Et samvittighedsspørgsmål

Jeg jog ikke af sted til Jobkanonen her til morgen. I går fik jeg jo at vide, at man ikke tog det så tungt, om vi kom et par minutter for sent. Desuden nåede jeg lige at høre i Nyhederne, at busserne fortsat ikke kørte på Fyn, og jeg måtte vente på den næste nyhedsudsendelse og få det hele med, før jeg fandt ud af, at det i dag kun gjaldt regionalbusserne og ikke bybusserne.

Men jeg ankom da til Alectos lokaler lidt over ni, hvor der sad hele to af mine lidelsesfæller, og hvor endnu to snart dukkede op, efter at have været nede at ryge. Vores konsulenter var ikke at se nogen steder. Der var andre ledige på gangen. De ventede sandsynligvis på at komme til møder, så konsulenterne var velsagtens optaget.
Den formodning kunne en af mine holddeltagere bekræfte. Han oplyste mig endvidere om, at når jeg var blevet krydset af på Pers deltagerliste for dagen, kunne jeg sådan set bare gå hjem og søge job hjemmefra, for der var ingen til at bistå os i dag. Knud var ude af huset, Per sad i møder hele dagen, og Line, som vi endnu ikke havde truffet, men som egentlig skulle have vejledt os i denne uge, lå fortsat syg.

"Sagde Per, at vi bare kunne gå hjem?" Jeg ville gerne have helt klar besked.
"Ja," svarede de andre, som allerede var ved at pakke sammen, "han sagde, at det var op til vores egen samvittighed."

"Fint," sagde jeg, "så vil jeg da bare vente på, at Per kommer ud fra det møde, så jeg kan få min afkrydsning."

Og det gjorde jeg så. Da klienten forlod Pers kontor, stak jeg hovedet ind til ham og sagde: "Jeg er mødt frem, så du må gerne krydse mig af. Jeg forstod på de andre, at vi kan arbejde hjemmefra i dag!"

Per så skråt ned på sine papirer. Han så irriteret ud og vred sig i en skæv stilling på stolen, idét han svarede: "Ja, dér kan man bare se, hvordan en lille fjer kan blive til fem høns: Jeg sagde, at det er jo op til jeres egen samvittighed, om I går hjem eller sidder her."

"Tak!" sagde jeg. "Det var bare lige for at få det helt på det rene."

"Men vi regner med, at Knud og Line dukker op i morgen og er her resten af ugen, så I har dem begge to både onsdag, torsdag og fredag, så der virkelig kan blive rykket noget!" tilføjede Per i noget, der lignede et desperat forsøg på at virke progressiv.

Klokken lidt over ti forlod jeg - i lighed med resten af holdet - aktiveringsstedet for resten af dagen. Jeg har bedre ting at tage mig til. Jeg skal for eksempel have søgt nogle jobs, hvilket jeg bedst kan gøre hjemmefra, hvor jeg har en funktionel PC til rådighed, noget mere ro og en telefon, jeg kan tale i, uden at der sidder syv andre mennesker og overhører samtalen. Og så skal jeg naturligvis skrive. Det er min selvopfundne aktivering og jobpraktik i ét. Når alt kommer til alt, er det jo skribent, jeg vil være. Så når Alecto beder mig udfylde en såkaldt karriereplan og skrive, hvor jeg ser mig selv om 2 år, og hvilke delmål, jeg skal opfylde på vejen for at nå dertil, så kan jeg kun skrive: "Jeg vil være forfatter/skribent" og ud for delmålene: "Skrive, skrive, skrive!"

Det var naturligvis dejligt at slippe tidligt, men jeg ville ønske, at en medarbejder fra Alecto havde ringet rundt og aflyst vores fremmøde i dag. Det koster mig immervæk 32 kr. dagligt at tage turen frem og tilbage med bussen. Det er også en slags penge, som jeg altså, i dette tilfælde, ikke får noget for. Når man altså ser bort fra det kryds i kalenderen, som formentlig skal bevise, dels at jeg er mødt op, og dels at Alecto udfører en eller anden form for arbejde, hvor lemfældigt det så end måtte være.