisk? Tjah, torsk og rødspætter syltet ind i æg, mel og rasp kan man købe i de fleste forretninger. Vil man have noget mere reelt, så må man ind omkring fiskehandleren. Lammekød er det lejlighedsvis muligt at få i de større dagligvarebutikker, men vildt kan man godt glemme alt om.

Nu skal jeg helst undgå mælk, men også her har jeg en anke: Det pjask, som findes i diverse kartoner i kølediskene, har intet at gøre med mælk. Jeg har engang, da jeg boede på landet, hentet mælk på en gård. Den ægte vare. Rigtig mælk er tyktflydende, samler fed, gul fløde på toppen, når den står nogle timer, og smager himmelsk. Men nogen har fået den formidable idé, at mælken er bedre for os, hvis den behandles og omdannes til noget, der mest af alt minder om grøftevand. Måske vi i virkeligheden bare skulle drikke en smule mindre - og så til gengæld vælge den fede og uspolerede vare, som kommer direkte fra koen?

Jeg er inderligt træt af, at dét at vælge en sundere livsstil skal være forbundet med så store omkostninger - det være sig økonomisk såvel som tidsmæssigt. Vi lever simpelthen ikke i overensstemmelse med de behov, som kroppen har, og det er da også meget vanskeligt at gøre det, så længe de fødevareemner, som udbydes i almindeligt tilgængelige butikker, er så ringe.

Blandt de værste, hvis vi skal sætte navne på, er butikker som Netto og Aldi. Hvor mange lødige fødevareemner forefindes hos dem? Jeg vil vove den påstand, at omtrent to trediedele af deres fødevarelagre består af sukkervarer og varer, som er fyldt med samme. I adskillige Netto-butikker ser emnerne i afdelingen for frugt og grønt desuden ud som om, de er opkøbt umiddelbart inden dagens auktion lukkede: Her er de før omtalte grønne bananer side om side med de flækkede brune. Her er importerede giftæbler med neglemærker, mugbefængte broccoli og stenhårde avokadoer, der rådner i løbet af få dage, når først de er hjembragt.

Jeg synes, at det er direkte kriminelt, at det er tilladt at sælge så meget skidt til fortæring, som man gør i butikkerne i dagens Danmark. Og jeg synes, at de lødige fødevareemner fortsat er for dyre og for lidt udbudt i butikkerne.

Den eneste mulige løsning synes at være at få sit eget jordlod og begynde at dyrke egne produkter, købe vildt af en lokal jæger og mælk på nabogården. Tilbage til naturen! Det ville ikke gøre mig noget, men da vi jo ikke alle kan leve sådan, så er det stadig nødvendigt, at vi protesterer og kræver regeringsindgreb mod underlødige fødevarer i dagligvarebutikkerne.

Kvinden og Aben

Her til aften dumpede jeg ind i
Dokumentaren på DR, hvor man fulgte Lone Dröscher Nielsens arbejde for at redde orangutangen i Borneos regnskov fra udryddelse - og mishandling.

Lone Dröscher Nielsen fortalte om en af de sager, som havde gjort voldsomst indtryk på hende. De ledsagende filmoptagelser talte deres tydelige sprog: En hun-orangutang var blevet fundet lænket til en væg i et nøgent rum. Orangutangen var gennem længere tid blevet udnyttet seksuelt af mænd, som mod betaling besøgte stedet. To gange om ugen blev orangutangen barberet for al kropsbehåring for at virke mere attraktiv på kunderne. Behøver jeg at fortælle, hvordan den barberede orangutang lå apatisk og mistrøstigt sammenkrummet på sin måtte på gulvet i dette fængsel?

Nu er orangutangen blevet forsøgt rehabiliteret og lever i et grønt udslusningshabitat. Hun er fortsat dybt traumatiseret og har en - for dyr - unaturlig og usund afhængighed i forhold til mennesker, men på samme tid ingen tillid til mænd.

Jeg ved godt, at der findes dyremishandlere både blandt mænd og kvinder. Jeg er desværre også klar over, at der også er kvinder til, som ikke ser noget problem i at dyrke sex med et dyr. Det er imidlertid mit indtryk, udfra det jeg til dato har læst og hørt, at der er langt større sandsynlighed for, at en mand vil optræde som prostitutionskunde - åbenbart også hos en orangutang - end at en kvinde vil.

Jeg ved naturligvis godt, at der (også) findes anstændige, moralsk uangribelige og gode mænd derude -alligevel vælter tvivlen, leden og kvalmen op i mig og giver endnu en gang anledning til spørgsmålet: "Hvad f..... er der galt med mænd?"
Hvordan kan ens kønsdrift være så overvældende og/eller så twisted, at man kan vælge ikke blot at købe/tiltvinge sig adgang til sex, men at købe/tiltvinge sig adgang til sex med et dyr, som det er sket i ovenfor omtalte eksempel?

Moralske opstød er naturligvis ikke nok til at ændre verden. Derfor tillader jeg mig at henvise interesserede til Lone Dröscher Nielsens forenings hjemmeside, hvor der er forslag til, hvordan man kan bidrage til en bedre verden for orangutanger - og dermed for alle, som ikke tænder på aber på den måde.