Monday, September 1, 2008

Det vigtigste er, at vi er der!

Klokken ni morgen mødte jeg til aktiveringskurset Jobkanonen på Alectos kontorer, som er anbragt en lille kilometers penge udenfor busruterne og ude bag byens mere tvivlsomme gader. Sidstnævnte betyder, at man som kvindelig fodgænger i området løber spidsrod mellem langsomtkørende biler og afklædende blikke fra de herrer, man møder undervejs i landskabet. Jeg siger ikke, at enhver, der færdes i området enten er luder, lommetyv eller ude på sjov, men der er saftsuseme mange, der kigger en ekstra gang, i et nyfigent forsøg på at afgøre, hvorvidt en enlig kvinde på de kanter er "en af dem der" eller ej.

Det korte af det lange er, at jeg, trods alt, nåede velbeholden frem og op i mødelokalet, hvor der herskede en afslappet, men allerede noget opgivende stemning blandt de fremmødte. Ikke mindst blandt dem, der allerede havde været i gang med samme forløb de forgangne 14 dage.

En mandlig konsulent, Per, tog os nye med ind i et andet lokale, hvor vi fik udleveret det samme pædagogisk udformede karriereplansskema, som vi allerede én gang, under et introduktionsmøde hos denne "anden aktør", har udfyldt. Der er tale om sådan nogle handy skemaer med magnumskrift, hvor man skal notere i små bokse, hvor man ser sig selv om 2 år, hvilke delmål, man sætter sig undervejs etc. Og så skal vi endnu en gang fremkomme med en beskrivelse af de tre nøgleområder: Uddannelsesmæssige kompetencer, faglige kompetencer og personlige kompetencer.

Denne gang vil jeg kopiere papirerne, når jeg har udfyldt dem, for der er grænser for, hvor mange gange jeg gider gentage det pjat. Jeg er sikker på, at enten arkiveres de udfyldte skemaer lodret, når de er afleveret, eller også indsendes de til en eller anden kontrolinstans, der angiveligt skal holde øje med, om det ser fornuftigt ud, hvad Alecto går og laver. Kvaliteten bedømmes næppe. Det er sikkert nok, at der indløber en lind strøm af papirer fra "anden aktør" landet over. Det holder hænderne beskæftiget.

Vi fik dernæst besked om at gå tilbage til det andet lokale, hvor der var computere til rådighed, så vi kunne påbegynde vores jobsøgning.
Et lyst hoved spurgte, hvad kurset egentlig ville bestå af og gå ud på den kommende måned.
"Ja, altså...holdforløbene er vi ligesom gået væk fra," sagde Per, "for det har vist sig ikke at fungere så godt, og vi har jo forrygende travlt, og så sidder den ene i møde og så sidder den anden i møde. I stedet fungerer vi som sparringspartnere for jer på individuel basis, så I skal bare sige til, hvis I har brug for hjælp undervejs i jeres jobsøgning."
Vi gloede på ham. Nogen nøjedes med at glo ud i luften.
Per vendte ryggen halvt til os og fik pludselig retning mod et andet hjørne af lokalet. Han slog ud med den hånd, han endnu holdt nogle papirer i, og så sagde han: "Det vigtigste er jo sådan set, at I er her! Ellers blander vi os egentlig ikke."
Vi arbejdssøgende gloede på hinanden, rejste os og gik tilbage til det første lokale.

Her trådte Knud, en tilsyneladende mere aktivt engageret konsulent til. Hans rolle på stedet var at fungere som vores virksomhedskontakt, fortalte han.
Knud foreslog en præsentationsrunde og minsandten, om ikke det lykkedes også at få ham til at præsentere sig. Ellers er det yderst sjældent man får at vide, hvilken baggrund disse unikummer, med titel af jobkonsulenter, rent faktisk har. I dette tilfælde var der tale om en mand, der lod til at have været vidt omkring. Jeg bed naturligvis først og fremmest mærke i, at Knud blandt andet havde beskæftiget sig med journalistik og marketing. (Det kan man naturligvis gøre på mange niveauer, men i bedste fald kan jeg lære noget af ham. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.Om ikke andet kan han forhåbentlig sympatisere med min skrivekløe.)

Knud spurgte lidt ind til vores erfaringer med jobsøgning, mulige årsager til afslag, som vi måtte have fået osv. Umiddelbart intet nyt under solen, må jeg sige. Vi hørte det sædvanlige: At det er vigtigt at virke overbevisende under en jobsamtale, at man ikke skal accentuere sine mangler, at man må udvise geografisk mobilitet, og hvad der nu ellers hører sig til. Alle flosklerne var der. Jeg sagde til Knud, som imidlertid så småt var begyndt at vise sig lidt mere fleksibel og forstående overfor vores situation, end det ellers er hovedreglen hos folk, der ernærer sig gennem det opstrammede dagpengesystem, at jeg jo godt var klar over, at han skulle sige de her ting. Men lad os se det i øjnene: Hvis en arbejdsgiver sidder med to omtrent lige kvalificerede ansøgere at vælge imellem, så tager han altså den, der i forvejen bor tættest på arbejdsstedet, uanset hvor overbevisende den anden er, i sine forsikringer om at ville rykke teltpælene op og blive nabo til virksomheden. Så lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en eller anden idealforestilling.

Den slags detaljer brugte vi nogen tid på under rundbordssamtalen. Jeg fik så samtidig indsparket min klage over, at en af hans kolleger, som omtalt i et tidligere indlæg her på bloggen, ikke havde været til megen hjælp i forbindelse med nogle løntilskudsstillinger, jeg havde rettet henvendelse om.
Knud viste sig fra den hjælpsomme side. Da rundbordssnakken var ovre, og vi blev anvist hver en computerplads, foreslog han, at jeg selv fandt stillingerne påny. Jeg foreslog så, at jeg lige fik et print af den mail med både jobbetegnelser og ID-numre, som jeg tidligere havde fremsendt til hans kollega, Laila.

Der gik et par minutter med at finde hende, men pludselig dukkede hun op i landskabet sammen med Per, som vist ellers skulle sidde i møde på det tidspunkt. Det havde han da undskyldt sig med tidligere.
Laila gled professionelt af på mine høflige protester over, at jeg end ikke havde modtaget en tilbagemelding vedrørende de nævnte stillinger. Hun blev ved at vende tilbage til, at hun ikke havde kunnet finde dem i jobnet-systemet.
Da jeg fik min mail med betegnelser og ID-numre udleveret og fik gang i det gamle hakkebræt af en computer, som var stillet til rådighed, tog det mig ca. 10 minutter at finde de samme stillinger og printe dem ud! Knud, som er en flink fyr og en loyal kollega, undskyldte flere gange Laila med, at hun havde utroligt meget at se til, og at der var dage, hvor computerne simpelthen åd alt, hvad man stoppede i dem.

Knud koncentrede sig en tid lang om mig. Han spurgte, hvad jeg virkelig gerne ville arbejde med? "Skribentvirksomhed!" sagde jeg. "Hvis du spørger, hvad jeg virkelig gerne vil, så vil jeg skrive. Og kan jeg ikke komme til det i mit daglige arbejde, så vil jeg bare have et job, jeg kan holde ud, og så vil jeg skrive i min fritid. Jeg har ingen karriereambitioner i den forstand. Jeg vil skrive: Fagligt eller skønlitterært. Dét er min drøm!"

Og så tænkte jeg, at nu kunne det ærligt talt være det samme, så jeg viste Knud min blog, for at han kunne se, at jeg rent faktisk kan skrive. (Det glæder mig at kunne sige, at han godt kunne klare mosten, da han skimmede et par af mine indlæg under rubrikken "Min karriere som ledig".)

Knud foreslog alle de ting, som han jo skulle foreslå: "Sæt dig nu og søg efter forlag på Fyn, på litterære magasiner, på kulturmagasiner og livsstilsmagasiner."

Tjah, noget skulle tiden jo gå med. Så jeg gik i krig, selvom jeg jo har prøvet de ting før og ved, at de fleste af den slags magasiner bliver redigeret og forfattet af frivillige medarbejdere eller studentermedhjælpere, som får en beskeden hyre for deres udfoldelse, og at forlagsstillinger besættes af nogen, der kender nogen - eller af studentermedhjælpere, som får en beskeden osv...

Jeg må indrømme, at det vist lykkedes Knud at få sendt i hvert fald to af de syv deltagere på holdet afsted til jobsamtaler i løbet af dagen. Det er nok den mest aktive indsats, jeg endnu har oplevet indenfor dette system. Han har også lovet mig, at han vil forsøge at trække i trådene og få mig til en jobsamtale - formentlig indenfor marketing eller tilsvarende. Nu får vi se, om Knud kan trylle, eller om det bare er mere varm luft fra endnu en medarbejder indenfor systemet... Ingen disrespekt, Knud, men jeg tror efterhånden kun det, som jeg ser med egne øjne.

I løbet af dagen fik jeg forresten den ikke uvæsentlige oplysning, at når det gælder løntilskudsstillinger, så forholder det sig ofte sådan, at jobkonsulenter rundt om i landet skynder sig at reservere de udbudte stillinger for x antal dage - uanset om de har klienter, der passer på jobprofilen eller ej. For der kunne jo komme en, der passede ind, og så er det rart at kunne sende vedkommende afsted med det samme! Det betyder så, at vi, der sidder hjemme og søger på de samme netsider, kommer for sent i adskillige tilfælde. Det sagde de ikke noget om, hverken på MA eller på Jobcenteret, da de gav os koden til siden med løntilskudsstillinger.

Vi kom igennem dagen. Det gør man jo. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg i uhyggelig grad blev mindet om et aktiveringssted, som jeg var på engang midt i halvfemserne, dengang jeg var ufaglært og opfattede mig selv som nederst i hierarkiet: Her var kaffemaskinens plads også noget af det første, man fik anvist, og her fik man også besked om, at "I skal jo sådan set bare være her, så er resten egentlig op til jer."

Jeg forsøgte at udvise lidt engagement denne første dag, for jeg har den indfaldsvinkel, at når man nu skal sidde der, så kan man lige så godt forsøge at få noget ud af det. Men Knud, som lader til at være den eneste endnu foretagsomme konsulent på stedet, vender først tilbage sidst på ugen, og jeg arbejder nu en gang bedst i fred og ro bag mit eget skrivebord og fra min egen telefon, hvor ingen overhører mine ansøgningssamtaler. Så i morgen vil jeg måske spørge en af mine medaktiverede, hvad det egentlig var for et spil, han sad og spillede på sin computer i dag? Eller måske vil jeg bare skrive lidt på min blog. I mit tilfælde er sidstnævnte vel også en form for jobtræning. Eller hvad?...

Jeg kan tilføje, at jeg også kom velbeholden hjem i dag, på trods af ruten gennem det tvivlsomme kvarter. Det gælder om at se s....sur ud og gå raskt til. Og sådan er det jo så mange steder.



NB: Navne på enkeltpersoner er ændret af redaktionen!

15 comments:

Christian Seidel said...

"Det vigtigste er, at vi er der!" - det var da noget af et aktiveringstilbud! Lad os tage en gruppe arbejdsløse mennesker og stuve dem sammen i et lokale, så de kan forstyrre hinanden og får sværere ved at koncentrere sig ordentligt om jobsøgningen ... gad vide, hvem der har fundet på dét "geniale" tiltag? Måske det var de samme, som opfandt konceptet med en gang om ugen at bekræfte aktiv jobsøgning, hvilket jo i praksis kun bekræfter, at man er i stand til at logge ind på en hjemmeside og klikke på en knap?

Jeg vil da håbe, at du snart kommer ud af det system! Og at jeg selv kommer ud, inden jeg når at blive udsat for helt så mange tåbeligheder, som du har oplevet. Selv har jeg kun været i systemet i en måneds tid, men dine beskrivelser af systemet har da lært mig, at jeg skal sætte mine forventninger så lavt, at det kun kan gå fremad, hvis jeg vil undgå den totale desillusion...

Anonymous said...

Tina, jeg er ked af at sige det, men tror du er overkvalificeret som journalist. J.F.:

http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-15011807.html


:-)

Tina Charlotte Møller said...

Christian - nej, sæt endelig ikke næsen op efter noget som helst i det system.
Man kan ankomme til dagpengesystemet topmotiveret og fuld af gode idéer, men det varer ikke længe, før man begynder at få et jaget udtryk i ansigtet, en ludende holdning og en ubehageligt skurrende stemmeføring og således lever op til alle negative fordomme i forhold til gruppen "arbejdsløse".

Tina Charlotte Møller said...

Harning, jeg er ikke sikker på, at jeg er overkvalificeret som journalist... I hvert fald kan jeg ikke lige se, hvad det er du henviser til på den side, som linket fører til. Måske er jeg bare træt? :-(
Help!

Anonymous said...

Du må være træt!
For jeg var flad af grin, da jeg for mit indre øje så politiet jagte hele teknisk skole rundt for at lede efter om der nogen steder skulle gemme sig en sur, gammel, våd gulvmoppe der kunne anklages for at have presset den stakkels elev til at drikke mørtel.

Tina Charlotte Møller said...

Åaah!!! Ja, jeg MÅ være træt. Men nu fik du da lokket et smil frem her. Tak, Harning! :-)

Anonymous said...

Synes du trængte til noget at grine af efter din noget trættende dag.:-)


(og du kan nok se, at med de kriterier - så har du ikke en jordisk chance, for du kan umuligt kravle helt ned på det niveau)

Anonymous said...

Det lyder da fuldstændig absurd, at I alle skal være på det der sted, bare for at lave noget som I lige så godt kunne lave derhjemme.

Jamen det hele lyder jo fuldstændig absurd - eller komisk, alt efter hvordan man lige ser på det. Hende der Laila er da bare for meget!

Tina Charlotte Møller said...

Det er i det hele taget bare for meget, Jens. :-I

Jeg er overbevist om, at der kunne komme en drejebog til en særdeles underholdende farce ud af det, hvis en virkelig humorist kastede sig over det materiale, som jeg efterhånden er ved at få samlet her. Men ingen ville vel tro på, at farcen byggede på virkelige hændelser.

Christian Seidel said...

Jeg vil med spænding se frem til at læse/se denne farce. Jeg er faktisk fristet til at prøve at skrive den selv. Men det kommer desværre til at vente til jeg har fået et arbejde, da jeg ikke har råd til at undvære de sparsomme dagpenge lige nu.

Anonymous said...

Kom sådan til at tænke på:
Er du overhoved berettiget til et løntilskudsjob?
For det er jeg ikke sikker på - og hvis du ikke er, så er der vel ingen grund til at søge de stillinger...

(Og synes alle burde sende et brev til Hjort Fredriksen :-))

Tina Charlotte Møller said...

Jo, Harning - jeg er skam berettiget til løntilskud. Indledningsvis var jeg glad for det, da jeg bildte mig ind, at det ville lette vejen til et job. Men på baggrund af de seneste oplysninger vedrørende jobkonsulenternes administration af disse stillinger, så kan det jo snart være det samme.

Anonymous said...

Ok godt så. :-)
Det var skam heller ikke for at snage, men troede bare ikke at du hverken havde været ledig lang tid nok eller faldt ind under flexbetingelserne, og nogen gange sker det jo at de der jobkonsulenter opfordrer én at gøre tåbelige ting, har jeg hørt noget om et eller andet sted....

Og synes forøvrigt det lyder helt horribelt at jobkonsulenterne "reserverer" job til endnu ikke eksisterende ansøgere!

Tina Charlotte Møller said...

Jeg har været ledig længe nok til, at jeg nu kan søge job med løntilskud. Jovist!

Ja, det ER vanvittigt, at konsulenterne kan reservere et løntilskudsjob til endnu ikke eksisterende klienter. Umoralsk eller direkte i strid med reglerne? Jeg ved det ikke. Har man overskud til det, kan man formentlig finde ud af det.
Jeg har en mistanke om, at konsulenterne kan få én af to mulige fordele ud af dette: Enten kan de således pynte på statistikkerne for, hvor hurtigt de kan få klienter i arbejde - eller også kan de simpelthen opnå at fastholde flere i dagpengesystemet, hvilket er med til at sikre konsulenternes fortsatte ansættelse.
Men måske har jeg bare hørt for megen konspirationsteori.....

Anonymous said...

Problemet med de fleste konspirationsteorier er, at de ofte har et gran af sandhed i sig....