Nu, hvor jeg selv er begyndt at publicere en del skønlitterære tekster på denne side og jævnligt modtager kommentarer til dem enten her eller IRL, er jeg blevet anderledes opmærksom på faren og ulempen ved at slutte direkte fra tekst til forfatter. Som i så mange andre af livets forhold er det en stor hjælp og øjenåbner at få mulighed for at se tingene fra den anden side.
Selv har jeg længe været af den overbevisning, når det gjaldt litterær analyse, at det var en alvorlig fejl ikke at inddrage forfatterjeg’et under tolkningen af et givent værk. Det mener jeg for så vidt fortsat. Jeg mener i hvert fald, at en biografisk tolkning skal afprøves i forhold til værket, hvis man søger en helhedstolkning og ikke ønsker at lade fund og deraf følgende tolkning bero på et forudgående valg af metode.
Jeg er imidlertid blevet langt mere forsigtig med, hvilke slutninger jeg drager i biografisk sammenhæng, da jeg – på baggrund af ovenfor nævnte kommentarer – har gransket sammenhængen mellem mine egne tekster og mit liv.
Det er sandt, at livet til tider (også i mine bryggerier) skrives næsten ufiltreret ind i enkelte tekster, men selv hvor dette er tilfældet, er der dog tale om en beskæring af virkeligheden. Valg og fravalg er foretaget på baggrund af indholdsmæssige såvel som formmæssige hensyn. Samtidig bliver disse tekster til i et krydsfelt mellem selvoplevede hændelser, begivenheder, jeg har været vidne til eller er blevet fortalt, forestillingsbilleder, fragmenter af andres værker og overvejelser vedrørende sproglige hensyn.
Og så er der spørgsmålet om tekstens affattelsestidspunkt, hvilket det måske er særligt vigtigt at være opmærksom på, når man benytter dette medie til publicering af tekster. Oftest vil læseren umiddelbart opfatte teksten som dugfrisk i forhold til publiceringstidspunktet, men den idé holder naturligvis ikke. Selv publicerer jeg ældre og nyere tekster imellem hinanden, og af og til publicerer jeg ældre tekster, som jeg siden har redigeret i.
Man skal altså være varsom med at drage forhastede slutninger. Og det gælder jo for så vidt enhver form for analyse. Når det gælder tekstanalyse, kan en forhastet slutning være misvisende for læseren, og direkte ubehagelig for forfatteren. Det er således ikke kun bekendelsesskribenter, der mærker ukendte læseres nyfigenhed og bekendtes sårbarhed. For næsten enhver tekst vil i større eller mindre grad blive opfattet af læseren som et del-element af forfatterjeg’et.
Det er en problematik, som enhver forfatter må indstille sig på - og lære at tackle. Og det er ikke så let, som det umiddelbart lyder, for grænsen mellem fiktion og fakta, mellem fri fantasi og realitet, er yderst sjældent – om nogensinde - helt klar. Heller ikke for forfatteren selv!
10 comments:
Forfatter jeg'et skinner igennem for den opmærksomme læser, selv om dette jeg sløres af flertydigheden og fiktionens tilføjelser. Det er næsten altid muligt at sige ud fra en ordrig tekst hvad der er realitet og hvad der er kulisse, deri består den kunstneriske sandhed.
Tror jeg nok.
Din sidste bemærkning om at grænsen mellem fiktion og fakta ikke er helt klar, heller ikke for forfatteren herself, er foruroligende set med mine øjne.
Åh, jeg tror at jeg forstår, hvori din foruroligelse består. Jeg mener ikke dermed, at forfatteren er dårligere end andre mennesker til at skelne mellem fiktion og fakta IRL.:-)
Jeg er snarere ude i en småfilosofisk spekulation vedrørende den måde, hvorpå det ubevidste kan spille med under skabelsesprocessen.
Som skrivende opdager man nogle gange nye ting i sine egne tekster, hvis man tager dem frem igen, efter at de har hvilet nogen tid.
Ordenes, textens, sprogets magi.
Tidsforskydningens terapi.
Min kærlige trøst til gårsdagens fortvivlede barn.
Mit råb til morgendagens olding.
Som forleden (altså, hvis jeg forstår dig ret) - hvor jeg skrev et digt om 'Sorgen'. En kommentator spurgte hvad jeg var ked af -
Faktum var, at jeg først blev meget forbavset over kommentaren. For så vidt jeg vidste havde jeg det udmærket, - det var jo "kun" et digt.
Men som timerne skred frem, løsnede lagene sig i mit hoved og jeg tænkte, - måske, havde kommentatoren ret. Hvorfor skulle jeg ellers skrive et digt om 'Sorgen'?
PS: Jeg syns dog stadig ikke jeg er ked af så meget ;)
Ja, Lonni, jeg tror, at du forstår mig ret. ;-)
Jeg vil dog tilføje, jvf. din oplevelse, at andre menneskers (og derfor nok også læsernes) reaktioner på og udmeldinger omkring ens person nok kan have en kedelig tendens til at fremprovokere det, som de mener at se i én. Noget som måske slet ikke var der fra starten.
Jeg er overbevist om, at en kunstner/forfatter kan beskrive en følelse eller stemning uden at være i den selv, hvorimod ikke-skabende mennesker oftest kun kan opleve og beskrive følelsen, imens de er opslugt af den. Det er måske medvirkende årsag til at mange læsere (i hvert fald de ikke-skolede) sætter lighedstegn mellem tekstens udsagn og forfatterjeg'et.
Tænk bare på vores blogkollega Spacemermaid som svinger fra håb til fortvivlelse over om hun har taget det rigtige valg ved at afsløre hvem hun er - i den blog-bog som snart udkommer med en hel masse brændbart stof som hun skrev under anonymitetens væg-til-væg tæppe.
Hendes tekster har tydeligt kvalitet og handler MEGET om hende som menneske...og de er (pga. anonymiteten i det 'nu' hvor hun bragte dem på bloggen) meget tæt på hendes private virkelighed.
Alligevel afslører hun bævende sit borgerlige navn, for at kunne bruge blogbogen som springbræt til en egentlig skribent/forfatter-karriere.
Jeg forstår godt hendes tvivl.
Selv synes jeg det er meget svært at trække grænsen mellem det personlige og det private i det jeg skriver.
Jeg kan jo ikke undvære mig selv, når jeg skriver...men jeg er jo ikke alene hele tiden.
Ja, Beo - jeg kan søreme også godt forstå Spacemermaids tvivl - netop fordi hun fra begyndelsen tog udgangspunkt i at være anonym.
Men måske anonymiteten er en illusion eller i hvert fald underlagt en vis tidsbegrænsning. De fleste forfattere, som har skrevet under psudonym, er jo før eller siden blevet 'afsløret'.
Der er altså mange overvejelser at gøre sig, før man springer ud som forfatter.
@Lonni: Tak.
Tillad mig at opfordre til ikke at blive påvirket af læsere, idet jeg ud fra dette citat hører en form for "jeg er ikke mig selv" holdning:
[...] (og derfor nok også læsernes) reaktioner på og udmeldinger omkring ens person nok kan have en kedelig tendens til at fremprovokere det,
Man taler ofte om professionalisme som evnen til at være i andre følelser og personers sko uden at miste besindelsen. Det er svært, det er farligt, hvis denne anden person netop har mistet besindelsen, hvor er logikken så?
Professionalisme kan praktiseres på flere måder: Det kan være at tage afstand eller det kan være at leve sig ind i, granted, men ganske kortvarigt. I sidstnævnte modus kan man ikke undgå at signalere, at det ikke er nødvendigt og naturligvis ikke ønskeligt, at denne persona skal være selvdestruktiv. Pådutningen på læseren er måske tåget, måske skrækkelig - det kan være hvad som helst. Det er ok. Vores crapdetektor opdager, hvis det er forstillelse.
Hvordan er så forfatterens reaktion på en kritiker? Må kritikeren ikke pådutte forfatteren noget? Hvis hun gør, bliver forfatteren så påvirket af det?
Jeg har prøvet at filosofere lidt dybere i de baner hjemme.
Gode Will Shakespeare var selvfølgelig ikke som Hamlet ved at opgive ævred. Tilskueren er ikke i tvivl om det.
TC: Interessante tanker om den bryggen på virkelighedsstumper, som vi hele tiden foretager, når vi skriver fiktion.
Og så en lille prosaisk tilføjelse: Jeg tror, at læsere kan forvirres ekstra nemt ind i tro på, at blogoffentliggjorte tekster er aktuelle selvudleveringer, fordi blogmediet af mange bruges til netop dagbogslignende føren sjæleregnskab.
Og fordi vi, der i mindre grad bruger blogmediet til den slags regnskaber, alligevel ikke sjældent træder frem som personer og mener, føler eller betragter nuet med egne umiddelbare sjæle og øjne i vores bloggerier.
Meget klart set og formuleret, kære Kjeldberg! :-)
Post a Comment