Saturday, March 22, 2008

Mine bedste læseoplevelser i 2007

Efter at have set min læseliste for 2007 bad en af mine faste læsere om en prioriteret læseliste. Uden at tænke nærmere over det, lovede jeg, at en sådan snarligst ville blive bragt. Det viser sig dog, at det er vanskeligt at lave en sådan, da de værker, som skal holdes op mod hinanden er så mange i antal og så forskellige, hvad angår genrer og temaer.

Derfor vil jeg nøjes med at fremhæve enkelte værker, som har gjort særligt indtryk på mig, og så vil jeg iøvrigt henvise til linket "Anmeldelser" ude til højre under "(U)overskueligt indeks", hvor der findes omtaler af adskillige af de værker, som er nævnt i den oprindelige læseliste.

Romanerne:

Saul Bellows Herzog må nok indtage hæderspladsen blandt de romaner, jeg læste i 2007.
I erindringsromanen Herzog fra 1964 går Saul Bellow i clinch med de dybeste eksistentielle spørgsmål gennem fortællingen om sit alter ego, den fallerede historiker Moses Herzog.

Dernæst må jeg - uden nærmere prioritering - nævne følgende romaner:

Don Delillos Kropskunstneren.
Et værk som beskæftiger sig med mellemrum, overspring og forskydninger.

Marilyn Robinsons Gilead.
Om vanskelige fader-søn relationer, om idealisme og pacifisme, om kærlighed, teologi og om livets mirakel.

Annette Lindegaards Simos passion.
Usentimentalt og præcist lykkes det forfatteren at illustrere, hvordan et uheldigt psykologisk samspil mellem to mennesker kan resultere i årelangt gensidigt misbrug af lidenskaben.

Ane-Marie Kjeldbergs Fred og ro.
Med en knivskarp sans for detaljerne i den menneskelige gestik og mimik fortæller Kjeldberg om præstedatteren Miriam, som bliver gift med den flotte mindretalstysker, Hannes, og flytter ind i en fløj af svigerforældrenes hus i Sønderjylland. Det burde være den rene idyl...

Pär Lagerkvists Det evige Smil.
Det er et fint og diskret filosofisk værk om livets mening eller mangelen på samme. I et enkelt og dæmpet hverdagssprog fabulerer forfatteren over eksistensens mest grundlæggende og klassiske spørgsmål.

Nedjmas Mandelen.
Mandelen er en forunderlig og foruroligende historie, som kunne være et fremragende bud på en nutidig version af en fortælling fra 1001 Nats Eventyr.

Dennis Gade Kofods Nexø Trawl.
En fabelagtigt god roman, som trækker vod i mytens grønne dybder.

Jens-Martin Eriksens Vinter ved daggry.
En grusom beretning om mental og til dels selvvalgt blindhed, om sprogets bedrageriske konstitution og om ophævelse af normalitet.

Hybrid-romanen:

Edward Abbeys Desert Solitaire.
Teksten har bud med til det moderne og stressede menneske, der har glemt at mærke jorden under sine fødder, at kigge op mod stjernehimlen og føle sin sjæl.

Novellerne:

A.S. Byatt: Elementals.
Noveller om ild og is. Fyldt med fantastiske elementer og intertekstuelle referencer til andre kunstværker. Byatt er en stor fortæller.

Digtene:

Pia Tafdrups Tarkovskijs heste.
Med Tarkovskijs heste har Pia Tafdrup sat forløsende ord på de elementer af sorg, hjælpeløshed og paradoksal og ellers næsten unævnelig afsluttende lettelse, der glider sammen i en kaotisk svimlen for de efterladte, der finder sig selv fremmede i verden under dødens snigende overtagelse af livet.

Debatbogen:

Endelig må jeg fremhæve Knud Bjarne Gjesings lille debatbog, Hån, spot og latterliggørelse.
Gjesings analyser og kommentarer er velovervejede, intelligente og skarpe, og bogen kan varmt anbefales til enhver, der ønsker at sætte sig ind i den danske og den europæiske globaliseringsproblematik i det hele taget – og i den fortløbende diskussion om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed i særdeleshed.

7 comments:

Beo said...

Pia Tafdrup...fnys. Jeg er da bare meget bedre end hende. Nå! ;-)

Tina Charlotte Møller said...

Beo - det er jeg sikker på, at du vil bevise med din nye samling, som jeg glæder mig meget til at læse! Nå! :-)

Beo said...

Du har næsten allerede læst den, Tina...idet den er et udvalg af de hidtil ikke-trykte. Men jeg kan jo så trøste mig med at jeg er meget smukkere end Pia T ;-)

harning said...

Tak Tina. :-)

Ane-Marie Kjeldberg said...

Tusind tak for placeringen.

Det luner - meget - nu hvor jeg sidder med kolde fødder og gruer for på torsdag og hvad denne dag (og de følgende) måtte bringe mig om mit forfatterskab...

Tina Charlotte Møller said...

@Harning, selvtak! :-)

@Ane-Marie. Jeg er sikker på, at du nok skal få den opmærksomhed, du har bedt om. På den ene eller den anden måde. ;-)

kjeldberg said...

Uha...