Det vigtigste er, at vi er der!

Klokken ni morgen mødte jeg til aktiveringskurset Jobkanonen på Alectos kontorer, som er anbragt en lille kilometers penge udenfor busruterne og ude bag byens mere tvivlsomme gader. Sidstnævnte betyder, at man som kvindelig fodgænger i området løber spidsrod mellem langsomtkørende biler og afklædende blikke fra de herrer, man møder undervejs i landskabet. Jeg siger ikke, at enhver, der færdes i området enten er luder, lommetyv eller ude på sjov, men der er saftsuseme mange, der kigger en ekstra gang, i et nyfigent forsøg på at afgøre, hvorvidt en enlig kvinde på de kanter er "en af dem der" eller ej.

Det korte af det lange er, at jeg, trods alt, nåede velbeholden frem og op i mødelokalet, hvor der herskede en afslappet, men allerede noget opgivende stemning blandt de fremmødte. Ikke mindst blandt dem, der allerede havde været i gang med samme forløb de forgangne 14 dage.

En mandlig konsulent, Per, tog os nye med ind i et andet lokale, hvor vi fik udleveret det samme pædagogisk udformede karriereplansskema, som vi allerede én gang, under et introduktionsmøde hos denne "anden aktør", har udfyldt. Der er tale om sådan nogle handy skemaer med magnumskrift, hvor man skal notere i små bokse, hvor man ser sig selv om 2 år, hvilke delmål, man sætter sig undervejs etc. Og så skal vi endnu en gang fremkomme med en beskrivelse af de tre nøgleområder: Uddannelsesmæssige kompetencer, faglige kompetencer og personlige kompetencer.

Denne gang vil jeg kopiere papirerne, når jeg har udfyldt dem, for der er grænser for, hvor mange gange jeg gider gentage det pjat. Jeg er sikker på, at enten arkiveres de udfyldte skemaer lodret, når de er afleveret, eller også indsendes de til en eller anden kontrolinstans, der angiveligt skal holde øje med, om det ser fornuftigt ud, hvad Alecto går og laver. Kvaliteten bedømmes næppe. Det er sikkert nok, at der indløber en lind strøm af papirer fra "anden aktør" landet over. Det holder hænderne beskæftiget.

Vi fik dernæst besked om at gå tilbage til det andet lokale, hvor der var computere til rådighed, så vi kunne påbegynde vores jobsøgning.
Et lyst hoved spurgte, hvad kurset egentlig ville bestå af og gå ud på den kommende måned.
"Ja, altså...holdforløbene er vi ligesom gået væk fra," sagde Per, "for det har vist sig ikke at fungere så godt, og vi har jo forrygende travlt, og så sidder den ene i møde og så sidder den anden i møde. I stedet fungerer vi som sparringspartnere for jer på individuel basis, så I skal bare sige til, hvis I har brug for hjælp undervejs i jeres jobsøgning."
Vi gloede på ham. Nogen nøjedes med at glo ud i luften.
Per vendte ryggen halvt til os og fik pludselig retning mod et andet hjørne af lokalet. Han slog ud med den hånd, han endnu holdt nogle papirer i, og så sagde han: "Det vigtigste er jo sådan set, at I er her! Ellers blander vi os egentlig ikke."
Vi arbejdssøgende gloede på hinanden, rejste os og gik tilbage til det første lokale.

Her trådte Knud, en tilsyneladende mere aktivt engageret konsulent til. Hans rolle på stedet var at fungere som vores virksomhedskontakt, fortalte han.
Knud foreslog en præsentationsrunde og minsandten, om ikke det lykkedes også at få ham til at præsentere sig. Ellers er det yderst sjældent man får at vide, hvilken baggrund disse unikummer, med titel af jobkonsulenter, rent faktisk har. I dette tilfælde var der tale om en mand, der lod til at have været vidt omkring. Jeg bed naturligvis først og fremmest mærke i, at Knud blandt andet havde beskæftiget sig med journalistik og marketing. (Det kan man naturligvis gøre på mange niveauer, men i bedste fald kan jeg lære noget af ham. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte.Om ikke andet kan han forhåbentlig sympatisere med min skrivekløe.)

Knud spurgte lidt ind til vores erfaringer med jobsøgning, mulige årsager til afslag, som vi måtte have fået osv. Umiddelbart intet nyt under solen, må jeg sige. Vi hørte det sædvanlige: At det er vigtigt at virke overbevisende under en jobsamtale, at man ikke skal accentuere sine mangler, at man må udvise geografisk mobilitet, og hvad der nu ellers hører sig til. Alle flosklerne var der. Jeg sagde til Knud, som imidlertid så småt var begyndt at vise sig lidt mere fleksibel og forstående overfor vores situation, end det ellers er hovedreglen hos folk, der ernærer sig gennem det opstrammede dagpengesystem, at jeg jo godt var klar over, at han skulle sige de her ting. Men lad os se det i øjnene: Hvis en arbejdsgiver sidder med to omtrent lige kvalificerede ansøgere at vælge imellem, så tager han altså den, der i forvejen bor tættest på arbejdsstedet, uanset hvor overbevisende den anden er, i sine forsikringer om at ville rykke teltpælene op og blive nabo til virksomheden. Så lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke i en eller anden idealforestilling.

Den slags detaljer brugte vi nogen tid på under rundbordssamtalen. Jeg fik så samtidig indsparket min klage over, at en af hans kolleger, som omtalt i et tidligere indlæg her på bloggen, ikke havde været til megen hjælp i forbindelse med nogle løntilskudsstillinger, jeg havde rettet henvendelse om.
Knud viste sig fra den hjælpsomme side. Da rundbordssnakken var ovre, og vi blev anvist hver en computerplads, foreslog han, at jeg selv fandt stillingerne påny. Jeg foreslog så, at jeg lige fik et print af den mail med både jobbetegnelser og ID-numre, som jeg tidligere havde fremsendt til hans kollega, Laila.

Der gik et par minutter med at finde hende, men pludselig dukkede hun op i landskabet sammen med Per, som vist ellers skulle sidde i møde på det tidspunkt. Det havde han da undskyldt sig med tidligere.
Laila gled professionelt af på mine høflige protester over, at jeg end ikke havde modtaget en tilbagemelding vedrørende de nævnte stillinger. Hun blev ved at vende tilbage til, at hun ikke havde kunnet finde dem i jobnet-systemet.
Da jeg fik min mail med betegnelser og ID-numre udleveret og fik gang i det gamle hakkebræt af en computer, som var stillet til rådighed, tog det mig ca. 10 minutter at finde de samme stillinger og printe dem ud! Knud, som er en flink fyr og en loyal kollega, undskyldte flere gange Laila med, at hun havde utroligt meget at se til, og at der var dage, hvor computerne simpelthen åd alt, hvad man stoppede i dem.

Knud koncentrede sig en tid lang om mig. Han spurgte, hvad jeg virkelig gerne ville arbejde med? "Skribentvirksomhed!" sagde jeg. "Hvis du spørger, hvad jeg virkelig gerne vil, så vil jeg skrive. Og kan jeg ikke komme til det i mit daglige arbejde, så vil jeg bare have et job, jeg kan holde ud, og så vil jeg skrive i min fritid. Jeg har ingen karriereambitioner i den forstand. Jeg vil skrive: Fagligt eller skønlitterært. Dét er min drøm!"

Og så tænkte jeg, at nu kunne det ærligt talt være det samme, så jeg viste Knud min blog, for at han kunne se, at jeg rent faktisk kan skrive. (Det glæder mig at kunne sige, at han godt kunne klare mosten, da han skimmede et par af mine indlæg under rubrikken "Min karriere som ledig".)

Knud foreslog alle de ting, som han jo skulle foreslå: "Sæt dig nu og søg efter forlag på Fyn, på litterære magasiner, på kulturmagasiner og livsstilsmagasiner."

Tjah, noget skulle tiden jo gå med. Så jeg gik i krig, selvom jeg jo har prøvet de ting før og ved, at de fleste af den slags magasiner bliver redigeret og forfattet af frivillige medarbejdere eller studentermedhjælpere, som får en beskeden hyre for deres udfoldelse, og at forlagsstillinger besættes af nogen, der kender nogen - eller af studentermedhjælpere, som får en beskeden osv...

Jeg må indrømme, at det vist lykkedes Knud at få sendt i hvert fald to af de syv deltagere på holdet afsted til jobsamtaler i løbet af dagen. Det er nok den mest aktive indsats, jeg endnu har oplevet indenfor dette system. Han har også lovet mig, at han vil forsøge at trække i trådene og få mig til en jobsamtale - formentlig indenfor marketing eller tilsvarende. Nu får vi se, om Knud kan trylle, eller om det bare er mere varm luft fra endnu en medarbejder indenfor systemet... Ingen disrespekt, Knud, men jeg tror efterhånden kun det, som jeg ser med egne øjne.

I løbet af dagen fik jeg forresten den ikke uvæsentlige oplysning, at når det gælder løntilskudsstillinger, så forholder det sig ofte sådan, at jobkonsulenter rundt om i landet skynder sig at reservere de udbudte stillinger for x antal dage - uanset om de har klienter, der passer på jobprofilen eller ej. For der kunne jo komme en, der passede ind, og så er det rart at kunne sende vedkommende afsted med det samme! Det betyder så, at vi, der sidder hjemme og søger på de samme netsider, kommer for sent i adskillige tilfælde. Det sagde de ikke noget om, hverken på MA eller på Jobcenteret, da de gav os koden til siden med løntilskudsstillinger.

Vi kom igennem dagen. Det gør man jo. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg i uhyggelig grad blev mindet om et aktiveringssted, som jeg var på engang midt i halvfemserne, dengang jeg var ufaglært og opfattede mig selv som nederst i hierarkiet: Her var kaffemaskinens plads også noget af det første, man fik anvist, og her fik man også besked om, at "I skal jo sådan set bare være her, så er resten egentlig op til jer."

Jeg forsøgte at udvise lidt engagement denne første dag, for jeg har den indfaldsvinkel, at når man nu skal sidde der, så kan man lige så godt forsøge at få noget ud af det. Men Knud, som lader til at være den eneste endnu foretagsomme konsulent på stedet, vender først tilbage sidst på ugen, og jeg arbejder nu en gang bedst i fred og ro bag mit eget skrivebord og fra min egen telefon, hvor ingen overhører mine ansøgningssamtaler. Så i morgen vil jeg måske spørge en af mine medaktiverede, hvad det egentlig var for et spil, han sad og spillede på sin computer i dag? Eller måske vil jeg bare skrive lidt på min blog. I mit tilfælde er sidstnævnte vel også en form for jobtræning. Eller hvad?...

Jeg kan tilføje, at jeg også kom velbeholden hjem i dag, på trods af ruten gennem det tvivlsomme kvarter. Det gælder om at se s....sur ud og gå raskt til. Og sådan er det jo så mange steder.



NB: Navne på enkeltpersoner er ændret af redaktionen!