Katharsis

Ud til havet

Endelig kom vi ud til havet!
Det ligger foran os
ti kilometer dybt og fuldt af hemmeligheder.
Men fra den flade strand, hvor vi står
ser man kun overfladen.
Julisolen skinner på den, men det er ikke alt.

På vejen købte vi nemlig Coca Cola
i et supermarked i en lille by
der så for lille ud til at have et supermarked
for slet ikke at tale om bordellet
,,Frydenlyst" over for kommunekontoret.
,,Tak skal du have!" sagde vi i kor.

Det var den sidste by inden havet
men vi var kommet gennem mange andre:
Byer med kirker, skoler, biblioteker og statuer
og stationer med lave perroner
hvor der stod fanger i stribede dragter
og stirrede ned i gruset mellem deres vogtere.

Vi havde set sporskifter, bomme og vanddepoter.
Og uden for den store by, vi kom fra
var der store reklameskilte langs med banen.
Inde i byen nåede sollyset
først ud på eftermiddagen de smalle gårdes bund.
Det var derfor, vi var taget af sted.

Og nu står vi endelig her foran havet.
Skønt det ikke er dybt på dette sted
hvor de store bøgetræer gror helt ud til det
ved vi, at det er ti kilometer dybt.
Det vi stikker fødderne i, snavsede efter rejsen
breder sig hele vejen rundt om jordkloden.

Solen skinner på det, og der sejler skibe.
Vi kan drukne i det eller lade være.
Vi kan lade en Coca Cola-flaske
synke ti kilometer
og ligeledes alle vores nøgler.
Her kan vi ikke bruge dem til noget.

Der er ingenting mellem os og havet.
Det blinker i sollyset
og inviterer os til at fjerne alle vores erindringer
med et plask midt i denne pragtfulde blinken.
Sådan er havet.
Det er godt, vi endelig nåede ud til det.

Henrik Nordbrandt