Om det at være bogelsker

Gennem de forløbne måneder er det lykkedes mig at føje adskillige bøger til min samling uden at få dem læst. Det skyldes bestemt ikke manglende lyst, men må tilskrives manglende tid. I disse måneder er jeg nemlig i færd med at skrive mit speciale, og jeg tillader derfor ikke mig selv at læse meget andet end specialerelateret litteratur. I mit tilfælde vil det sige litteratur af og om Karen Blixen og Virginia Woolf.

Nu står mine nyligt erhvervede værker imidlertid og hvisker lokkende til mig fra deres respektive alfabetisk indekserede pladser på reolerne. Jeg kan for eksempel nævne Orhan Pamuks Sne, som jeg har påbegyndt, men har besluttet at gemme, indtil jeg får tid til at læse den sideløbende med Camus Den fremmede, idet jeg tidligt har sporet et slægtskab de to værker imellem. Desuden venter Marilynne Robinsons Gilead, fire små romaner af Pär Lagerkvist (indkøbt antikvarisk af min søster og overbragt med den besked, at de ikke længere genoptrykkes af danske forlag – forbryderisk!), A.S. Byatts The Djinn in the Nightingale’s Eye, som er en gave fra mit barnebarn,Gogols Døde Sjæle og Per Højholts Auricula – ligeledes gaver. Den senest indkøbte bog, som jeg absolut måtte have i dag, er Herman Bangs Noveller. Bangs enestående stil faldt jeg for, da vi på mit studie blev introduceret for ”Franz Pander”. Men denne måneds godnat-læsning er Klovnen Shalimar, et på alle måder gedigent værk af Salman Rushdie, som jeg har tænkt mig at anmelde på denne blog, så snart sidste blad er vendt.

I sektionen for faglitteratur bemærker jeg Sandhed og metode af Hans Georg Gadamer – en bog, som nok vil kræve noget mere end en times koncentration hver aften ved sengetid.
Min digtsamling er ligeledes blevet udvidet – denne gang med Pia Tafdrups jubilæumsudvalg, Springet over skyggen, som min søn og hans kæreste har foræret mig.

Efterhånden ligner min etværelses mere et bibliotek, end den ligner noget andet. Det gør mig nu ikke noget. Jeg kan nemlig godt følge Jorge Luis Borges, når han siger: ”Jeg har altid forestillet mig Paradis som en form for bibliotek”.
Det bliver dog efterhånden lidt vanskeligt at forsvare fortsatte bogindkøb både overfor andre og overfor mig selv. De eksisterende reoler er fyldt op, og for øjeblikket har jeg svært ved at se, hvor jeg skulle placere en mere. Det kan således gå hen og blive en ganske bekostelig affære at være bogelsker og -samler, da det med tiden utvivlsomt må medføre en flytning til en større (og mere bekostelig) lejlighed. Jeg har også ondt ved at skille mig af med min nuværende bolig, da jeg har et vidunderligt lysindfald gennem fire store, sydvendte vinduer, og tilsvarende udsigt til himmel og grønne arealer, hvilket man nok kan have brug for, når blikket med jævne mellemrum må løftes fra bogsiderne og indstilles på uendeligt for at lindre trætheden i øjnene.

Hvorom alting er, så kan jeg se, at den dag mit speciale er afleveret – og dermed den specialerelaterede litteratur, som universitetsbiblioteket jo ganske givet vil ønske tilbageleveret, så får jeg frigjort i hvert fald én hylde på reolen ved min skriveplads. Desværre vil det så igen betyde, at jeg må ud og opspore adskillige af de ganske udmærkede og oplysende værker, som jeg har læst om Blixen og Woolf, og som på det nærmeste er blevet uundværlige for mig.
Jeg har dog indtil videre lov at håbe på, at jeg, efter endt uddannelse, bliver fuldtids-skribent eller underviser i litteratur og således får et job, hvor jeg kan beskæftige mig med bøger. Og måske endda kan få eget kontor med tilhørende reoler.
Dét ville jeg gerne være!