Aktiveringskurser til debat

Så er der igen kritik af ledighedssystemet. Denne gang gælder det de såkaldte aktiveringskurser. Se et indslag fra TV2 Fyn og læs kommentarer her. Jeg har givet mit besyv med under overskriften Varm luft og Hjerterfri. Hvor mit navn er forsvundet hen, tør jeg ikke gisne om...

Ton ned, ton ned...

I dag har jeg modtaget endnu et afslag på en jobansøgning. Nå ja, det er jo efterhånden en rutinesag. Denne gang handlede det om et job som biblioteksmedhjælper; servicering af publikum, opstilling af bøger på reoler etc. Ikke noget højtravende, men en god lille bestilling, hvor jeg kunne bevæge mig hjemmevant rundt mellem bøger og læsende folk. For udover at være uddannet indenfor det litterære område, har jeg jo også arbejdet for Instituttjenesten på Syddansk Universitetsbibliotek. Jeg mener derfor at være rimeligt kvalificeret til en sådan beskæftigelse.

Det er jeg så åbenbart den eneste, der mener. For hvor mange biblioteksjobs har jeg ikke lagt billet ind på efterhånden? Uden resultat, forstås.
Jeg har både søgt stillinger af ovenfor omtalte art og stillinger, som man ønskede besat med en person, der også kunne indgå som kulturel formidler i bredere forstand, iværksætte kunstneriske arrangementer, foredrag og lignende.

Sidstnævnte stillinger har jeg angiveligt ikke fået, fordi jeg ikke er uddannet bibliotekar. Til gengæld har jeg jo altså så ovenstående kvalifikationer og derudover flere års praktisk erfaring som billedkunstner plus nogen erfaring med både amatørteater og oplæsning. Nå ja, der kan vel være noget fagpolitisk, der dér gør sig gældende. Det har jeg jo oplevet, når jeg søgte stillinger som folkeskolelærer. (I folkeskolen skal man nemlig først og fremmest ansætte lærere med en folkeskolelæreruddannelse og ikke sådan nogen akademikersnuder som mig, har jeg forstået på en skoleinspektør, som jeg spurgte.)

Men hvorfor får jeg gang på gang afslag på stillinger som bogopsætter og udstempler? Ifølge den jobkonsulent, som jeg senest tale med i MA, kan det meget vel skyldes, at jeg skriver for varmt om min interesse for det litterære. Jeg må endelig ikke anføre nogen steder, at jeg både skriver anmeldelser og egne litterære tekster i min fritid, for slet ikke at tale om, at jeg har medvirket til at udgive en bog.
- For det er jo ikke, hvad de har brug for i sådan en stilling, sagde jobkonsulenten, de skal bruge en kuli, der ikke fortaber sig i bøgernes indhold og litterære kvaliteter.
Hun mente heller ikke, at jeg skulle fortælle om min kandidatgrad. For det ville nok bare virke skræmmende på dem, der læste ansøgningen. Fyordet er: OVERKVALIFICERET!

Jeg kan bestemt ikke udelukke, at der er noget - måske endda temmelig meget - om det, jobkonsulenten siger. Det er jeg oprørt over. Men jeg er også oprørt over, at jobkonsulenten opfordrer mig til at nedtone det, der for mig står som mine største erhvervede (og til dels personlige) aktiver, for jeg oplever det som en opfordring til at lyve om, hvem og hvad jeg er - og jeg er langt fra sikker på, at det er holdbart i længden. Idéen om at man som højtuddannet ikke kan være reelt interesseret i mindre end et akademisk karrierejob eller i stand til omhyggeligt at varetage en mindre ansvarskrævende stilling er, for mig at se, en eksorbitant desavouering af mig som person - og af andre i min situation.

Og ja, jeg bliver godt gammeldags ærgerlig, når jeg tænker på, at flere af mine gamle (unge) studiekammerater og en veninde af anden etnisk herkomst, hvis dansk, så lærenem hun end er, dog næppe kan kaldes flydende, og med en uddannelse som makeup-artist i bagagen, er blevet ansat i netop sådanne stillinger.
Grim misundelse? Tjah, men vel ganske forståelig, mine interesser, min erfaring og min litterære baggrund taget i betragtning.

Skulle jeg nogensinde komme til en jobsamtale på baggrund af en ansøgning til et job som bogopsætter, så må jeg naturligvis endelig ikke nævne den egentlige grund til, at jeg søger et job, som er så lidet prestigefyldt og så langt fra mine kvalifikationer. Nemlig den, at mit "kald" er noget, jeg beskæftiger mig med i min fritid, og at jeg først og fremmest søger et job for at kunne ernære mig selv. (Surpriiise!) Det fik jobkonsulenten også lige indskudt. For man kan åbenbart ikke have en bogopsætter, der tjener til dagen og vejen ved at sætte bøger på plads, for siden at gå hjem og sætte sig til tastaturet for selv at skrive dem. Man skulle jo nødig gå der og fantasere, imens man kører rundt med sin bogvogn. I hvert fald er der ikke nogen, der skal vide, at man fantaserer om andet end aftenens serie på TV2, eller hvad man skal lave til middag i weekenden. Næh, skal en bogopsætter brænde for noget, så skal det være for bogvognsrulning og alfabetisering uden litterære dikkedarer.

Omskoling og kassetænkning

Både Capac og Lotte har skrevet kritiske indlæg vedrørende den tidligere "overvismand" Torben M. Andersens forslag om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren.

Jeg er enig i Capacs og Lottes kritik af forslaget og af kritikken af det menneskesyn, som det er et udtryk for. Men på baggrund af mine egne seneste erfaringer som ledig må jeg sige, at der næppe er grund til at frygte for konsekvenserne af forslaget, hvis det skulle gå igennem. Det vil sandsynligvis blot blive opført som endnu et tilbud i rækken af "hjælpsomme" tiltag, der ser så pæne ud på papiret (alt afhængig af øjnene, der ser, naturligvis), men som ikke får nogen effekt i den virkelige verden. Ikke i forhold til syge og ældre medborgere i hvert fald og heller ikke i forhold til de ledige murere, tømrere og evt. andre, som rent faktisk måtte ønske en sådan omskoling.

Jeg har i hvert fald, så sent som i går, erfaret, at ønsker man omskoling til dette eller hint, skal man opfylde så specifikke kriterier, at de nærmest lyder som magiske formler taget ud af en bog om heksekunst. Jeg forhørte mig f.eks. hos både A.kasse og Anden Aktør om muligheden for at få nogle kurser, der kunne kvalificere mig til at bestride et job som lægesekretær. Nå ja, det er ikke mit ønskejob, men ønskejobbet som forfatter står vist ikke opført noget sted i dagpengesystemets små rubrikker. Skrivende og andre kreativt tænkende mennesker er pariaer i det system. Men jeg skal jo finde noget at leve af, helst før den står på spild-af-tid-konstant-aktivering og mere stress,stress, stress.

Hos MA mente konsulenten, at det var en fin idé, for var der ikke noget med, at lægesekretærbrancen var et flaskehalsområde? Hun henviste mig til Jobcenteret, hvor jeg ville vente med at forhøre mig, da jeg af erfaring ved, at beslutningerne er meget afhængige af, hvilken person man får fat i, når man henvender sig. I stedet spurgte jeg mig så for hos Anden Aktør. Konsulenten slog op i sine tabeller og små kasser på skærmen og måtte så meddele mig, at jeg på én og samme tid var over- og underkvalificeret til umiddelbart at komme i betragtning. Havde jeg haft en almindelig kontoruddannelse, kunne jeg nok have taget overbygningen til lægesekretær. Men eftersom jeg er højtuddannet, så er der mange flere begrænsninger på, hvad jeg må ville indenfor systemet. Desuden er lægesekretærområdet ikke et flaskehalsproblem i min region, og derfor vil det i sig selv sætte en bremse for hjælpen til at få et ben indenfor der. (Uanset om jeg efterfølgende måtte ønske at søge en stilling i for eksempel Midtjylland, hvor der - ifølge konsulentens skemaer - mangler lægesekretærer).

Konsulenten sluttede af med at gentage sin lille prædiken fra tidligere møder om, at jeg nok skulle prøve at finde mig et løntilskudsjob. Han var jo godt klar over, indrømmede han, at mange virksomheder udnytter den støtte, som de herigennem får til ansættelse af en ledig, og at jeg - i offentligt regi - ikke ville få mere udbetalt end min dagpengesats, men det var dog muligt, at jeg ville få fastansættelse til reel løn efterfølgende... Ja, vi kender remsen.

Uanset mine ovennævnte erfaringer og uanset mit ønske om og forsøg på således at finde en nødløsning ved at søge et job som lægesekretær, så finder jeg det dybt kritisabelt, at beslutningstagere og andre personer med mulig indflydelse på regeringens politik betragter individer som slet og ret arbejdskraft - røde brikker, blå brikker, gule brikker - som man kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Jeg har altid haft den opfattelse, at når en sagsbehandler, A.kassekonsulent eller en anden i en tilsvarende stilling sidder overfor en ledig, så bør det være vedkommendes fornemste opgave at hjælpe den ledige udfra hans eller hendes personlige ønsker. Som tingene er i dag, foregår tingene den anden vej rundt. Den ledige er blevet en brik, der skal passes ind i et større spil, der åbenbart går ud på at danne et pletfrit billede ud mod gaden af regeringens arbejdsmarkedspolitik. For nogen ser det hus måske pænt ud på overfladen, men det er bygget på træpæle, og der er råd i fundamentet.

Og lad mig så tilføje, at hvad angår idéen om at omskole ledige indenfor byggebranchen til stillinger indenfor sundhedssektoren, så er der måske alligevel grund til at råbe vagt i gevær. For beskæftigelsesministeren kan med et pennestrøg, der godkender et sådant forslag, samtidig bremse de nybyggerier og renoveringer, som kunne få netop disse ledige i relevant arbejde. Og noget tilsvarende gør sig såmænd nok gældende indenfor flere områder. Det frie initiativ er efterhånden ved at drukne i bureaukrati.

Jeg er vist ikke længere venner med Knud

- Alectos virksomhedskonsulent, som jeg tidligere har nævnt, og som jeg ellers mente at stå på rimeligt god fod med.

Det forholder sig sådan, at Knud i knap fjorten dage ringede og ringede og ringede på begge mine telefoner omtrent tre gange daglig. Jeg havde ikke lyst til at besvare de opkald, da jeg er allergisk overfor barnepigementalitet og rigide hierarkiske systemer. Jeg tænkte som så, at hvis der var noget vigtigt, så kunne Knud enten skrive mig en mail eller lægge en besked på min telefonsvarer. Det sidste gjorde han da også et par gange, men uden at sige andet, end at han gerne så, jeg kontaktede ham. Senest sagde han dog, at han gerne ville vide, hvordan min næste jobtilbudssamtale, den som min medledige Jeppe havde formidlet, var forløbet. Den besked indløb dagen før, samtalen skulle foregå, så jeg valgte at vente med at melde tilbage. Umiddelbart efter samtalen havde jeg andre presserende planer af privat krakter, som betød, at jeg var bortrejst nogle dage.

Da jeg vendte hjem, lå der minsandten en mail fra Knud, som gerne ville have en status - og så var der forresten en stilling i Horsens, som jeg måske kunne være interesseret i.

Jeg tog en dyb indånding og skrev til Knud, som sandt var, at min jobtilbudssamtale var forløbet udmærket, men at lederen på den nye uddannelse, som det drejede sig om, rent faktisk ingen reelle opgaver havde at tilbyde mig for øjeblikket, men gerne så, at jeg henvendte mig på et senere tidspunkt, når forløbet var kommet bedre igang.
Og så skrev jeg til Knud, at jeg havde brug for at vide, hvad jeg rent faktisk havde skrevet under på at være forpligtet til i forhold til Alecto som anden aktør, da jeg syntes, at kontraktens formulering i høj grad var åben for fortolkning. Jeg fortalte Knud, at jeg har det utroligt dårligt med at føle mig åndet i nakken, at det stresser mig i en sådan grad, at jeg mærker sidste års stresstiltand blusse op igen, hvilket jeg ikke mener, at hverken jeg selv eller systemet har nogen interesse i. Jeg vil føle mig både gladere og mere motiveret, hvis jeg kan passe mine ting selv, skrev jeg til ham - og hvad jobtilbud angår, så har jeg ingen glæde af et løntilskudsjob, men må have et reelt job med en rigtig løn for at tilgodese mine personlige mål.

Knud skrev tilbage: "Min henvendelse var bare et tilbud - du fortsætter som du selv ønsker."

Nå, tænkte jeg. Det er fint. Måske jeg så alligevel har taget fejl. Måske Knud virkelig har fundet et reelt job, som jeg kan søge, i Horsens. Måske han har opfattet min første mail som lidt vel kontant. Det er der jo nogen, der gør, når jeg ruller mig ud på skrift.

Altså skrev jeg tilbage, at tilbud naturligvis var velkomne, men at jeg reelt var i tvivl om, hvornår et tilbud var et tilbud - udbudt af rent medmenneskelige årsager, og hvornår et tilbud var et tilbud, man ikke kan afslå. Det ville jeg fortsat gerne have defineret i forhold til min kontrakt med Alecto, skrev jeg. Og så fortalte jeg lidt mere om, hvilke uopfordrede stillinger, jeg har søgt, på diverse dagbladsredaktioner.

Knuds svar var kort og kontant: "God arbejdslyst."

Næh, jeg er vist ikke længere venner med Knud....

Med ærlighed kommer man længst

Torsdag formiddag står jeg af bussen i en mindre by nord for Odense. Solen skinner, fuglene kvidrer, og jeg går hen ad en gade med sensommerstøvede hække og æbletræer, gennem en blandet bebyggelse, der ikke kan bestemme sig for, om den vil være parcelhuskvarter eller landsby.

Jeg skal til møde med skoleinspektøren på den skole, hvor Alectos virksomhedskonsulent har fundet et løntilskudsjob, som han mener vil passe til mig.
Et stykke henne ad gaden ligger en tankstation. Jeg må hellere spørge om vej dér, tænker jeg, men netop som jeg nærmer mig tankstationen, ser jeg spredte grupper af unge, som smågrinende, udstødende en ed for hvert andet ord og iført hættetrøjer og hængerøvsjeans, driver skråt fra den modsatte side af vejen og over mod biksen. Så behøver jeg alligevel ikke at spørge.

Skolen er et lavt halvfjerdserbyggeri med en glasdør ind til en lang murstensgang. Jeg følger en gruppe unge fyre med ludende holdning ind bag døren, idet jeg noterer mig, at ingen af dem kender til det med at holde døren for den sidste i rækken. Her standser jeg og orienterer mig på den ophængte lokaleoversigt, hvorefter jeg finder kontoret.

En yngre kvinde med garbardineorienteret kontordamelook og 90er-permanent kommer mig tøvende i møde og spærrer de store øjne en kende mere op, idet hun måler mig fra strithåret, ned over den lange tyskerfrakke, over mine sorte shorts, mine ditto strømpebukser og ned til soldaterstøvlerne. Det er min kampuniform! Jeg kundgør høfligt, at jeg har en aftale med skoleinspektøren, og hun vimser ind i et tilstødende lokale.

Skoleinspektøren viser sig at være en lille leverpostejsfarvet og godt midaldrende herre med sygekassebriller og et let fugtigt håndtryk. Nu ser jeg, hvor de unge mænd har opsnappet den ludende holdning. Hvis skoleinspektøren rettede sig op, ville han være næsten lige så høj som jeg.

Han beder mig tage plads ved det lyse bord og vente, imens han lige smutter ned i 8. klasse for at give dem en besked. Dér sidder jeg så og tygger provotyggegummi og betragter børnetegningerne på væggene og den opslåede kalender på bordet, indtil inspektøren vender tilbage og dykker ned i en kasse på gulvet, hvorfra han fremdrager diverse remedier til en kop plastickruskaffe i gule holdere.

Da kaffen er skænket (sort - og uden at spørge til sukker- og flødeforbrug) og inspektørens første småpludren overstået, sætter han sig overfor mig og åbner et chartek med papirer, blandt hvilke jeg får øje på mit eget CV, som Knud formentlig har sendt ham. Inspektøren smiler og rømmer sig. Jeg hjælper ham ikke. Jeg sidder bare og nipper til den skoldhede kaffe og nægter at smile tilbage. Hans blik flakker lidt nervøst over mig, for dernæst at falde til ro ved min barm, som dog ellers er passende dækket bag en sort bomuldstrøje med v-udskæring.

Inspektøren lægger ud med en gennemgang af de demografiske tal for skolens nærområde. Han slutter af med, med hovedet let på skrå og et beklagende drag om munden, at sige: - Så det er jo hverken socialgruppe 1 eller 2, vi har med at gøre her!

I situationen når jeg ikke at tænke så meget over den bemærkning, for jeg har alt for travlt med at spekulere i, hvordan jeg bedst forholder mig, for at den lille grå mand ikke skal blive alt for lun på idéen om mig i rollen som den nye biblioteks- og kontormedhjælper på stedet. Men senere, da jeg er kommet hjem, klinger den sætning med en skæv modlyd i mit hoved, og jeg bliver rigtig, rigtig irriteret på det menneske, der kan finde på at introducere en hel gruppe børn og unge på denne måde overfor en mulig ny medarbejder. Hvad f..... bilder han sig egentlig ind? Så har han ligesom kategoriseret dem og angivet forventningsniveauet og skåret alle over én kam, ikke sandt? Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt at lade en ny medarbejder opleve og tage udgangspunkt i hver elev på egen hånd?

Men tilbage til mødet. Da inspektøren har sat mig ind i det ringe elevmateriale, som der åbenbart - ifølge ham - er til stede her i området, kigger han ned på mit CV og begynder at læse højt for mig, hvad jeg har beskæftiget mig med i tidens løb. Han er vist tæt på at klappe i sine fugtige små hænder, da han siger til mig, at jeg jo lige passer ind med de ting, jeg har arbejdet med - især i min tid som studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket. Han beretter stolt om alle de medarbejdere, der i tidens løb har gået til sulteløn - undskyld, jeg mener som løntilskudsberettigede - i biblioteksafdelingen, og som har været rigtig fornøjede ved det. En af dem blev endda fastansat efter nogle år. Men typisk er der jo nogle regler, der siger, at løntilskudsmedarbejdere skal ansættes for 6-12 mdr. af gangen, siger inspektøren.

Jeg trækker uforskammet på skuldrene og vender tyggegumiet et par gange, men da manden endnu ikke spørger til min interesse i stillingen, kan jeg ikke længere holde pinen ud. Jeg fanger hans blik, der har det med at glide ud til siden eller tilbage til min barm, og siger: - Jeg synes lige så godt, jeg kan være ærlig, for ærlighed er et meget vigtigt begreb for mig. Du skal vide, at jeg søger job i Jylland, hvor jeg har tænkt mig at bosætte mig, så snart jeg får mulighed for det. Hvis du tilbyder mig stillingen, vil jeg naturligvis ikke sige nej, for det må jeg faktisk ikke, ifølge de regler, jeg er underlagt. Men jeg vil altså heller ikke sidde og fortie for dig, at jeg har helt andre planer for mit liv!

Inspektørens pupiller trækker sig sammen. Så kigger han igen ned på mit CV, flytter lidt rundt på papirerne og siger med en let klagende stemme: - Jeg blev ellers lige så glaaad, da jeg så dine papirer.
(Ja, det tror da en vis herre. Som arbejdsgiver ville jeg også være blevet glad, hvis jeg kunne have en cand.mag. med tocifrede karakterer i de litterære fag og med fire års erfaring i selvstændigt tilrettelagt biblioteksarbejde gående på min virksomhed med et klækkeligt løntilskud.)

Jeg siger til manden, at jeg simpelthen mener, at det er mest redeligt, at jeg gør ham opmærksom på de faktiske forhold, så han ikke træffer sin beslutning på et falsk grundlag: Det vil jo nok ikke passe ham så godt, hvis jeg bliver ansat, og så vinker farvel efter måske bare tre uger. Men, som jeg gentager, hvis han tilbyder mig jobbet, så vil jeg selvfølgelig tage det, hvilket jeg er forpligtet til, og så må vi jo se, hvad der videre sker.
Jeg fortæller ham også, at jeg jo for øvrigt har en tidligere aftale om en samtale i andet regí, og den må jeg jo også lige se, hvad der kommer ud af. (Det handler om den 4-ugers praktik, som arkæologen Jeppe bragte på bane.)

Inspektøren er slået ud af kurs. Det kan jeg godt mærke. Han ved ikke, hvad han nu skal stille op. Han foreslår, at vi lige tager en runde på skolen og ned på biblioteket. Jeg følger langsomt efter ham rundt på de gule gange, hvor flere elever sidder ved borde udenfor klasselokalerne og angiveligt skal forestille at lave gruppearbejde, men i stedet synes at småsnakke om alt og ingenting. Lærere kan jeg ikke se nogen af. Undervejs stopper inspektøren og stikker hovedet ind i 8., hvor han siger: - Nå, får I lavet noget?

Det minder mig lidt om jobsøgningskurset hos Alecto, det her. Jeg får helt ondt af de unge mennesker. Pigerne med kohl-øjnene, drengene med hængerøvsbukserne. Jeg får faktisk lyst til at tage over som en anden LouAnne Johnson, men nu var det jo ikke et lærerjob (eller rigtig løn), jeg blev tilbudt.

Inspektøren tegner og fortæller under vores hastige gennemgang af skolefaciliteterne. Da vi når lærerværelset, som ikke hedder lærerværelset her på stedet, men personalerummet, "fordi alle personalegrupper er velkomne her" (det siges med let løftede øjenbryn og spids mund), begynder mine latente røde knopper at klø. Der er hængt en liste for kaffebrygning og brødmedbringelse op på køleskabsdøren, og inspektøren fortæller, at når man har fødselsdag tager man altid noget med. "Hvad man nu synes."

På det lille bibliotek sidder en løntilskudsslave, en yngre mand med et pænt smil, foran en stationær computer. Om han smiler af lettelse over snart at skulle stoppe her, eller om han smiler af høflighed, er svært at sige. Henne i sofahjørnet slås nogle små drenge under høje hyl om noget legetøj, de har taget med herind. Ellers er biblioteket tomt.

Inspektøren følger mig tilbage til glasdøren ved indgangen. Han kigger mig over skulderen med sine små, spidse pupiller, imens han siger: - Ja, men så ringer jeg bare til Knud og siger det, som det er. Og så synes jeg, at du også selv skal tage kontakt til ham.

Det har jeg gjort. Da jeg kom hjem, sendte jeg Knud en mail om dagens samtale og fortalte ham, som det var, at inspektøren virkede mindre entusiastisk, da jeg først havde fortalt ham om mine fremtidsplaner. Samtidig vedhæftede jeg den ansøgning, som jeg havde udformet med henblik på en stilling som tekstforfatter, og udbad mig Knuds kommentarer, eftersom han jo - som bekendt - selv har været beskæftiget indenfor marketing. Så gik jeg ud på mit badeværelse og tørrede den sorte Cleopatra-øjenskygge af og rensede neglene for den okseblodsfarvede neglelak, som jeg havde påført til ære for skoleinspektøren.

Fredag kontaktede Knud mig og udtrykte stor begejstring for min nyudformede ansøgning: - Hvis de ikke ansætter dig, så er de sgu selv ude om det, sagde han, og det der andet job ude på skolen, det taler vi bare ikke mere om!
Dér fik Knud et par stjerner i min karakterbog. Noget siger mig, at han lige skulle erfare min målrettethed. For det kan godt være, at jeg har været ved at gå ned med flaget på det sidste, men i forbindelse med torsdagens samtale nåede jeg til gengæld det punkt, hvor jeg er kendt for at kæmpe med desperationens mod.

For jeg skal ikke kostes ud i et eller andet slavejob, som er med til at skævvride jobmarkedet, og som ydermere forhindrer mig i at nå mine personlige mål - både fagligt og privat. Jeg skal ikke sidde et sted, hvor der er faste tider for frokost og faste tider for toiletbesøg, og basseuddeling, når man har fødselsdag, og børn, der forsømmes, fordi man ikke forventer og derfor heller ikke forlanger noget af dem. Jeg skal ud at skrive. Om alt det, der er galt. Og om alt det skønne, der findes derude - lige på den anden side - hvis man gider slå øjnene op og ørerne ud og tør tænke - og leve - en smule anderledes.

Det er det valg, jeg træffer!

Ideelt arbejde

I dag har jeg arbejdet hjemme. Ups, nu skrev jeg det ord, som MA forbyder de ledige at bruge: Arbejde! I husker jo nok dengang, konsulenten på MA gik i rette med denne min sprogbrug i CV'et.

Nu skal jeg i stedet huske at sige: I dag har jeg arbejdet "ideelt" hjemmefra. Det er en vending, som min medledige, arkæologen Jeppe, lærte mig, da han i dag ringede mig op. Det må man nemlig gerne sige, fortalte Jeppe, idet han henviste til en samtale, han selv havde haft med vor kære MA-konsulent Per Einar. At arbejde "ideelt" vil i denne forbindelse sige, at man ikke får løn for sit arbejde og således ikke sidder og fusker med bedrageri og sorte penge og andet gris.

Nå, men i dag har jeg så arbejdet "ideelt" hjemmefra - også i en anden betydning af ordet. Jeg lagde ud med at forsøge at skrue en kreativ ansøgning sammen til en ledig tekstforfatterstilling på et reklamebureau i Jylland. Men så tog kreativiteten og selvstændighedstrangen overhånd, og pludselig havde jeg fundet et nyt koncept i forhold til, hvordan jeg vil skrive ansøgninger, der skal målrettes til ikke bare reklamebureauer, men også avisredaktioner, ugeblade og andre trykte medier.

Nøglen, kære kommenterende læsere, er de kommentarer, som I har lagt på min blog i tidens løb. For kan man, som skribent, fremvise bedre referencer end positive udtalelser fra egne læsere? Så dem har jeg tænkt mig at benytte i min videre jobsøgning. Lidt samme princip, som når der på en forfatters hjemmeside er et afsnit, der hedder: "Aviserne skrev:" Og så skal hver enkelt ansøgning naturligvis pudses efter, alt afhængig af hvor jeg henvender mig, selvom kernen naturligvis bliver den samme: Ordholder søger spalteplads!

I dag har jeg så for øvrigt lige hørt det rygte, at når MA's paragrafridende konsulenter er så hysteriske og vanskelige i ethvert spørgsmål, så skyldes det, at arbejdsministeren - af grunde, som jeg endnu ikke er indviet i - har et horn i siden netop på akademikerne og deres A-kasse, imens andre A-kasser og deres medlemmer angiveligt får længere snor i systemet. Hvorvidt der er noget om snakken, skal jeg lade være usagt. Men jeg kan vel godt tillade mig at sige, at det ville ikke overraske mig. Jeg har f.eks. hørt fra en journalist, at hendes A-kasse ikke kunne drømme om at løfte pegefingre eller udstede advarsler imod freelance-arbejde, så længe indtægten bare bliver registreret og modregnet. Per Einar sagde ellers engang til mig, at man jo ikke kunne lave forskellige ledighedsregler for f.eks. håndværkere og akademikere - det ville jo være at gøre forskel. Uha! Hertil svarede jeg, at eftersom arbejdsvilkårene er så forskellige for f.eks. de to grupper, ville man da netop gøre forskel ved at skære dem over én kam. Det kunne Per Einar så ikke lige se. Hvorom alting er, så er der åbenbart alligevel forskel - i hvert fald på, hvordan paragrafferne tolkes og håndhæves - fra den ene A-kasse til den anden. Dét mener jeg så ikke, at der burde være forskel på. Heller ikke selvom arbejdsministeren måske har set sig gal på visse segmenter. Er det tilfældet, så har både han og andre implicerede bare at fægte med åben pande. Personligt afskyr jeg tvetungethed og luskeri.

MA er naturligvis mit første bekendtskab indenfor A-kassernes verden, og derfor har jeg meget lidt forstand på de sager. Men jeg er da seriøst begyndt at overveje, om ikke jeg ville stå mig bedre ved at søge over i en anden A-kasse. Hvis man kan det. Kan man det? Og hvilke konsekvenser kan det i givet fald få for min videre vej gennem systemet.

En bekendt foreslog mig i dag, at jeg droppede MA og dagpengesystemet i det hele taget, da vedkommende mente, at jeg, fordi jeg er på dimittendsats, sandsynligvis ville få mindst lige så meget udbetalt på kontanthjælp. Jeg aner ikke, hvad man får i kontanthjælp nu om stunder, men det ville nu undre mig meget, om jeg blev bedre stillet som kontanthjælpsmod-tager. Og kontanthjælpsmodtagere bliver, mig bekendt, fortsat strittet ud i tvangsaktivering - og så er jeg jo lige vidt.

Hvad jeg har brug for er simpelthen endnu et par måneders ro til mere målrettet, end jeg før har formået, at søge opgaver og gerne fast arbejde indenfor medieverdenen. Ikke ved at reflektere på de ganske få opslag, der kan have relevans for mig, men gennem uopfordrede ansøgninger og opsøgende "ideelt"(?) arbejde.

For jeg vælger at henholde mig til det, som Silhuet så elskværdigt skrev i en kommentar til et af mine indlæg: "Verden har ikke brug for penneførere, men for ordholdere."

Ideelt set, ikk'?

Et uhyggeligt billede

Jeg har sagt det, som det er, til virksomhedskontakten Knud: At jeg er meget lidt begejstret ved tanken om det der løntilskudsjob, han har trukket op af hatten til mig. At jeg kun kan betragte det som et benspænd i forhold til de mål, jeg har for mit eget liv - både arbejdsmæssigt og privat.

Den deltidsansatte Alecto-medarbejder, Line, som stadig er underlagt det samme system som jeg, eftersom hun jo netop kun er deltidsansat, og derfor fortsat skal løbe til møder og sende sine fire ansøgninger om ugen, og som vel netop derfor har vist sig som den mest hjælpsomme medarbejder på stedet, sad ved siden af, da jeg sagde det - og jeg kunne mærke på de tre millimeter, hun sænkede nakken over sin pc, at hun var noget bekymret over min direkte udmelding. Hun har sikkert spekuleret i, om det nu også var klogt af mig? Det var det næppe, men det havde jeg tænkt på, før jeg åbnede munden. Naturligvis havde jeg håbet, at min ærlighed ville få Knud til at lægge sit "tilbud" ned i hatten igen og give det videre til en, som kunne være reelt interesseret i at udfylde formularer og mærke biblioteksbøger for ingen penge og ingen fremtidsudsigter i øvrigt.

Men Knud spidsede bare læberne, så på mig med et sørgmodigt blik og svarede: "Det kan jeg godt se. Jeg ville da også helst have, at vi kunne aflyse det."

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro? Er Knud underlagt en højere instans, der ligefrem sidder og dikterer ham, hvem han skal sende ud i løntilskudsjob, og hvem han kan lade i fred - og er han derfor virkelig ked af det på mine vegne? Eller er han bare en mand, der passer sit arbejde og som er dygtig til at belægge sine ord (det ved jeg, han må være - med en baggrund som jurist og med erfaring fra reklamebranchen)? Hvis det sidste er tilfældet, så kan hans udmelding lige så vel forstås på den måde, at også han - i lighed med ethvert tænkende væsen - ville betragte det som ideelt, hvis jeg kunne få mig et reelt job til en menneskeløn, men at han iøvrigt er bedøvende ligeglad med mig og min situation. I næste uge kommer der jo nok et nyt hold til Jobkanonen, og så bliver der andre ledige, der skal pacificeres gennem en henvisning til et løntilskudsjob, en praktikplads, eller hvad man nu kan finde på for at få folk ud af ledighedsstatistikkerne og få ro i Alectos lokaler.

Knud har jo ellers virket som en flink fyr, men jeg har nået et punkt i dette ledighedsforløb, hvor jeg ikke længere tør stole på nogen - overhovedet. Det værste er vel næsten, at det påvirker min tillid til mine medmennesker generelt og reaktiverer kroppens erindring om tidligere situationer, hvor jeg blev manipuleret med. Både krop og psyke kommer i alarmberedskab. Jeg kender det igen.

Nej, jeg er ikke så paranoid, at jeg bilder mig ind, at der sidder nogen et sted og med fuldt overlæg forsøger at nedbryde den lediges psyke. Men de paragraffer, som dette system bygger på, og den (til dels deraf betingede) disrespekt eller i bedste fald ligegyldighed, man ofte mødes med af de mennesker, der er sat til at fortolke og håndhæve paragrafferne, resulterer i psykisk mistrivsel.

Det er ikke kun mig, der oplever de ting, som jeg efterhånden har skrevet en del om i blogføljetonen her. Jeg træffer daglig andre, der har gjort samme erfaringer. Og det uanset, om de er akademikere, maskinmestre, tjenere, børnehavepædagoger eller noget helt femte. De fleste kan eller tør ikke protestere. Nogen tier, fordi de ikke kan gennemskue lovgivningen på området og vel derfor er bange for at fremstå som dumme. Jeg kan heller ikke gennemskue lovgivningen. Jeg lærer paragrafferne at kende, efterhånden som jeg støder på dem. Og efterhånden begynder der at danne sig et uhyggeligt billede af et system, hvor arbejdsgivere kan få støtte til at udnytte lediges arbejdskraft, og hvor ledighedstallene holdes kunstigt nede, alt imens de mennesker, der er havnet som ledige i dette system, måned for måned og uge for uge får nedbrudt deres selvværdsfølelse, deres redelighed og deres tro på egne drømme og målsætninger.
Der er noget rivravruskende galt indenfor området. Skyldes det inkompetence eller en skjult politisk dagsorden? Det kan jeg ikke gennemskue. Men jeg ville utroligt gerne have en dygtig journalist sat på sagen - med skjult kamera og hele balladen, tak.


Tilføjelse: Jeg har nu, her til aften, fundet en præsentation af Alecto i rollen som "anden aktør". Jeg vil stærkt opfordre enhver, der har interesseret sig for mine blogindlæg vedrørende mit ledighedsforløb - og i særdeleshed for de indlæg, som omhandler Alecto og jobsøgningskurset Jobkanonen, til at surfe lidt rundt og skimme Alectos selvpræsentation, som indledes her, samt de sider, der specifikt beskriver Alectos koncept og metode.
Flot tager det sig ud. Skærmen er ligeså taknemmelig, som papiret førhen var det. Jeg morer mig, når jeg f.eks., under overskriften "Sådan arbejder vi med gensidig respekt", læser følgende: "Hos Alecto er du en kunde, ikke et nummer. Vi giver dig kvalificeret service og vejledning og har respekt for dit faglige og personlige ståsted."

Tilbud, man ikke kan afslå

Anden aktør - Alecto - fandt i sidste uge et løntilskudsjob til mig, som virksomhedskontakten, Knud, opfordrede mig til at søge. Jeg havde fortalt Knud, at jeg f.eks. nok kunne være interesseret i et job på et bibliotek. Ikke noget fancy, men bare et job, jeg kunne bestride, så jeg kunne være i fred for systemet og påtage mig freelanceopgaver ved siden af, uden hver gang - forud - at skulle indgå aftaler desangående med min A-kasse. (En ordning, som ingen redaktør vil kunne acceptere at skulle vente på.)

I første omgang lød det derfor udmærket, da Knud gav mig jobbeskrivelsen: Der er tale om en stilling på en skole i det nordlige Odense, hvor jeg skal hjælpe til på skolebiblioteket og varetage forskellige funktioner som kontordame. Ganske vist får jeg røde knopper af formularer og skemaer, og jeg har aldrig i mit liv arbejdet med hverken regneark Exel eller Lotus 123 - funktioner, der ellers står listet i jobopslaget. Ja, jeg aner egentlig ikke, hvad betegnelserne dækker over, men Knud hævder, at den slags vil jeg hurtigt kunne lære.

Da jeg talte i telefon med Knud om dette job"tilbud", undlod jeg ikke at nævne, at jeg jo ville foretrække et job i Østjylland. Det udtrykte Knud forståelse for, men han syntes alligevel, at jeg skulle prøve at søge det her, og så skulle han gerne holde øjne og ører åbne i mellemtiden og se, om der dukkede noget op på de kanter. Han nåede så lige at indskyde, at han lige måtte have clearet med andre instanser, om det ville være i orden at gøre det.

Siden jeg, i sidste uge, talte med Knud, har jeg fået lidt mere at vide omkring ordningen med løntilskudsjob. Her kommer det: Et løntilskudsjob i offentligt regí (som f.eks. omtalte biblioteks/kontorassistentjob) kan ikke indbringe arbejdstageren mere end vedkommendes aktuelle dagpengesats. Man får altså ingen ekstra bonus ud af at arbejde i et løntilskudsjob, medmindre man selv skaffer sig et i privat regí, hvor man har muligheden for at forhandle løn med arbejdsgiveren. (I forbifarten vil jeg lige nævne, at de krav, der stilles til en privat virksomhed, der ønsker at ansætte en ledig med løntilskud, er så mangfoldige og specifikke, at det kan være meget vanskeligt for den ledige selv at finde en virksomhed, der opfylder samtlige.)
Når man er ansat med løntilskud, skal man fortsat skrive fire ansøgninger ugentligt, man kan ikke bare give sig i kast med at lave freelancearbejde uden fortsat at rådføre sig med A-kassen, og man optjener ingen timer, fordi et løntilskudsjob åbenbart ikke figurerer som et "rigtigt" arbejde. Finder man et andet (og reelt) job, imens man er beskæftiget i et løntilskudsjob, kan man åbenbart heller ikke uden videre droppe ud af løntilskudsjobbet og påtage sig det reelle arbejde. Ophøret skal "aftales nærmere" med den arbejdsgiver, som får tilskud til ens ansættelse. Tilbuddet om et løntilskudsjob er principielt et, man ikke kan sige nej til, fik jeg i dag at vide, da jeg ringede til Jobcenteret for at forhøre mig. Eller rettere sagt: Det er noget, som min A-kasse skal "vurdere".

Når jeg ringede til Jobcenteret og stillede det spørgsmål, så skyldtes det, at det passer mig slemt dårligt at blive sendt ud i et offentligt løntilskudsjob - især et i Odense. Det fortalte jeg den mandlige medarbejder, som jeg kom til at tale med på Jobcenteret.
Han ville naturligvis gerne høre, hvorfor jeg vægrede mig overfor dette "tilbud". Jeg fortalte ham, at det er min hensigt at flytte til Østjylland, hvilket jeg - af økonomiske årsager ikke kan gøre - før jeg får tilbudt et reelt job med en rigtig menneskeløn, som giver mig mulighed for at gå i banken og låne penge til bolig og flytning. Medarbejderen spurgte mig, hvad det var, jeg gerne ville arbejde indenfor, og jeg svarede, at jeg ønskede at arbejde som skribent på en kulturredaktion, med journalistisk arbejde i andet regí eller eventuelt indenfor andre kulturelle områder.
Jeg kunne tydeligt høre, hvordan manden i den anden ende trak skævt på smilebåndet og pustede luft ud, og så sagde han noget, som jeg var nødt til at bede ham gentage, fordi jeg bogstaveligt talt ikke troede, at jeg havde hørt rigtigt første gang. Men jeg havde hørt rigtigt. Han sagde: "Ja, det er jo det samme som at sige, at du ikke ønsker at påtage dig noget arbejde. Det er jo sådan noget, som vi har masser af mennesker gående i løntilskudsjobs i nede på Brandts."

Denne gang orkede jeg desværre ikke at hidse mig op. Det her er virkelig ved at køre mig ned. I stedet for at tale med store bogstaver forsøgte jeg derfor stille og roligt at forklare manden, at jeg så godt som altid havde været beskæftiget indenfor det kulturelle felt i den ene eller den anden form - selv før jeg tog min uddannelse til cand.mag. i dansk og engelsk. Og jeg remsede op: Medarbejder på et forlag, kunstmaler, boganmelder, medredaktør og medskribent på en bogudgivelse osv. Men manden på Jobcenteret sukkede blot og sagde, at hvis det var den slags arbejde, jeg søgte, så ville jeg få at vide, at jeg søgte for snævert. Jeg kunne så fortælle ham, at jeg rent faktisk har søgt meget bredt, og at det slet ikke er det, som det handler om i den aktuelle situation. I den aktuelle situation handler det om, at jeg i den grad føler mig klemt og presset af udsigten til at være fanget i x antal måneder i et løntilskudsjob, som hverken hjælper mig i forhold til det at få en rimelig indkomst, at flytte derhen, hvor jeg ønsker at bosætte mig, eller at optjene timer i forhold til dagpengesystemet. Medarbejderen foreslog mig, at jeg skyndte mig at søge noget pakkeriarbejde på et gartneri, eftersom julehandelen snart begynder indenfor den branche. Jamen fint! Der er bare lige det problem, at jeg har prøvet gartneriarbejde et par gange tidligere, og det holder min ryg og mine håndled ikke til. Men det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle nogen, hverken på Jobcenteret eller hos MA, for der står sort på hvidt på de papirer, man underskriver, at hvis man vil have dagpenge, så skal man kunne påtage sig enhver form for arbejde.

Desillusioneret og træt ind til marven lagde jeg røret på, lagde mig på min seng og trak tæppet helt op over hovedet. Og så ringede telefonen - uden nummervisning! Som regel undlader jeg at tage min telefon, hvis jeg ikke kan se, hvem der ringer, men denne gang tog jeg den, da jeg tænkte, at det kunne være Knud, som ville tale nærmere med mig om "tilbuddet". I stedet var det skoleinspektøren på den omtalte skole. Han lød svært tilfreds over at kunne indkalde mig til "en snak over en kop kaffe", og jeg kunne hurtigt detektere på den snarlige tøven hos ham, at han blev forundret over, at jeg ikke jublede og kvidrede i røret.

Men ham om det. Dem om det. Jeg behøver ikke også at foregive en begejstring, som ikke er der. Det er sandsynligt, at jeg bliver tvunget til at tage dette job - om det så er i seks eller tolv måneder. Men jeg har svært ved at se, at jeg vinder noget som helst ved den aftale. Det er den arbejdsgiver, der får tilskud til en medarbejders løn, som vinder noget - og så det system, der gennem sådanne ordninger kan holde ledige ude af arbejdsløshedsstatistikker-ne, uden at give dem mulighed for at optjene timer til deres videre ledighedsforløb.

Jeg er nødt til at indrømme det: Energien er på nulpunktet i denne tid. Og kampgejsten ligeså. Sidste sensommers stresstilstand ånder mig i nakken, men udadtil ser jeg jo ud til at kunne klare, hvad det skal være...

I dag har jeg søgt en stilling som journalist (med særligt kendskab til æstetiske og kulturelle områder) i det østjyske. Om jeg beder til de højere magter? Ja, det kan I roligt regne med. Problemet er selvfølgelig bare det, at der ikke står titlen "journalist" på mine papirer. Men jeg har anført mine blogindlæg og mine boganmeldelser som eksempler på, hvad jeg kan. Så er det spørgsmålet, om denne mulige arbejdsgiver hænger sig i titler eller i praktiske færdigheder og ildsjæleblus. Og om vedkommende, i sidstnævnte tilfælde, indkalder mig til jobsamtale - i tide.

Jeg havde set frem til, at det såkaldte jobsøgningskursus på Alecto snart var ovre, så jeg kunne få frigjort noget tid til at koncentrere mig om at søge arbejde indenfor mit ønskeområde, hvilket - som hovedregel - ikke forgår ved at søge på opslåede fuldtidsstillinger. Men noget tyder på, at jeg nu kan skyde en hvid pind efter den plan.

"Det er måden altså, at hun si´r det på..."

Her kommer så hele historien om gårsdagens rådighedsmøde i MA. En entusiastisk kvindelig konsulent med aktiv børnehavepædagogisk udstråling, store armbevægelser og supersmil, lagde ud med at spørge de fremmødte, om vi havde nogen idéer til, hvad vi gerne ville tale om i dag? Der var ingen idéer. De fleste af os havde været til adskillige rådighedsmøder før, og var egentlig mest interesserede i at få afleveret vore medbragte lister over søgte stillinger og så komme hjem igen.

"Jamen, så gør vi bare, som jeg har tænkt!" sagde konsulenten med høj og begejstret stemmeføring. "Nu starter I med at sætte jer sammen to og to, og så vil jeg gerne have, at I taler om, hvad I hidtil har gjort i jeres jobsøgning, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket!"

Min sidekvinde, en nydelig kunsthistoriker med luksusbohemelook, og jeg, kiggede lidt opgivende på hinanden, og indledte så vores samtale.

En halv time senere var mødelederen tilbage. Hun slog opmuntrende ud med armene og bad om de første bud på, hvad der havde virket i vores jobsøgning. Mødedeltagerne kiggede på hinanden bordet rundt, men forholdt sig tavse. Så åbnede jeg munden og sagde: "Der er jo øjensynlig ikke noget, der har virket. Hvis noget havde virket, sad vi jo ikke her."

Mødelederen glippede et par gange med øjenlågene og en skygge gled over panden på hende. Så fandt hun smilet frem igen og modererede: "Naarh, men tilnærmelsesvis..."

Enkelte forsøgte, som gode elever, at byde ind med deres erfaringer, og i løbet af den næste halve time kom vi endnu en gang igennem det sædvanlige repertoire: Skriv uopfordrede ansøgninger, sørg for ikke at være for gammel, sørg for ikke at være nyuddannet. Er du for gammel, tjah - det er der ikke meget at stille op med, er du nyuddannet, så tilmeld dig hos et vikarbureau, så du kan få erfaring gennem skiftende kortvarige ansættelsesforhold.
Og naturligvis kom diverse foldere, brochurer etc. på bordet, så vi kunne læse, hvordan man skriver en ansøgning og et CV. Den samme gamle historie.

Da mødet lakkede mod enden, nævnte mødelederen navnene på et par nye deltagere, som skulle til personlig samtale for at få kigget deres CV igennem. Jeg var glad for, at jeg nu kunne gå hjem, men sådan skulle det ikke være, for pludselig - som om det nærmest var i en sidebemærkning - sagde mødelederen nemlig: "Og Tina, du skal lige ind til Per Einar og have en snak med ham, for der er noget med, at du har en blog, hvor du har skrevet nogle ting og udbyder serviceydelser."

Jeg blev meget, meget vred meget, meget hurtigt. Adrenalinet skød ud i hele kroppen, og mine hænder rystede, da jeg rejste mig op og svarede: "Mon ikke det snarere drejer sig om, at jeg har skrevet nogle ting på nettet, som nogen indenfor systemet ikke bryder sig om?"

"Ja, det kender jeg ikke noget til," sagde mødelederen, som i stor hast fik samlet sine papirer og forsvandt ud gennem døren og hen ad gangen. Jeg samlede mine ting og forsøgte at få lidt styr på mit raseri. Da jeg var på vej ud i gangen, stødte jeg på mødelederen, som nu returnerede. Hun bekræftede, at Per Einar var ledig nu, og at jeg bare kunne gå ind til ham med det samme. Jeg havde en ret klar overbevisning om, at hun netop havde været et smut inde og advicere ham, da døren stod åben ind til hans kontor.

Jeg bankede på og sagde: "Jeg forstår, at du vil tale med mig vedrørende min blog!"
Per Einar kiggede op på sin ræveagtigt afvæbnende facon og sagde: "Næh, det var nu noget med dit CV."
"Det var ikke, hvad jeg fik at vide," sagde jeg, "og jeg vil gerne sige med det samme, at jeg er meget, meget vred."
"Vi har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers blogs på nettet," sagde Per Einar, " det handler om, at du har skrevet noget i dit CV på jobnet, der kan tolkes, som at du tjener penge."
"Hvad?" sagde jeg - og var rent faktisk temmelig uforstående overfor den udmelding.

Og hvad drejede det sig så om? Jo, jeg havde formastet mig til at formulere mig således: "I min fritid arbejder jeg med egne tekster og billeder. Jeg skriver desuden anmeldelser for et webmagasin og foretager interviews."
I første gang var det ordet "arbejder", det var galt med. Per Einar hævdede, at man længere oppe i systemet ikke så med blide øjne på den slags, og at MA kunne risikere at miste bevillinger og jeg at miste dagpenge, hvis nogen gennemgik mit CV og så denne formulering, som så tydeligt kunne tolkes som, at jeg modtog honorar for mine anmeldelser.

Jeg indvendte naturligvis, at Per Einar selv for længe siden havde godkendt mit CV inklusive denne formulering, men det nyttede ikke. Jeg måtte love at gå hjem og omformulere, så sætningen ikke indeholdt ordet "arbejder" eller synonymer for dette begreb. Desuden skulle Per Einar så udarbejde et lille notat, hvoraf det skulle fremgå, at jeg dags dato havde redegjort for min kontakt til det litterære webmagasin og havde meddelt, at jeg absolut ingen penge får for mine anmeldelser. Dette notat ville så blive lagt ind i min sagsmappe hos MA.

Jeg var oprørt. Jeg kunne ikke undgå at sidde med en klar fornemmelse af, at det her med formuleringen i mit CV ikke var den egentlige grund til, at jeg var blevet kaldt ind. Havde mødelederen ikke nævnt begrebet "blog", havde jeg naturligvis umiddelbart købt forklaringen, selvom jeg er af den opfattelse, at sagen vedrørende formuleringen i mit CV i sig selv er flueknepperi. Jeg fortalte Per Einar nogle ting om mit generelle indtryk af systemet, og han bestræbte sig på sin side på at føre diskussionen over i en filosofisk retning, hvor det handlede om, at humanister og samfundsfaglige ser verden forskelligt, og at ét system ikke nødvendigvis er dårligere end et andet, men at det altså netop bare handler om, at humanister kommer ind i nærværende system med en helt anden (afvigende?) tilværelsesopfattelse. Jeg lod den glide af.

Men oprøret og raseriet bar jeg med mig hjem. Er jeg ved at udvikle paranoia? Det vil nogen sikkert mene. Det mener jeg ikke. Så længe jeg kan sætte spørgsmålstegn også ved min egen opfattelse af tingene, er jeg vel ikke helt langt ude. Selvom jeg hælder mod den overbevisning, at nogen er blevet stødt på manchetterne over min kritik her på bloggen. Systemet skal jo gerne køre uden alt for meget grus i maskineriet.

What's going on?

Var til møde i MA i dag. Et længere referat vil senere blive publiceret her på bloggen. Lad mig blot med det samme sige, at da jeg - efter det ordinære fællesmøde - fik besked på, at jeg i umiddelbar forlængelse heraf skulle stille til et personligt møde hos en af konsulenterne, fordi der angiveligt var "noget med, at jeg havde en blog, hvor jeg skrev og åbenbart udbød serviceydelser", blev jeg så rasende, at jeg rystede, idet jeg rejste mig op i forsamlingen og svarede: "Det skulle vel ikke snarere handle om, at jeg skriver nogle ting på min blog, som man fra systemets side ikke bryder sig om at læse?"
Måske tager jeg fejl. Det hævdede konsulenten. Det drejede sig slet ikke om min blog, men om mit CV, hævdede han. Konsulenterne i MA har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers private blogs, sagde han. Men hvordan kan det så være, at mødelederen formulerede sig, som hun gjorde?

Under alle omstændigheder klang dette nummer hele tiden for mit indre øre, og det ringer fortsat i dem.

Så rykker vi!

I går udtrykte min jobkonsulent, Per, det fromme ønske, at vi på Jobkanonen, resten af ugen, måtte få lavet noget, der virkelig rykkede.

Og i dag har jeg da rent faktisk fået skrevet en hel ansøgning på den tid, som det plejer at tage mig at skrive fire hjemme bag mit eget skrivebord. I det regí, hvori jeg nu befinder mig, nemlig hos "anden aktør", svarer det formentlig til noget, der virkelig rykker.

Jeg fik desuden snakket historiske romaner med Jeppe, en lidelsesfælle, som er bygningsarkæolog og i øvrigt ivrig efter at forsøge at skaffe mig en praktikplads som informationsmedarbejder på et uddannelsessted, som han har kontakt til her i området.

Jeppe og jeg havde et par gode samtaler i løbet af dagen, selvom hans interesse syntes at kølne lidt, da det gik op for ham, at jeg sædvanligvis stemmer til højre for midten. (Hvilket ikke ændrer på min kritik af en række af den nuværende regerings dispositoner indenfor flere områder.) Jeppe stemmer naturligvis til venstre, "men det er jo nok fordi, jeg betragter mig selv som humanist!" som han sagde. Jeg smilede venligt og sagde, at jeg skam også opfatter mig selv som humanist, men at jeg så åbenbart bare er humanist på en anden måde. Det fik Jeppe til at koncentrere sig om sin medbragte bog. Jeg var ellers ikke ude på at genere den flinke mand.

Per brugte rent faktisk en god del af dagen på at hjælpe en ældre kvinde på holdet med at skrive et CV og finde ud af, hvordan man bruger mail-systemet. Birthe skal ganske vist pensioneres til næste år. Hun er desuden ufaglært og har været plaget af stress gennem en længere periode, blandt andet som følge af dødsfald blandt nærtstående, men det hindrer ikke dagpengesystemets medarbejdere i at se arbejdsmarkedsmæssige muligheder i hende.

- - -

Opdatering d. 23. september 2008: Det lykkedes minsandten konsulenten at finde noget, som Birthe kunne beskæftige sig med. Hun er nu blevet sendt i fire ugers virksomhedspraktik som pædagogmedhjælper i en børnehave. Birthe er en sød og flink pige, der ikke gør åbent oprør mod autoriteterne. Men da hun hilste af med mig, knækkede hendes stemme over, og tårerne stod hende i øjnene, så hun fik travlt med at forlade lokalet. Ikke fordi Birthe og jeg havde nået at opbygge noget særligt tæt forhold, men fordi Birthe ærligt talt ikke kan klare mere pres og stress i sit liv lige nu. Børnehavepædagog? Praktik? Damen er 59 år og skal gå på efterløn til næste år. Lad hende dog være i fred!

Et samvittighedsspørgsmål

Jeg jog ikke af sted til Jobkanonen her til morgen. I går fik jeg jo at vide, at man ikke tog det så tungt, om vi kom et par minutter for sent. Desuden nåede jeg lige at høre i Nyhederne, at busserne fortsat ikke kørte på Fyn, og jeg måtte vente på den næste nyhedsudsendelse og få det hele med, før jeg fandt ud af, at det i dag kun gjaldt regionalbusserne og ikke bybusserne.

Men jeg ankom da til Alectos lokaler lidt over ni, hvor der sad hele to af mine lidelsesfæller, og hvor endnu to snart dukkede op, efter at have været nede at ryge. Vores konsulenter var ikke at se nogen steder. Der var andre ledige på gangen. De ventede sandsynligvis på at komme til møder, så konsulenterne var velsagtens optaget.
Den formodning kunne en af mine holddeltagere bekræfte. Han oplyste mig endvidere om, at når jeg var blevet krydset af på Pers deltagerliste for dagen, kunne jeg sådan set bare gå hjem og søge job hjemmefra, for der var ingen til at bistå os i dag. Knud var ude af huset, Per sad i møder hele dagen, og Line, som vi endnu ikke havde truffet, men som egentlig skulle have vejledt os i denne uge, lå fortsat syg.

"Sagde Per, at vi bare kunne gå hjem?" Jeg ville gerne have helt klar besked.
"Ja," svarede de andre, som allerede var ved at pakke sammen, "han sagde, at det var op til vores egen samvittighed."

"Fint," sagde jeg, "så vil jeg da bare vente på, at Per kommer ud fra det møde, så jeg kan få min afkrydsning."

Og det gjorde jeg så. Da klienten forlod Pers kontor, stak jeg hovedet ind til ham og sagde: "Jeg er mødt frem, så du må gerne krydse mig af. Jeg forstod på de andre, at vi kan arbejde hjemmefra i dag!"

Per så skråt ned på sine papirer. Han så irriteret ud og vred sig i en skæv stilling på stolen, idét han svarede: "Ja, dér kan man bare se, hvordan en lille fjer kan blive til fem høns: Jeg sagde, at det er jo op til jeres egen samvittighed, om I går hjem eller sidder her."

"Tak!" sagde jeg. "Det var bare lige for at få det helt på det rene."

"Men vi regner med, at Knud og Line dukker op i morgen og er her resten af ugen, så I har dem begge to både onsdag, torsdag og fredag, så der virkelig kan blive rykket noget!" tilføjede Per i noget, der lignede et desperat forsøg på at virke progressiv.

Klokken lidt over ti forlod jeg - i lighed med resten af holdet - aktiveringsstedet for resten af dagen. Jeg har bedre ting at tage mig til. Jeg skal for eksempel have søgt nogle jobs, hvilket jeg bedst kan gøre hjemmefra, hvor jeg har en funktionel PC til rådighed, noget mere ro og en telefon, jeg kan tale i, uden at der sidder syv andre mennesker og overhører samtalen. Og så skal jeg naturligvis skrive. Det er min selvopfundne aktivering og jobpraktik i ét. Når alt kommer til alt, er det jo skribent, jeg vil være. Så når Alecto beder mig udfylde en såkaldt karriereplan og skrive, hvor jeg ser mig selv om 2 år, og hvilke delmål, jeg skal opfylde på vejen for at nå dertil, så kan jeg kun skrive: "Jeg vil være forfatter/skribent" og ud for delmålene: "Skrive, skrive, skrive!"

Det var naturligvis dejligt at slippe tidligt, men jeg ville ønske, at en medarbejder fra Alecto havde ringet rundt og aflyst vores fremmøde i dag. Det koster mig immervæk 32 kr. dagligt at tage turen frem og tilbage med bussen. Det er også en slags penge, som jeg altså, i dette tilfælde, ikke får noget for. Når man altså ser bort fra det kryds i kalenderen, som formentlig skal bevise, dels at jeg er mødt op, og dels at Alecto udfører en eller anden form for arbejde, hvor lemfældigt det så end måtte være.

Det vigtigste er, at vi er der!

Klokken ni morgen mødte jeg til aktiveringskurset Jobkanonen på Alectos kontorer, som er anbragt en lille kilometers penge udenfor busruterne og ude bag byens mere tvivlsomme gader. Sidstnævnte betyder, at man som kvindelig fodgænger i området løber spidsrod mellem langsomtkørende biler og afklædende blikke fra de herrer, man møder undervejs i landskabet. Jeg siger ikke, at enhver, der færdes i området enten er luder, lommetyv eller ude på sjov, men der er saftsuseme mange, der kigger en ekstra gang, i et nyfigent forsøg på at afgøre, hvorvidt en enlig kvinde på de kanter er "en af dem der" eller ej.

Det korte af det lange er, at jeg, trods alt, nåede velbeholden frem og op i mødelokalet, hvor der herskede en afslappet, men allerede noget opgivende stemning blandt de fremmødte. Ikke mindst blandt dem, der allerede havde været i gang med samme forløb de forgangne 14 dage.

En mandlig konsulent, Per, tog os nye med ind i et andet lokale, hvor vi fik udleveret det samme pædagogisk udformede karriereplansskema, som vi allerede én gang, under et introduktionsmøde hos denne "anden aktør", har udfyldt. Der er tale om sådan nogle handy skemaer med magnumskrift, hvor man skal notere i små bokse, hvor man ser sig selv om 2 år, hvilke delmål, man sætter sig undervejs etc. Og så skal vi endnu en gang fremkomme med en beskrivelse af de tre nøgleområder: Uddannelsesmæssige kompetencer, faglige kompetencer og personlige kompetencer.

Denne gang vil jeg kopiere papirerne, når jeg har udfyldt dem, for der er grænser for, hvor mange gange jeg gider gentage det pjat. Jeg er sikker på, at enten arkiveres de udfyldte skemaer lodret, når de er afleveret, eller også indsendes de til en eller anden kontrolinstans, der angiveligt skal holde øje med, om det ser fornuftigt ud, hvad Alecto går og laver. Kvaliteten bedømmes næppe. Det er sikkert nok, at der indløber en lind strøm af papirer fra "anden aktør" landet over. Det holder hænderne beskæftiget.

Vi fik dernæst besked om at gå tilbage til det andet lokale, hvor der var computere til rådighed, så vi kunne påbegynde vores jobsøgning.
Et lyst hoved spurgte, hvad kurset egentlig ville bestå af og gå ud på den kommende måned.
"Ja, altså...holdforløbene er vi ligesom gået væk fra," sagde Per, "for det har vist sig ikke at fungere så godt, og vi har jo forrygende travlt, og så sidder den ene i møde og så sidder den anden i møde. I stedet fungerer vi som sparringspartnere for jer på individuel basis, så I skal bare sige til, hvis I har brug for hjælp undervejs i jeres jobsøgning."
Vi gloede på ham. Nogen nøjedes med at glo ud i luften.
Per vendte ryggen halvt til os og fik pludselig retning mod et andet hjørne af lokalet. Han slog ud med den hånd, han endnu holdt nogle papirer i, og så sagde han: "Det vigtigste er jo sådan set, at I er her! Ellers blander vi os egentlig ikke."
Vi arbejdssøgende gloede på hinanden, rejste os og gik tilbage til det første lokale.

Her trådte Knud, en tilsyneladende mere aktivt engageret konsulent til. Hans rolle på stedet var at fungere som vores virksomhedskontakt, fortalte han.
Knud foreslog en præsentationsrunde og minsandten, om ikke det lykkedes også at få ham til at præsentere sig. Ellers er det yderst sjældent man får at vide, hvilken baggrund disse unikummer, med titel af jobkonsulenter, rent faktisk har. I dette tilfælde var der tale om en mand, der lod til at have været vidt omkring. Jeg bed naturligvis først og fremmest mærke i, at Knud blandt andet havde beskæftiget sig med journalistik og marketing. (Det kan man naturligvis gøre på mange niveauer, men i bedste fald kan jeg lære noget af ham. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.Om ikke andet kan han forhåbentlig sympatisere med min skrivekløe.)

Knud spurgte lidt ind til vores erfaringer med jobsøgning, mulige årsager til afslag, som vi måtte have fået osv. Umiddelbart intet nyt under solen, må jeg sige. Vi hørte det sædvanlige: At det er vigtigt at virke overbevisende under en jobsamtale, at man ikke skal accentuere sine mangler, at man må udvise geografisk mobilitet, og hvad der nu ellers hører sig til. Alle flosklerne var der. Jeg sagde til Knud, som imidlertid så småt var begyndt at vise sig lidt mere fleksibel og forstående overfor vores situation, end det ellers er hovedreglen hos folk, der ernærer sig gennem det opstrammede dagpengesystem, at jeg jo godt var klar over, at han skulle sige de her ting. Men lad os se det i øjnene: Hvis en arbejdsgiver sidder med to omtrent lige kvalificerede ansøgere at vælge imellem, så tager han altså den, der i forvejen bor tættest på arbejdsstedet, uanset hvor overbevisende den anden er, i sine forsikringer om at ville rykke teltpælene op og blive nabo til virksomheden. Så lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en eller anden idealforestilling.

Den slags detaljer brugte vi nogen tid på under rundbordssamtalen. Jeg fik så samtidig indsparket min klage over, at en af hans kolleger, som omtalt i et tidligere indlæg her på bloggen, ikke havde været til megen hjælp i forbindelse med nogle løntilskudsstillinger, jeg havde rettet henvendelse om.
Knud viste sig fra den hjælpsomme side. Da rundbordssnakken var ovre, og vi blev anvist hver en computerplads, foreslog han, at jeg selv fandt stillingerne påny. Jeg foreslog så, at jeg lige fik et print af den mail med både jobbetegnelser og ID-numre, som jeg tidligere havde fremsendt til hans kollega, Laila.

Der gik et par minutter med at finde hende, men pludselig dukkede hun op i landskabet sammen med Per, som vist ellers skulle sidde i møde på det tidspunkt. Det havde han da undskyldt sig med tidligere.
Laila gled professionelt af på mine høflige protester over, at jeg end ikke havde modtaget en tilbagemelding vedrørende de nævnte stillinger. Hun blev ved at vende tilbage til, at hun ikke havde kunnet finde dem i jobnet-systemet.
Da jeg fik min mail med betegnelser og ID-numre udleveret og fik gang i det gamle hakkebræt af en computer, som var stillet til rådighed, tog det mig ca. 10 minutter at finde de samme stillinger og printe dem ud! Knud, som er en flink fyr og en loyal kollega, undskyldte flere gange Laila med, at hun havde utroligt meget at se til, og at der var dage, hvor computerne simpelthen åd alt, hvad man stoppede i dem.

Knud koncentrede sig en tid lang om mig. Han spurgte, hvad jeg virkelig gerne ville arbejde med? "Skribentvirksomhed!" sagde jeg. "Hvis du spørger, hvad jeg virkelig gerne vil, så vil jeg skrive. Og kan jeg ikke komme til det i mit daglige arbejde, så vil jeg bare have et job, jeg kan holde ud, og så vil jeg skrive i min fritid. Jeg har ingen karriereambitioner i den forstand. Jeg vil skrive: Fagligt eller skønlitterært. Dét er min drøm!"

Og så tænkte jeg, at nu kunne det ærligt talt være det samme, så jeg viste Knud min blog, for at han kunne se, at jeg rent faktisk kan skrive. (Det glæder mig at kunne sige, at han godt kunne klare mosten, da han skimmede et par af mine indlæg under rubrikken "Min karriere som ledig".)

Knud foreslog alle de ting, som han jo skulle foreslå: "Sæt dig nu og søg efter forlag på Fyn, på litterære magasiner, på kulturmagasiner og livsstilsmagasiner."

Tjah, noget skulle tiden jo gå med. Så jeg gik i krig, selvom jeg jo har prøvet de ting før og ved, at de fleste af den slags magasiner bliver redigeret og forfattet af frivillige medarbejdere eller studentermedhjælpere, som får en beskeden hyre for deres udfoldelse, og at forlagsstillinger besættes af nogen, der kender nogen - eller af studentermedhjælpere, som får en beskeden osv...

Jeg må indrømme, at det vist lykkedes Knud at få sendt i hvert fald to af de syv deltagere på holdet afsted til jobsamtaler i løbet af dagen. Det er nok den mest aktive indsats, jeg endnu har oplevet indenfor dette system. Han har også lovet mig, at han vil forsøge at trække i trådene og få mig til en jobsamtale - formentlig indenfor marketing eller tilsvarende. Nu får vi se, om Knud kan trylle, eller om det bare er mere varm luft fra endnu en medarbejder indenfor systemet... Ingen disrespekt, Knud, men jeg tror efterhånden kun det, som jeg ser med egne øjne.

I løbet af dagen fik jeg forresten den ikke uvæsentlige oplysning, at når det gælder løntilskudsstillinger, så forholder det sig ofte sådan, at jobkonsulenter rundt om i landet skynder sig at reservere de udbudte stillinger for x antal dage - uanset om de har klienter, der passer på jobprofilen eller ej. For der kunne jo komme en, der passede ind, og så er det rart at kunne sende vedkommende afsted med det samme! Det betyder så, at vi, der sidder hjemme og søger på de samme netsider, kommer for sent i adskillige tilfælde. Det sagde de ikke noget om, hverken på MA eller på Jobcenteret, da de gav os koden til siden med løntilskudsstillinger.

Vi kom igennem dagen. Det gør man jo. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg i uhyggelig grad blev mindet om et aktiveringssted, som jeg var på engang midt i halvfemserne, dengang jeg var ufaglært og opfattede mig selv som nederst i hierarkiet: Her var kaffemaskinens plads også noget af det første, man fik anvist, og her fik man også besked om, at "I skal jo sådan set bare være her, så er resten egentlig op til jer."

Jeg forsøgte at udvise lidt engagement denne første dag, for jeg har den indfaldsvinkel, at når man nu skal sidde der, så kan man lige så godt forsøge at få noget ud af det. Men Knud, som lader til at være den eneste endnu foretagsomme konsulent på stedet, vender først tilbage sidst på ugen, og jeg arbejder nu en gang bedst i fred og ro bag mit eget skrivebord og fra min egen telefon, hvor ingen overhører mine ansøgningssamtaler. Så i morgen vil jeg måske spørge en af mine medaktiverede, hvad det egentlig var for et spil, han sad og spillede på sin computer i dag? Eller måske vil jeg bare skrive lidt på min blog. I mit tilfælde er sidstnævnte vel også en form for jobtræning. Eller hvad?...

Jeg kan tilføje, at jeg også kom velbeholden hjem i dag, på trods af ruten gennem det tvivlsomme kvarter. Det gælder om at se s....sur ud og gå raskt til. Og sådan er det jo så mange steder.



NB: Navne på enkeltpersoner er ændret af redaktionen!

Jobkanonen: KABOOOOOM!!!

I morgen sker det! Jeg starter på forløbet Jobkanonen (hvilken progressiv titel), et inspirations- og motivationskursus! for ledige med en længerevarende videregående uddannelse. Det er i hvert fald sådan, "tilbuddet" præsenteres for os, der ikke kan sige nej uden at miste retten til vore dagpenge.

Jeg har modtaget et brev fra anden aktør, Alecto, som altså står bag initiativet. I dette brev står der følgende:

"Den første dag skal du blandt andet præsentere dig selv for de andre på holdet, så det er en god ide at forberede en kort selvpræsentation."

Hallo derude, allesammen, hvornår går toget væk herfra?
- "En kort selvpræsentation", det skulle man altså nok lige kunne finde ud af uden nogen forberedelse, når man har læst på "Unitetet" i syv år.

Der står endvidere, at man skal medbringe:
"En underskreven jobplan, personligt CV, ansøgninger og andet karriere-relevant materiale - gerne på et USB-stik eller diskette."

Kursiveringen er min (bemærk iøvrigt læse-let-bindestregen i "karriere-relevant"). Det kan da gerne være, at nogen af de andre tvangsindlagte deltagere på den kommende måneds aktiveringskursus har ambitioner om at "gøre karriere" (og skam få den, der tænker ilde derom), men det gælder ikke mig, og jeg er inderligt træt af, at det - på den ene side - er den forventning, jeg mødes med hos både MA, Jobcenteret, diverse ansættelsesudvalg samt anden aktør, når jeg - på den anden side - gang på gang skal høre, at man som højtuddannet dagpengemodtager skal være parat til at påtage sig et hvilket som helst job, fordi man - netop som højtuddannet - er kvalificeret til at udføre "alle former for arbejde". Det sidste er jo desuden en absolut tåbelighed: Der er næppe nogen murermester, der vil være interesseret i at hyre mig eller nogen anden akademiker uden praktisk erfaring indenfor faget, uanset hvor mange medarbejdere han mangler.
Der er i det hele taget ikke mange virksomhedsindehavere, der ønsker at ansætte en, de betragter som "overkvalificeret".

Tro mig, for jeg har ikke kun søgt stillinger som gymnasielærer, AC-medarbejder eller studievært på en lokalstation, men også som køkkenassistent på en sushi-restaurant, kirketjener, folkeskolelærer, medarbejder på et værested for psykisk syge og servicemedarbejder på et hospital.

Men lad os nu se, om konsulenterne på Alecto alligevel overrasker. Indtil videre er jeg nemlig ikke imponeret. Jeg har fortsat ingen tilbagemelding fået på min henvendelse til dem, i sidste uge, vedrørende de løntilskudsstillinger, jeg var interesseret i. Så jeg forbeholder mig ret til lidt mere end en vis skepsis overfor dette tegneserieprojekt med den progressive titel. Selv vil jeg kalde det et knaldtilbud, der kun tjener til at skyde den lediges iver, lyst og selvstændige initiativer ned.

Rettelse:
Ovenfor har jeg skrevet, at Jobkanonen var et tilbud for ledige med en længerevarende videregående uddannelse. Der har jeg så åbenbart misforstået noget, for i dag (d. 2. september) gik det op for mig, at vores hold, udover magistre, også består af en tjener, en butiksuddannet, en tidligere biblioteksmedhjælper og en ufaglært kvinde, som i mange år var ansat hos TDC.
Så måske er der ikke noget at sige til, at Alecto i deres brev beder den ledige om at forberede en kort selvpræsentation. Eller?
Samtidig vil jeg så mene, at det fra begyndelsen er en fejltagelse at stuve mennesker med så forskellig uddannelsesbaggrund sammen og forestille sig - eller bilde dem ind - at man kan give dem et kursus, som de alle, hver især, vil kunne drage nytte af. Forklaringen er selvfølgelig den, at kurset rent faktisk ikke er noget kursus, men rent paragrafrytteri.

Akademisk staldmedhjælper i Aalborg?

Systemet fungerer ikke. Eller gør det? Måske handler indsatsen fra MA's, Jobcenterets og anden aktørs side slet ikke om at hjælpe de få ledige akademikere til at komme i arbejde, men om at opretholde arbejdspladser for kontorfunktionærer, socialrådgivere og andre, der er ansat til at holde papirnusseriet igang. Man kan i hvert fald sagtens få den mistanke, når man har været dagpengemodtager et stykke tid.

Jeg har før skrevet om de praktiske problemer i forbindelse med at søge løntilskudsjob. Problemerne er ikke blevet færre eller mindre siden dengang. Det vender jeg tilbage til senere.Først en lille forhistorie eller opdatering:

Jeg er nu, som det så smukt hedder, udliciteret til anden aktør. Konsulentbureauet Alecto, der oprindelig var et computerfirma, har overtaget mig som klient. Jeg er dér blevet tildelt en konsulent, som skal hjælpe mig til at optimere mine forsøg på at komme i arbejde. Vi havde vores første samtale for nogle uger siden, og naivt optimistisk, som jeg var (der var jo en særlig grund til, at jeg havde valgt Alecto.com som aktør fremfor vikarbureauet Ramstad), spurgte jeg ind til muligheden for at få et eller flere PC-kurser, som kunne gøre det muligt at skrive PC-superbruger eller lignende på mit CV. Jeg har jo bemærket, at de fleste virksomheder søger personale, der er "godt hjemme" i alt fra Microsoft Office pakken og til de mest avancerede grafikprogrammer.

Den flinke mand kiggede sine papirer igennem og fortalte mig så, at principielt var det en mulighed. Der var bare lige den hage ved det, at det måtte ske i aktiveringsperioden, og da min aktiveringsperiode startede i uge 36 og løb en måned frem, så ville jeg ikke kunne blive tilmeldt nogen af de kurser, jeg rent faktisk havde brug for. Jeg spurgte høfligt, om man så ikke kunne forestille sig, at man skubbede min aktiveringsperiode en uge eller to, så jeg kunne blive tilmeldt de rette kurser, men det var absolut ikke muligt. Aktiveringsperioden lå fast.

PC-kurser (som jeg iøvrigt kun vil kunne deltage i, hvis jeg er indstillet på dagligt at rejse frem og tilbage til København med en egenbetaling for transport på ca. kr. 40,- om dagen) kan der altså ikke blive tale om. Jeg kunne forsøge selv at finde et aktiveringssted for en periode på 4 uger, hvilket konsulenten stærkt anbefalede. Det kunne nemlig være et springbrædt til en fast ansættelse, hævdede han og fortalte flere solskinshistorier. Jeg spurgte, om han kunne anbefale nogle virksomheder, om Alecto måske havde nogen kontakter (som det står skrevet i deres brochure), som han kunne anbefale mig at henvende mig til? Men nej, sådan spiller klaveret ikke. Hvis ikke jeg selv kunne finde et aktiveringssted, så var der kun den mulighed tilbage, at jeg kunne blive tilmeldt et jobsøgningskursus i Alectos Odense-regí. Og det blev jeg så.

Mandag d. 1 september og en måned frem vil jeg dagligt, fra klokken 9-15, skulle sidde i en tidligere fabriksbygning ude i et gammelt industrikvarter, hvortil der naturligvis ikke kører bybusser (og begge dæk skal skiftes på min gamle cykel, hvilket budgettet ikke holder til de næste par måneder), og skrive ansøgninger around the clock sammen med x antal andre håbløse tilfælde af langtidsledige med en længerevarende uddannelse. Det skal nok blive muntert, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde min mund.

Tilbage til det med løntilskudsjobbene. Jeg klagede til konsulenten over, at der fortsat lå annoncer på gamle og forlængst besatte stillinger inde på Jobnets side for job med løntilskud. Konsulenten smilede venligt og beklagede. Jeg fortalte, at medarbejderne på Jobcentrene rundt om i landet desuden fralagde sig ethvert ansvar og stillede sig undrende an, når man ringede for at høre nærmere vedrørende en nyopslået stilling.
"Åh," sagde konsulenten, "men når du er udliciteret til anden aktør, så er det os, du skal henvende dig til, hvis du finder et løntilskudsjob, du er interesseret i. Så kan vi reservere det til dig, og så er det os, der har ansvaret overfor den annoncerende virksomhed. Det er der nemlig mange af dem, som foretrækker, og det er derfor, at de sjældent opfordrer til, at den ledige selv henvender sig."

I denne uge fandt jeg ti løntilskudstillinger, jeg var interesseret i. Der var alt lige fra et job som kommunikationsmedarbejder i noget, der lød som en humanistisk interesseret virksomhed her i byen og til en stilling som servicemedarbejder på et hospital i Jylland. Jeg skyndte mig naturligvis at kontakte Alecto, men blev omdirigeret til en anden konsulent, da min egen var på ferie. Kvinden i telefonen var meget imødekommende og lød faktisk som om, der måske var lidt mere gang i hende, end i min noget tilbagelænede mandlige konsulent. Hun bad mig sende ID-numrene på de omtalte stillinger, så ville hun undersøge, om de fortsat var ubesatte og vende tilbage til mig.

Det var i forgårs. I går hørte jeg ingenting. Hverken på mail, på telefon eller på min mobil. Jeg kontaktede så damen igen her til formiddag og hun lød, sandt at sige, som en, der var blevet taget på sengen. Efter nogle indledende øh'er bestemte hun sig for, at "sige det, som det var": Hun havde endnu ikke nået at se på tingene. Hendes høflige undskyldninger kan jeg ærligt talt ikke bruge til meget. Jeg havde den største lyst til at sige hende et par grimme sandheder, for enhver jobsøger ved, at man ikke bare skal handle hurtigt, men aldeles omgående, hvis man vil have en chance for at få en løntilskudsstilling, før den bliver besat til anden side. Jeg beherskede mig dog, og jeg blev lovet en opringning, så snart konsulenten havde haft tid til at kigge på tingene.

Der gik et par timer. Så ringede telefonen. Konsulenten undrede sig over, at jeg havde lagt billet ind på en stilling som staldmedhjælper i Aalborg. Det undrede sandt for dyden også mig! Dels har jeg ingen ambitioner om at flytte til Aalborg, selvom det er en prægtig by, og dels har jeg svært ved at se mig selv som staldmedhjælper, selvom jeg er glad for dyr og engang har haft et par geder indlogeret. Konsulenten konkluderede nu, at der måtte være fejl på systemet, men det kunne jo godt være, som hun sagde, at jeg havde søgt en stilling som staldmedhjælper, for hun kunne jo se, at jeg vist havde søgt et par stillinger som servicemedarbejder.... Den lod hun lige hænge i luften et øjeblik, ligesom jeg vil gøre, for at både servicemedarbejdere og staldmedhjælpere hver især kan få tid til, at undres og fortørnes over sammenligningen, på deres respektive præmisser.

Jeg forsøgte så at forklare damen, at de bemeldte servicemedarbejderstillinger indebar en smule journalarbejde foruden kaffebrygning samt rengøring af hospitalets undersøgelsesrum, hvilket jeg udmærket mente at kunne leve med, hvis jeg så til gengæld kunne have ro til i fritiden at beskæftige mig med mine litterære interesser og mine skriverier. I det hele taget, fortalte jeg hende, handler det for mig ikke om at finde et karrierejob. Jeg skal bare have fred til at kunne arbejde med det, som interesserer mig, i min fritid. (Nyuddannet og 44 år gammel har jeg efterhånden skudt en hvid pind efter en fagligt relateret karriere i et ungdomsfixeret samfund). Der undslap damen et hørligt forbløffet "åhhh".

Men fejl på systemet var der åbenbart, for konsulenten kunne ikke finde de ti stillinger ved at slå op under de ID-numre, som hun to dage tidligere havde bedt mig om at finde frem og sende til hende. Nu ville hun så forsøge at finde stillingerne ved at gennemgå samtlige annoncer, hvilket jo nok ville tage lidt tid. "Ja, jeg kunne selvfølgelig også bede dig om at finde dem på nettet igen og sende mig links til dem," sagde hun med honningstemme, "men det vil selvfølgelig tage samme tid, og det er jo ikke din skyld, at der er fejl i systemet."

Nej, det er nemlig ikke min skyld. Det er heller ikke min skyld, at de opslåede løntilskudsstillinger når at blive reserveret til alle mulige andre, hvis konsulenter arbejder hurtigere og mere målrettet, end dem jeg her har omtalt. Og det er, så vidt jeg har forstået, de selvsamme mennesker, som den næste måneds tid skal stå for at instruere mig og bakke mig op i min jobsøgning. Ugens fem dage, fra 9-15! Og så er der forresten lige en onsdag formiddag, hvor jeg skal stille på MA's kontor og have repeteret reglerne for at modtage dagpenge, og hvor jeg skal aflevere en liste over de stillinger, jeg har søgt siden det sidste møde samme sted.

Jeg tror, at jeg ville have større chance for at få et job - og et job, der er relevant i forhold til min uddannelse og mine interesser - hvis jeg brugte tiden på at skrive kronikker, artikler eller bøger. Men den slags er på det nærmeste udelukket. Reglerne for den slags tiltag indenfor dagpengesystemet er så indviklede, at man risikerer at miste retten til dagpenge, før man har nået at sætte sig ind i, hvor man skal sende de dertil hørende kontrakter hen til godkendelse, inden en given kronik sendes i trykken. Desuden: Hvilken redaktør har tid til at vente på den slags papirnusseri? Hvis systemet havde været anderledes indrettet, kunne jeg måske have tjent en lille skilling (selvom beløbet naturligvis skulle modregnes i min dagpengeydelse) - og dertil have gjort lidt reklame for mine evner som skribent ved at sælge en klummeserie om "Min karriere som ledig" til JyllandsPosten, eller hvem, der nu havde mod på at bringe mine observationer. Men systemet er altså ikke sådan indrettet. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Det er klogt udtænkt af netop sådan et system!

Det eneste sted, en dagpengemodtager altså (endnu) kan få lov til at skrible i fred og give sin mening til kende, er på bloggen. Det vil jeg benytte mig af i videst mulige udstrækning - og så længe jeg overhovedet kan!

Endnu et lærerigt møde på jobcenteret

Jobcenteret indkalder sytten højtuddannede til fælles orientering om reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør og til en efterfølgende individuel samtale. Mødet varetages af to af jobcenterets medarbejdere og foregår således:

1. Fotokopier af reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør uddeles til de indkaldte klienter.
2. Den mandlige medarbejder laver en PowerPoint-præsentation af samme regler.
3. Den kvindelige medarbejder besvarer spørgsmål fra mødedeltagerne, vedrørende mere specifikke tolkninger af reglerne, med et fnisende ”skal vi ikke bare sige, at det forholder sig sådan og sådan?”
4. Den mandlige medarbejder oplyser, at man ikke behøver at gå til en individuel samtale efterfølgende.
5. Mødedeltagerne, som er vant til at skulle opfylde alverdens strikse regler til punkt og prikke for at opretholde retten til dagpenge, spørger forundret, om det vil sige, at det ikke er et krav, at de deltager i en individuel samtale. Hertil svarer den kvindelige medarbejder fnisende: ”Skal vi ikke bare sige det sådan, at det må I selv om?” Gået nærmere på klingen af en bekymret akademiker, der nu henviser til ordlyden i mødeindkaldelsen, supplerer medarbejderen med den oplysning, at den slags indkaldelser jo bare er vejledende.

Jeg valgte at gå hjem for at søge job med løntilskud. Jeg mente, at min tid ville være brugt bedre på den måde. PowerPoint-præsentationen, som var ganske unødigt spild af tid, da enhver akademiker selv kunne have læst sig til informationerne i det udleverede materiale, såvel som de vaklende udmeldinger fra den kvindelige medarbejder, indgød mig absolut ingen tillid til, at disse mennesker ville kunne hjælpe mig i mit videre jobsøgningsforløb. Måske de også bare ville have tidlig frokost, når nu klienterne var på vej videre til anden aktør. Noget kunne tyde på det.

Vel hjemme kontaktede jeg indtil flere lokale jobcentre på Fyn for at søge stillinger, som var opslået på Jobnet under ”Job med løntilskud”. På jobcenteret i Svendborg såvel som på jobcenteret for Faaborg-Midtfyn var medarbejderne anderledes hjælpsomme, end dem, jeg er stødt på i Odense.

Alligevel må jeg sige, at skidtet simpelthen ikke fungerer: Hver gang jeg ringer til et jobcenter vedrørende en opslået løntilskudsstilling mødes jeg af vantro telefonstemmer, som siger: ”Står der, at du skal kontakte os? ” Efterfølgende går der en rum tid, før medarbejderen finder frem til den jobannonce, jeg reflekterer på. Omsider kommer svaret: ”Stillingen er allerede besat!” Spørger man, hvorfor den så fortsat står annonceret på Jobnet, får man den besked, at man på jobcenteret er klar over problemet, men desværre endnu ikke har fundet ud af, hvordan man fjerner de allerede besatte jobannoncer fra siden. Sådan har det været i månedsvis.

Undskyld mig, men hvor svært kan det være? Har jobcenteret ikke en IT-kyndig medarbejder eller i det mindste en samarbejdspartner, som kan sørge for, at siden løbende holdes opdateret? Hvor mange ledige bruger mon tid og penge på at ringe forgæves på de stillinger? Hvor megen tid og hvor mange penge bruger jobcentrene på at besvare disse opkald?

Som akademiker – og sikkert som et hvilket som helst andet nogenlunde selvstændigt tænkende menneske – føler man sig godt og grundigt fejlplaceret og undervurderet i dette system.
Men det er altså de medarbejdere, som vi mødte i dag, og dem, som tager telefonerne rundt om på landets jobcentre, der har et arbejde – og ikke de sytten akademikere, inklusive undertegnede, der sad hovedrystende rundt om bordet, selvom vi, hvis jeg må have lov at sige det, virkede en del kvikkere i aftrækket.
Beats me!

Tableau på jobcenteret

I dag befandt jeg mig på Jobcenter Odense, fordi jeg var blevet indkaldt til et orienterende møde vedrørende udlicitering til anden aktør. Jeg ankom ti minutter før det fastsatte klokkeslet, og da jeg havde ventet et kvarter, henvendte jeg mig til en ansat, som vimsede rundt med sin morgenmadpakke i hånden bag en åbentstående kontordør på den anden side af gangen. Jeg viste hende min indkaldelse og forhørte mig om, hvad der egentlig foregik.

Hun så på min indkaldelse og kunne efter en kort vandring ned ad gangen og tilbage igen oplyse mig om, at den konsulent, som havde indkaldt mig, netop nu sad i et andet møde, så jeg kunne bare tage plads og vente lidt længere.

Jeg tog plads, og da de næste tre minutter var gået, og der fortsat ikke var dukket nogen op, begyndte jeg at overveje, hvor store typer jeg nu skulle anvende, når jeg igen henvendte mig. Kunne det virkelig være meningen, at man som ledig skulle sidde og vente i både et kvarter og en halv time, når man var indkaldt til en aftale, ydermere under trusler om fratagelse af dagpengene, hvis ikke man viste sig rettidigt? Jeg begyndte imidlertid at undre mig over, hvor de øvrige mødedeltagere blev af. Jeg kunne forstå af skrivelsen, at der var tale om et gruppemøde, hvorefter man skulle have en individuel samtale. Netop som jeg rejste mig op for at sige et par borgerlige ord til nærmeste ansatte på jobcenteret, slog det mig, at jeg hellere måtte læse min indkaldelse en ekstra gang. Og så gik det op for mig, at det var mig, der var kommet i god tid. Faktisk en uge for tidligt. Pinligt - og ærgerligt! Nu havde jeg lige fået hidset mig op og var blevet bekræftet i mine tanker om den inkompetance, som ofte hersker blandt de ansatte på steder som jobcentre etc. På den anden side set: Måske den ansatte, som jeg tidligere havde henvendt mig til, også burde have tjekket datoen.

På vej ud ad bygningen kom jeg i tanker om, at jeg lige så godt kunne henvende mig personligt for at få afklaret spørgsmålet om, hvorvidt jeg på nuværende tidspunkt er berettiget til at søge et job med kommunalt tilskud. (Jeg havde kig på nogen bestemte stillinger.)

Altså gik jeg ind i det lokale, hvor Skattevæsenet plejede at holde til, og hvor Jobcenterets straks-afdeling, eller hvad sådan en hedder, nu har til huse. Langs med væggen var en række stole placeret til de ventende. Ved vinduerne overfor stod opstillet en lang række skriveborde, men kun ved et af dem - ét - sad en medarbejder, en støvet udseende lille, ældre herre, hvis ansigt var lige så gråblegt som hans trøje og bukser og væggen bag ham. Gad vide, hvor de har gravet ham op?

Foran hans skrivebord stod en kvinde, som formentlig havde bedt manden undersøge et eller andet. I hvert fald var han i færd med, i slowmotion, at taste nogen ting ind på sin computer. Han sagde ingenting. Hun sagde ingenting. Det lignede mest af alt et tableau, som man kunne forestille sig det i en moderne opsætning af Kafka. Jeg gik så tæt på den gule diskretionslinje, som jeg kunne uden at virke påfaldende indiskret. Og ventede. Og ventede.

Omsider blev det min tur. Sendrægtigheden hos den støvede medarbejder havde fået al min skal-vi-så-se-at-komme-videre-energi op i mig, og jeg forelagde ham mine spørgsmål med høj og hurtig stemmeføring. De vandholdige øjne så sløvt op på mig. Så kom der nogle svage lyde ud af munden på manden, hvorpå han - i slowmotion - gik over gulvet, ned i den anden ende af det langstrakte lokale og ind gennem en dør, hvor han åbenbart konferede med en anden medarbejder. Og jeg ventede. Og ventede.

Efter nogen tid bevægede manden sig - i slowmotion - tilbage over gulvet og om på sin plads bag skrivebordet, hvorefter han kunne fortælle mig, at jo, jeg var berettiget til det ønskede kommunale tilskud.

Tak for det! Jeg tog min jakke over armen og forlod Jobcenteret, imens jeg spekulerede på, hvad der afgør, hvem der får et givent job, og hvem, der ikke får det? Jeg har nemlig selv søgt et job som medarbejder på Jobcenter Odense for nogen få måneder siden. Lød jeg mon for energisk i min ansøgning? Måske så ansættelsesudvalget rigtigt: Jeg ville nok ikke passe ind i de rammer! Så et eller andet må de da have forstand på.

Klik-klik

"Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at man kunne gøre en ved lov vedtaget ydelse afhængig af, at du går ind på en computer og trykker på en knap. Det svarer til, at du skal løbe tre gange rundt om Fælledparken og stemple ind i en maskine for at få din løn. Det er jo helt absurd."

Søren W. Rasmussen (manden bag checkjobnet) om syvendedagsklikket. Citatet stammer fra artiklen "Det umulige regnestykke" i Magisterbladet nr. 8, 2. maj 2008

Ét klik fra Helvede

Foruden de fire ansøgninger om ugen, som man måske og måske ikke skal sende til opslåede fuldtidsstillinger, er man som ledig også forpligtet til at indsende dagpengekort ca. hver femte uge. Det kræver et vågent øje, for datoerne for indsendelse er skiftende i løbet af året. Desuden skal man hver syvende dag klikke ind på Jobnet og bekræfte, at man fortsat er jobsøgende. Første gang man glemmer det, får man en skriftlig påmindelse og en advarsel. Anden gang ligeså. Men tredie gang så kommer systemet og smider en i den sorte gryde.
Den sorte gryde er i dette tilfælde et sted, hvor man er dømt ude og ikke længere har ret til ydelser fra dagpengesystemet.

For nogle uger siden kom min første advarsel. Jeg var tolv timer for sent på den med min bekræftelse. Min undskyldning? Jeg havde ingen. Det skulle da lige være, at jeg havde haft så travlt med at skrive ansøgninger, at det lille klik med musen glippede for mig.

Nu har jeg så modtaget min anden advarsel (jeg var 24 timer for sent på den), og jeg mærker jorden brænde under mine fødder. Hvordan kunne jeg dog glemme det lille klik én gang til? Det kunne jeg, som jeg fortalte en jobcentermedarbejder i telefonen, fordi jeg i netop de dage var væk hjemmefra. Jeg opholdt mig nemlig i Jylland, hvor jeg skulle til et jobinterview på en skole, som lå udenfor de offentlige transportmidlers rækkevidde. Denne lille detalje betød, at jeg måtte tilpasse min færden i forhold til, hvornår min kæreste, der tilbød mig kørelejlighed, kunne agere chauffør, da han allerede har et arbejde at passe. Forberedelserne til samtalen og sommerfuglene i min mave gjorde mig ukoncentreret, så jeg glemte at kigge i kalenderen. Jeg havde, om jeg så må sige, vigtigere ting at tænke på.

Den undskyldning var ikke gangbar, fortalte medarbejderen i telefonen. Hun kunne godt forstå min udmelding, men hun havde jo regler at følge, som hun sagde.
I de regler, som jeg modtog sammen med min anden advarsel, stod der ellers skrevet:

Såfremt du fortsat undlader at bekræfte din jobsøgning, skal du inden for 4 hverdage fra dags dato kontakte jobcenteret og oplyse årsagen til dette. Det vil herefter blive vurderet, hvorvidt du med en rimelig og gyldig grund har undladt at bekræfte din jobsøgning.

Faktisk jobsøgning og den forvirring, som en sådan kan afstedkomme, er altså, ifølge jobcentermedarbejderens vurdering, ikke rimelig og gyldig grund til at undlade at klikke sig ind på jobcenterets hjemmeside og bekræfte, at man fortsat er jobsøgende....

"Nej," sagde medarbejderen, "for du kunne jo bare have bekræftet din jobsøgning nogle dage forud for din bortrejse, du må jo gerne tilmelde dig oftere end hver syvende dag."

Hvis jeg tredie og sidste gang glemmer at bekræfte jobsøgning i tide, så kan jeg se frem til en karriere som gadesælger af Hus Forbi, for nu er jeg kun ét (manglende) klik fra Helvede. Som gadesælger vil jeg, på den anden side set, i det mindste have et job. Medmindre jeg her, som i andre sammenhænge, vil blive betragtet som overkvalificeret - og dermed diskvalificeret.

Nøglekompetencer

Ved du, hvordan du afdækker dine nøglekompetencer? Hvis ikke, så læs med her.


Afdækning af nøglekompetencer var nemlig dagens emne i jobklubben. Vi havde aftalt hver især at medbringe en liste over hidtidig beskæftigelse, både lønnet og ulønnet. Idéen var så, at de øvrige deltagere, for hvert punkt, man nævnte, skulle byde ind og sætte ord på de kompetencer, som de mente, at man derigennem måtte have udviklet. (Tanken er den, at andre ser med friske øjne på det, som man hidtil har beskæftiget sig med.)
Efterfølgende skulle den enkelte så indkredse de kompetencer, som gik igen i hans/hendes deraf udarbejdede kompetenceprofil og voila!, så havde man fundet de nøglekompetencer, udfra hvilke man kunne søge sit idealjob.

Jeg lagde ud: I tidens løb har jeg været tegner og allround-medarbejder på en reklameavis, været medarbejder på et AV forlag, hvor jeg redigerede lydbånd og tegnede forsider til lydbogsmapper, været pædagogmedhjælper i en SFO, arbejdet på et industrigartneri, været stuepige og køkkenmedhjælper på en kro, arbejdet som kunstmaler, været blomsterbinder, undervist i litteratur på FOF, været studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket, fungeret som igangsætter, medredaktør af og medskribent på et festskrift, skrevet anmeldelser og taget en uddannelse til cand. mag. i dansk og engelsk. Desuden har jeg siddet i studienævn og været frivillig medhjælper på et kattehjem.

Jeg ventede spændt på at høre mine medlediges bud på, hvilke kompetencer, jeg måtte have udviklet. Jeg skal forskåne mine læsere for en fuldstændig liste og blot nævne de kompetencer, som gik igen. De var: Selvstændighed, kreativitet, skriftlige formuleringsevner, initiativ, ansvarlighed, fleksibilitet, overholdelse af deadlines og kendskab til så godt som hele arbejdsprocessen omkring publicering.

"Du skal da arbejde på et forlag!" sagde nogen.
Ja, det er jeg sådan set godt klar over. I flere år har jeg, når jeg så indslag om bogbranchen på tv, følt mig som Franz Pander, når han stod og så ind i de fine gemakker, hvor livréklædte kelnere modtog gæsterne: Dét ville jeg være! Ja, ikke kelner altså, men medarbejder på en forlags- eller kulturredaktion.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har de nødvendige forudsætninger. Jeg kan uden blusel sige, at når det gælder det litterære, så er jeg ganske habil til mit arbejde, og jeg brænder for det, som det så smukt hedder.

Desværre forholder det sig sådan, at de ledige forlagsstillinger, som opslåes på jobsiderne, tilsyneladende kun er de groft underbetalte deltidsstillinger, og selv dem er der langt imellem. Desuden har de fleste forlag valgt at klumpe sig sammen i København, og jeg har absolut ingen trang til at flytte derhen, hvor bilosen ligger i tunge dyner, hvor de autonome tænder bål i gaderne, hvor det tager en halv time at spadsere fra det ene gadehjørne til det næste, og hvor det koster en bondegård at erhverve en bolig, såfremt man overhovedet kan finde en i et område, hvor der ikke står pushere i trappeopgangen og forekommer jævnlige skuddramaer udenfor vinduerne.

"Så kan man jo selvfølgelig pendle!" var der en, der sagde. Ja, det er muligt, at det bliver løsningsmodellen. Man kan jo vænne sig til meget. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg også gerne ville have bare en smule tid til kæreste, familie, venner og mig selv og mit eget ved siden af arbejdet. Derfor håber jeg så inderligt, at jeg vil kunne finde en stilling på et forlag i provinsen. (Eller på en kulturredaktion, hvis ellers en af de kære redaktører turde tro på, at jeg i løbet af ret kort tid ville kunne lære også de journalistiske vinklinger. Send mig på kursus, eller smid mig ud i det, kære venner. Det hedder learning by doing, og når det går mindre godt, er mit valgsprog: "Fail again, fail better!")

Til de forlagsdirektører, som har valgt at anbringe deres geschäfter i København, vil jeg gerne rette følgende spørgsmål: Hvad p..... er der galt med provinsen?

Når alt det er sagt, så må jeg modvilligt indrømme, at jeg begynder at forstå nogen af de fordomme, som har hersket - og til dels fortsat hersker - omkring humanister og deres (mulige) ansættelse i et bredere udsnit af danske virksomheder. Kære medhumanister, der er simpelthen for meget rundbordssnak, for lidt struktur og alt, alt for lidt selvtillid!

På dagens møde (den del af mødet, jeg deltog i, da jeg var nødt til at gå tidligt for at indfri en anden aftale) mødte én ud af de seks tilstedeværende totalt uforberedt. Den samme person blev ved med at omtale sig selv og sine kompetencer, eller mangelen på samme, i negative vendinger. Et flertal var meget nølende, når det handlede om at byde ind i den brainstorming, som skulle forestille at finde sted. Adskillige af de bud på erhvervede kompetencer, som langt om længe kom, tog i højere grad udgangspunkt i bidragsyderens forestillinger, end i den konkrete beskæftigelse, som var beskrevet. Da en polsk/dansk tolk således fortalte, at hun havde fungeret som tolk i forbindelse med et tværkulturelt projekt for handicappede børn, hvilket indebar en del rejseaktivitet mellem Danmark og Polen, var der dem, der hævdede, at hun måtte have udviklet kompetencer som projektleder, tovholder, rejsearrangør og handicaphjælper. Men hallo! - tolken havde ikke ledet projektet, hun havde ikke arbejdet med børnene udover sin funktion som tolk, hun havde ikke været tovholder på projektet, og hun havde end ikke bestilt billetterne. Research, kære venner. Det burde en akademiker vel for søren kunne finde ud af. Spørg ind til det, du ikke ved, i stedet for at klatte dine egne fantasier oveni.
Endnu et eksempel: Da jeg nævnte min fortid som kunstmaler, var der en, som nævnte kompetencen 'fordybelse'. Helt skudt ved siden af! En sådan idé bygger på de Hollywoodfilm, der vises i biografen. Ganske vist har jeg udviklet den kompetence, men det er sket i anden sammenhæng. Som fuldtidkunstmaler uden penge i ryggen udvikler man ikke evnen til fordybelse. Man udvikler evnen til at overholde en deadline, man udvikler evnen til selvstændigt arbejde, og man bliver fantastisk dygtig til at arbejde med præcision selv under tidspres.

Men tilbage til akademikerne og deres hang til rundbordssnak. Det nytter altså ikke, at man bruger en væsentlig del af et møde på at sidde og diske op med anekdoter og snakke personlige associationer i forhold til børn, handicappede eller whatever. Vi er ikke pædagoger, vel? Struktur, målrettethed og effektivitet, tak! Emnet er givet på forhånd. Lad os så holde fast i dét og gemme det overflødige til pausen eller den sidste halve time.

Om jeg kommer til møde i jobklubben igen? Ja, det regner jeg med. Men jeg sidder ikke og spilder fire timer af min tid på udenomssnak og 'lad os nu hygge os'. Jeg skal hjem og igang med at skrive til redaktionerne! Så må vi se, om nogen tør binde an med mig. For jeg har jo fået at vide, at jeg nok hellere må nedtone min selvstændighedstrang, min kvalitetsbevidsthed og min målrettethed, indtil jeg er kommet ind i varmen. Som en konsulent på MA sagde til mig: "Jeg er sikker på, at hver en sten vil blive vendt, hvor du kommer til, men du skal nok lige holde lidt igen i dit CV." Og under et par jobinterviews har jeg hørt følgende formulering: "Du har din alder og din erfaring imod dig, for det vil være lettere at forme en yngre medarbejder."

Well, well, well. Hr./Fru redaktør - I dare you!